Lørdag den 8. maj var RockZeit til koncert med Søren Andersen & Band i Karosserifabrikken i Helsingør. Andersen har rigtig mange jern i ilden, og han har succes med alt hvad han kaster sig over. Vi fik et interview med hovedpersonen efter koncerten.
- Hvordan kom Søren Andersen & band i stand?
Jeg har skrevet på numrene siden jeg var 16 år. Noget af det er så gammelt, og der dukkede bare konstant alle de der åndsvage melodier op, og så havde jeg det bare sådan til sidst; jeg havde fået etableret mig som guitarist i Danmark, og med mit arbejde med Mendoza og Glenn Hughes…jeg kunne bare mærke det. Jeg kunne lige så godt gøre det. Jeg har sangene. Fuck it, nu indspiller jeg det sgu, så ser vi om det kan stå selv. Så besluttede jeg mig ret hurtigt for, at det kunne være sjovt at have forskellige bassister med, og gæste-drummers, og da Mendoza først havde sagt ja, så var det bare fedt. Så fik jeg spurgt Ida Nielsen, og fik spurgt Glenn…han sagde sgu også ja. På den måde fik jeg det bakket op til, at så var da da noget til en pressemeddelelse. Og så sagde det jo bare bang!
Jeg er sgu stolt af, at det ligesom er rykket så hårdt ind. Det må jeg sige, det er fanme noget, sådan at tage på tour, og få stjerner i Gaffa…det er sgu lidt wow… det havde jeg sgu ikke forstillet mig.
- Nu er det åbenlyst pastiche-musik du laver. Hvilke guitarister har mest inspireret dit materiale i soloprojektet?
Obvious er Joe Satriani én af mine heroes fra da jeg var lille…Steve Vai selvfølgelig. Teknisk set er jeg ikke i nærheden af de to banditter, det er jeg fuldstændig klar over, men melodisk har de inspireret mig rigtig meget. Så var der Paul Gilbert som var ret stor i tech-universet. Hans måde at picke på var jeg ret vild med, og så selvfølgelig Nuno Bettencourt fra Extreme er også bare en konge! Så er der den dér outlaw guy som hedder Michael Lee Ferkins. Han har været en kæmpe…så også alle melodierne fra firsernes theme songs; Miami Vice og Alex F. alt det pis dér, jeg elskede det mand! Jeg elskede at høre Jan Hammer og alt der dér. Det kunne famne noget synes jeg.
- Har du fornemmelse af en “sang uden vokal”, en handling, når du laver et guitar track i forhold til fraser og dramatisk udvikling?
Yes, jeg tænker vers-omkvæd- vers-omkvæd, og jeg har fundet ud af, at når jeg spiller med drengene…hvis jeg laver en fejl, så hyler jeg dem ud af det. Så jeg er “sangeren”, det er der ikke nogen tvivl om. Hvis jeg fucker up i dét, de løb jeg har, hvis jeg spiller noget andet, så kan jeg mærke; ups så ryger fornemmelsen af hvor præcis vi er i sangen lige med det samme.
- Er der nogle gange hvor du dropper et instrumentalnummer for at lave det til en sang med tekst og vokal?
Ja, det er den store battle når jeg har ét eller andet riff, hvor jeg tænker; det er sgu fedt det her. Så er det ligesom..arhh.. skal den i instrumentalskuffen, eller skal den være med på én eller andet plade med vokal jeg er ved at lave…så ja, det dilemma har jeg tit.
I det hele taget har jeg et dilemma med om jeg skal lave en plade mere med det, fordi, altså jeg laver så mange forskellige ting, men jeg kan godt mærke at der er et lille outcome her, der er et lille hul. Der er ikke nogen der er så dumme som mig og laver sådan noget musik her, men der er sgu mange der gerne vil høre på det!
- Kunne du finde på at spille alternative eller prog rock/metal, eller ligger hjertet slet ikke dér, og hvorfor? Du er ikke en sådan en “Dream Theater-gut”?
Jeg har et lille metal-hjerte. Der er noget lidt uforløst i det dér metal. Nej, det dér Dream Theater, det er der nogen andre der skal spille! Jeg kan godt lide at gå ind og høre det, men alternativ og prog-ræs er ikke mig, der er jeg meget mere melodisk interesseret. Men jeg hører Mastodont og sådan noget, og kan godt lige at gå ind og høre Porcupine Tree, Jeg elsker Porcupine Tree, men det er jo heller ikke metal…men det er lange sange…men jeg er sgu ikke en Dream Theater-Petrucci kind of guy, det er jeg sgu ikke.
Det er også fordi at jeg spiller sindssyg meget halvfjerdser-old school i mit arbejde med Glenn Hughes, og det jeg laver med Binzer lugter lidt af Black Crowes. Så jeg har rigtig meget dér som jeg elsker, men det er jo Gibson og SG og ikke så meget gain og en helt andet lyd. Det er 100% en lille rejse, en lille parallelverden du ved, ligesom at sidde og male et modelfly uden nogen kigger..:-)
- Må du sige nej til producerjobs pga. arbejdet som musiker, og omvendt?
Ja, det er sket nu. Der er jeg nået til nu i min karriere Jeg er en late bloomer. Jeg er 47 år nu, og hér hvor jeg sidder nu, skulle jeg måske have siddet for 10 år siden, men det skete ikke. Men det er åbenbart nu der er meget at lave på begge kontoer. Det er jo ret vildt at jeg både laver plader for bands som Artillery, Thundermother, Glenn Hughes og Mendoza. Det er ikke Metallica og Mastodont, men det er forholdsvis store bands, i min klasse i hvert fald. Det er jo et vist ansvar når jeg skal lave en Artillery-plade. Det er jo et stort band…samtidigt med, at jeg prøver at være artist selv, og prøver også at være side-man med Glenn, og det er famne mange kasketter, og det koster en gang i mellem. Så jeg må sige til tider; prøv at hør guys, hvis vi skal lave en plade, så er det næste år, for jeg skal ud med Binzer eller mit eget eller hvad jeg nu skal.
…men jeg er arbejdsnarkoman. Jeg har ingen børn og ikke et hus med en stor have, det er musik musik musik!
- Øver du meget teknik, eller kommer øvelsen når du komponerer musikken?
Op til sådan en koncert hér, øver jeg teknik, og en gang i mellem gør jeg det sådan, at hvis der er nogen der gider at sidde og hygge med mig…nu er der for eksempel en gut der hedder Thomas, han har skrevet hele min plade ned på tabulatur. Det synes jeg sgu er ret vildt at der findes sådan een. Så sad vi og gik det hele igennem sammen, og han sagde på et tidspunkt; her kan du lave “economic picking”. Så lærte han mig en måde at picke på, og sad jeg lidt med det. Så ja, når jeg møder nogen og vi spiller sammen, på den måde bliver der øvet lidt teknik, ja.
- Hvordan har det været at være musiker under Coronaen? Er der blevet komponeret og produceret mere end normalt?
Jeg har lavet Sunday Sessions på YouTube hvor jeg nørder lidt ned i dét at være musiker, og at spille guitar, at turnere og alt sådan noget…så lavede jeg en kanal med det.
Hvad har jeg ellers rodet med…jaah, lidt sangskrivning kom der gang i igen til mit andet band Electric Guitars hvor vi har brugt tiden på at lave en fed plade som kommer ud nu, og vi har fået en stor kontrakt med PDH som er det argentur som har Dizzy og D-A-D.
- Kan du nævne tre albums som har været vigtige for dig, både som lytter og som musiker?
Hvis det bare er ud i det blå…det er ikke så heavy det jeg kommer til at sige nu…men, så er det nok Jellyfish, som har lavet en plade der hedder “Spilt Milk” som er et stort samsurium af alt det jeg kan lide. Det var en kæmpe signing fra Columbia…som floppede fuldstændig, men hold kæft det var god musik.
Hvis jeg må lave en samlet klat som hedder halvfjerdser-liveplader, ville det give mening. “If You Want Blood”, “Made in Japan”, “Live and Dangerous”, “Alive I” (Kiss) … Der er bare ét eller andet med disse live-plader. Hold kæft det er fedt.
En 3’er der bare rykker…jeg har ikke sådan en “guitarplade” som bare er dét…men den første Van Halen, som bare er pre-settet for alt heavy rock hvis du spørger mig. Led Zeppelin var ved at brænde ud dér, og alle ville være punkere…og så kommer Van Halen og laver det der mærkelige cross over af pop, punk, shred…og energi… og en mand der ikke kan skønsynge, men BARE kan levere! …den første Van Halen er bare…de fleste rockmusikere jeg kender, kan godt nikke genkendende til, at dén kan man bare ikke fucke med. Det er så vild en plade.
- Hvilke råd vil du give til upcoming guitarister som drømmer om en karriere?
Jeg vil give det råd til upcoming guitarister, at man skal faktisk gå lidt længere end man lige selv troede man skulle, både med sit stage output, sit networking, sit spil og sin øvning…man skal gå så meget længere end man troede for at få hul igennem…der skal satame kløes på.
Jeg ved jo godt at mange af de gigs jeg får, er fordi jeg passer ind i genren. Jeg kan ikke forestille mig at Christoffer eller Rasmus Seebach gad at have mig stående…men det vil Glenn Hughes gerne, det vil Jesper Binzer gerne, det vil Sanne Salomonsen gerne, og jeg ved godt at jeg er en snæver type fordi jeg spiller langhåret heavyrock i læderbukser lige meget hvor du putter mig hen. Men det kører meget godt med dét synes jeg.
Så man skal gå ekstra langt, også i økonomisk henseende skal man være klar til at leve for…nogle gange ingenting! Så er man bare helt broke.
- Sidste spørgsmål: Hvordan er det at arbejde med Glenn Hughes?
Det er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. For det første er det ekstremt første gang man møder ham, hvor det ikke bare er for en autograf, men faktisk er til en samtale. Man har ét job, det der hedder “try out”, og for mit vedkommende var det i Rusland. Han fik et tilbud om at spille for en russisk Zar, som havde så mange penge! Jeg vil ikke vide hvor han har tjent de penge. Men han fik fløjet Hughes ind fra USA, og så hans britiske trommeslager og hans britiske keyboardspiller, og de havde lige fyret deres guitarist…fordi han drak som et svin. Så havde de hørt om mig gennem Mendoza, så jeg fik et try out, så jeg fløj til Moskva og mødte Glenn Hughes i en lobby, og kunne godt mærke; du har et skud i bøssen Søren. Du har ét skud. Både i din opførsel og din approach.
Well Soeren. What are your infuences. Do you know my music?
…og så kan man bare sige; Glenn, I know every fucking note!…
Great great. Are you married Soeren?..
I have a girlfriend…
Mmm, good to know Soeren. Guys, let’s go to the rehearsal room, please.
Så går man med, og han gider jo ikke rigtig øve…han sætter bare lige “Burn” an, og så er det bare at køre den igennem…og så ud at spille for 500 stive russere til en privatfest! Og det var ligesom min ilddråbe, og manageren tog mig i hånden og sagde; “Det var sgu meget godt Søren. Vi laver lige en lille Europa tour og ser hvordan det går!”…og det er 12 år siden.
Han er jo en kæmpe stjerne, men han er jo ikke Bono altså, vel. Men indenfor heavyrock ved alle godt, at Ronnie James Dio, David Coverdale, Glenn Hughes…der er sådan en lille flok på 10 hvor han nok er med i top 5 måske. Han er bare fucking dygtig! Så det er klart, jeg er lidt oppe at køre over at det lykkedes med ham…men man bliver jo kammerater, og det går også ned i show business, som når man står til en festival i Ungarn og det bare pisser ned og udstyret bliver vådt, og han bliver pisse sur og står og skælder ud. Så skal man ligesom prøve roligt at snakke ham ned igen.
Ugen efter er man i Sydamerika hvor det BARE kører og vejret er godt, og så er dét bare fedt, og så møder man hans kone…og pludselig er man “family”…man bliver måske ikke venner med Glenn Hughes, men jeg betragter ham som en rigtig tæt relation. Vi var sammen med ham da hans mor døde og også da hans far døde…jeg har kendt ham i 12 år. Jeg har også været on and off, for så skulle han lige lave noget Bonamassa, så jeg har været inde og ude, men når det er hans egen soloprojekt…så er det mig der er på!
Og det er åndsvagt når man står på Sweden Rock og sætter “Burn” i gang og hele pladsen eksploderer, det ser SÅ vildt ud, og året efter at få lov til at spille på Copenhell foran alle sine venner; jeg kan ikke beskrive hvor stolt jeg er over at have været med dér.
Men bare dét at jeg får plads og skal spille der dér Ritchie Blackmore materiale er bare fedt. Grunden til jeg overhovedet begyndte at spille guitar var jo da jeg hørte “Smoke on the Water” hvor jeg bare sagde; Hvad er det !? Så sagde min far; Det er Deep Purple. Så gik vi på biblioteket og lånte ”Live in London” …med Coverdale og Hughes…og så undrede jeg mig hvad det var for en kvinde der sang…det var så Glenn Hughes:-)
Så det er højdepunktet i mit liv, og jeg vil aldrig aldrig tage det for givet at Glenn tog mig under sine vinger. Jeg er stoffrit menneske og forholdsvis sober, og bryder mig ikke om at være fuld i selskab med Glenn, for han er jo afholdsmand. Du gider bare ikke sidde fuld i en tourbus sammen med Glenn Hughes, det er enormt ubehageligt. Det kan godt være hvis vi har en fridag i Tyskland at vi lige går ud og fester, men jeg meget professionel.
Også i forbindelse med det andet spørgsmål om råd til upcoming guitarister. Det er et job det her, og jeg tager det bankende alvorligt! At det også er skægt, det er jo bare fedt, men det er altså ikke kommet af sig selv, det er det bare ikke.
