Opeth og Det Kongelige Metalteater

Opeth er ét af de bands som altid kan diske op med stor kvalitet i musikalitet og sangskrivning, hvad enten de spiller prog rock eller prog death. Siden de udgav deres første album i 1995, er de vokset og vokset, og de er åbenlyst blandt de allerdygtigste prog bands. Søndag kom de så forbi Danmark, og det var i lækre omgivelser; Det Kongelige Teater, Gamle Scene. 

Opvarmning

Præcis kl. 20:00 som annonceret, gik det islandske band The Vintage Caravan på, og bød på ungdommelig adrenalin kick fra en utæmmet old school progrock-verden. Det var en ubalanceret rytme/tone-storm der ramte os, men det var rent faktisk befriende at høre et nyt slagkraftigt band spille lidt utight, for efterhånden er der mange der ikke tør at rykke ud, før de kan spille computer-tight. Sangene bød ikke på noget stilmæssigt nyt, men de var faktisk ret fedt skruet sammen, og publikum var særdeles glade for at få en rude awakening så de var vågne når de svenske stjerner kom på.

Så skete det

Lydintroet “Livets Trädgård” blev naturlig opstart på aftenens koncert i det smukke kongelige teater, og det nye mesterlige album “Cauda Venenum“ fik ordentlige omgivelser at blive opført i. Albummet er indspillet både med svensk og engelsk vokal og søndag aften fik vi passende nok de udvalgte numre på svensk.  

Efter introet kom fem skikkelser ind i mørket, og det foregik med råbende bifald fra den fulde teatersal. Her kom selvfølgelig “Svekets Prins” som er andet nummer på det nye album. Nummeret starter med flerstemmig vokalklang henover et klassisk Opeth-riff, og i live-udgaven blev vi overrumplet fra storskærmen med en video af bandet som åbner gabet på de intense vokalakkorder.  Nummeret skifter karakter og daler ned i en meget stille og øm vokal, og den var lidt svær for Mikael Åkerfeldt, men melodien lød da som man kendte den fra studieversionen. Næste afsnit er mere intenst og her kom Åkerfeldt rigtigt på banen og gav en god snærende vokal-knas fra sig. 

Lyden i salen var allerede god fra begyndelsen, og man stolede på at
Opeth kunne spille komplekse numre og samtidig give os en stor lydoplevelse.

Mindre lys, tak!

Der var lagt op til det store lyd og videoshow, og der var heller ikke mange pauser i videokunst og lysangreb som hvirvlede omkring de fem, meget stillestående, musikere. Der var måske lige gjort lidt lovligt meget ud af lysprogrammeringen, for det så ud som om at lyset skulle matche mængden af toner og rytmer, og det må man sige er et ret omfattende bombardament. Der var også sekunder lange spots direkte ind øjnene på publikum, som næppe kunne se hvad der skete på scenen i den tid det varede.

Growlish

Mikael Åkerfeldt har gode entertainer-gener, og det er blevet en tradition at han joker med publikum, og får dem til at komme med sjove tilråb. Det havde han især brug for her, for til tider var der HELT stille i salen fra de relativt ædru og civiliserede siddende metalmennesker. Det var lidt den omvendte verden af hvad vi oplevede i DR Koncerthuset i 2016, hvor der var en overfod af tilråb mod den karismatiske frontfigur for at få ham til at reagere på alt muligt spas. Søndag aften måtte han selv stikke lidt til folk, og han provokerede lidt med at tale uforståeligt svensk, men slog over i engelsk når han virkelig gerne ville have et budskab ud. En fan råbte “in growl” og Åkerfeldt greb den og gav så navnet til et nyt sprog; growlish!

Watershed

Ét af de mest moderne og slagkraftige albums i Opeths katalog, og i progressiv metal generelt, er “Watershed” fra 2008. Fra dette album fik vi “The Lotus Eater” som starter stille nynnende og sætter igang med et sprælsk rytmisk riff og growlen lægger sig hurtigt over nummeret. Alle formledene er som perler på en snor, og live bliver nummeret bare endnu bedre, og i min bog var det blandt de største højdepunkter denne aften.

Så blev de HELT varme!

Man kunne godt høre at Opeth havde spillet sig varme til sidst, og det var jo ikke dårligt at de her spillede numrene “Sorceress” og “Deliverance”. Da jeg så sætlisten før koncerten, havde jeg håbet på et andet afslutningsnummer end “Deliverance”, for det spiller de sgu altid, men jeg måtte krybe til korset, for det var den bedste live version af nummeret som jeg har hørt indtil videre, og jeg var i den syvende himmel sammen alle andre Opeth-freaks i salen.

Mesterlig sløjhed 

Én af mine favoritkoncertoplevelser nogensinde, var det nævnte Opeth-gig i DR Koncethuset i 2016. Til Koncerten søndag fornemmede jeg at de sparede meget på kræfterne, og det varede et stykke tid før den karakteristiske Opeth-intensitet kom frem. Det var i den første halve time som om Martin “Axe” Axenrot ikke havde hævet øksen langt nok over trommeskindene, og at han mere tjattede lidt til trommerne…dog ganske musikalsk.

Det betød ikke at musikken ikke var fængende, og man kunne også opfatte det som modne musikere som ville opbygge intensitet over længere tid…men man var lidt i tvivl. Jeg havde liiidt ret i min observation, for Åkerfeldt indrømmede efter et stykke tid, at tre ud af fem var syge, og resten var ved at blive det. Men Opeth virkede som om at de levede sig så meget ind i deres eget univers, at de overkom sygdom og træthed, for intensiteten steg og steg. Tænk at de kunne gå all in alligevel, og slynge fantastisk musik ud over scenekanten..kæmpe respekt!

Opeth er med deres brede genrespænd og deres træfsikre musikalitet et band som altid er værd at høre live. Det var de også denne gang, og RockZeit smider uden at blinke 4,5 stjerner efter de svenske legender.