Sidste skrig fra metalbranchen

Det eneste meningsfulde sammensatte navneord i det danske sprog som indeholder 7 konsonanter i træk, er ordet angstskrig. Det er også navnet på et dansk metalband som består af 2 anonyme ambitiøse musikere, som med en spandfuld gæstemusikere, har skabt debutalbummet “Skyggespil” som er på gaden fredag den 28. maj.

Mørke skygger  

Uden intro/forvarsel springer et mørkt langsomt riff ud af højtalerne, og vi har hermed første toner fra dette nye lovende danske metalband. Det er titelnummeret vi er i gang med og det giver hurtigt lytteren en fornemmelse af, at vi står nogenlunde med benene i black metal-mosen. Lyden er ikke prangende, men den er god nok til at udtrykke hvad genren skal. Vokalen, en smertefuld mellemregistergrowl, kommer relativt hurtigt på. Der er god call/response mellem vokalfraser og markeringer i akkompagnementet. Hvert formled er vendt og drejet så vi ikke får slasket ligegyldige riffs og soloer i hovedet. Det hele sidder godt og fast på nummeret. Attila Vörös som man kender fra blandt andet Tÿr, er gæsteguitarist på dette nummer, som han er med til at fyre ganske godt op under.

Mere uhygge

Efter titelnummerets mørke, bliver der disket op med mere creepyness i andet nummer “Uhygge”. Med gæstesangere bliver der gjort ret meget ud af vokalsiden, for i nogle passager går der rockstil i den. Dette giver luft til at lege med melodi og flerstemmighed i koret, et godt trick, for det kan være svært at fortælle en god musikalsk historie hvis man holder sig i black metal core.

Satanisk

Musikken på albummet er ret nutidig, men der flirtes med oldschool elementer både i toner og tekst, og Angstskrig vinder også på charme og lidt humor som man støder på i fjerde nummer “Lucifer Kalder”. Nummeret er faktisk bedre end titlen, for det er ikke bare tonsemetal, men en ganske fed sang som indeholder mange gode musikalske udtryk med genklang af Celtic Frost og Mercyful Fate, flettet ind i deres egen stil.   

Knæfald

Sidste nummer i denne omgang er “Knæfald”, som er en slagkraftig måde at slutte et album på. Der er masser af riffguf, hvor  guitarsoloafsnittet dertil beviser at der ikke bliver gået på kompromis med spilleteknik, for det er en helt gennemført smidig solo som er teknisk dygtigt udført. Der er også respekt for en god afslutning, for vi får ikke et klichéagtigt dommedagsoutro, men derimod et speed up i riff og trommer med tilhørende angstskrig henover!

Seks numre og syv konsonanter

Angstskrig er med trylleslag blandt de fedeste metal bands i Danmark, og vi kommer nok til at høre en del til dem i fremtiden. Man kan fornemme en høj ambition med musikken, og sangskrivningen tages alvorligt. Det er et band som kender metalhistorien, plus de er gode til at skabe nyt uden at plagiere i de 6 numre på i alt 34 minutter.

Der er god balance i blanding af stilarter, og genren kalder de også selv for black n’ roll. Det bliver aldrig for søgt, for overgangene mellem afsnittene er ikke bemærkelsesværdige genreforskellige, for man hører mange glidende overgange mellem metal og rock. Det er temmelig raffineret lavet. Det bliver heller aldrig kedeligt, for der er så meget forskellighed i tonerne og rytmerne, at hele albummet er en berigende rejse for lytteren. Mange metalplader kan have den ulempe, at det er svært at kende forskel på numrene fordi det bliver en stor klat af ond larm, men hos Angstskrig er musikken mere nuanceret og hvert nummer er ret karakteristisk.

Lead vokalen og korstemmer er ikke på højeste niveau, og der skal arbejdes lidt for at opnå en hel personlig sangstil. Men der eksperimenteres meget, og i forhold til de mange udfordrende metalfraser der findes i sangene, lykkes det ret godt. Det er bestemt noget der kan udvikles til noget stort med tiden.

Generelt er alt på albummet over middel, og jeg glæder mig personligt til næste udspil fra bandet. “Skyggespil” får da også 4 onde stjerner med på vejen.