Stray Cats – 40 år forsinket, men heldigvis samtidig tidløs

Gad vide hvor mange unge mennesker der egentlig har hørt om stilarten Rockabilly? Og gad vide, hvor mange modne mennesker der kan huske det? Stray Cats formår på deres 40års jubilæums album ‘40’ at genskabe stilarten i et letlevende og glad-i-låget 1:1 forhold, så man tilgiver dem for det uvirkelige fravær af alle post-1979 musikudtryk.

Det er ikke fordi, at de slet ikke har rørt på sig i 40 år. Faktisk har den fasttømrede trio Brian Setzer (sang, guitar), Lee Rocker(bas) og Slim Jim Phantom på trommer turneret – især USA og Europa – med enkelte pauser indtil for cirka ti år siden og udgav deres hidtil seneste plade for 26 år siden. Så de har altså ikke ligget hengemt under en Marshall forstærker, selvom det på ingen måde er hørbart, at de har oplevet murens fald, 11/9, den ny feministiske bølge eller set et eneste realityprogram i tv.

Men i live er de, som om intet er hændt; som nedfrossede myggelarver der tøs op for herefter at svømme ubekymret videre i et hav af nostalgisk og let punket rockabilly.

Swag og godt glimt i øjet

Det gode er, at man ikke kan høre, at de er blevet 40 år ældre; det er loose og sjaskende spillet med tonsvis af glimt i øjet, det svinger legende og samtidig rutineret og sangene er korte, målrettede og – især i en brandert – umulige at sidde stille til. Sangtitler som “Catfight (Over A Dog Like Me), “I Attract Trouble”, og “When Nothing’s Going Right” understreger en sangskrivningteknik, hvor hooklines og lavthængende frugter udskammer selv det mindste forsøg på et filosofisk narrativ. Vi vælter os i bluesrundgange, surferrockguitar, ølbøvetvokal og masser af melodier og motiver, som er rene og skære parafraseringer over The Beatles og en bunke long gone pigtrådsbands, og de har ikke glemt deres håndværk siden egne hits som “Rock This Town”, “Runaway Boys,” og “Stray Cat Strut”.

Dejligt irrelevant

Der er således en bunke gode ting at sige om dette corny band; men det kræver at, man kan værdsætte musikalsk selvsving og accepterer, at en tidligere innovativ stilart, i nutidens lys overlever på at være bevidst bagstræberisk. Du finder ikke de vise sten her, men dog alligevel nogle velmenende og skridsikre gode råd, om hvordan man skal navigere i det der møgbesværlige evige rock n’ roll morads af cigaretter, whisky og nøgne piger. Indrømmet, temaerne er lige så relevante i vor tid som Emma Gad i et abebur, men man har jo lov at drømme sig hen en stund, det er gratis.

Det kan godt ærgre, at Stray Cats ikke gæster DK, for der er med garanti lagt op til fest i teltet, ballade og raske klask i r…  masser af grin og gøgl. Men skulle man alligevel ønske at opleve dem, så er de på farten denne sommer i store dele af Europa.