L.A. Guns udgiver nyt album

Det efterhånden gamle amerikanske band L.A. Guns er snart klar med deres 14. album som bærer titlen “Checkered Past”. Den gamle hard rock genre lever endnu og bandet har stadig en god dagsorden i denne boldgade. Fredag den 12. november bliver albummet sendt på gaden. 

Effektivt startskud

Med Tracii Guns’ opstart i Guns N’ Roses i gamle dage, er det uundgåeligt at L.A. Guns blev til en slags fætter til GNR og der er også meget af dette i stilen her, men måske en slags light version. Der er ikke så meget smerte i udtrykket som der ville være i GNR-regi. Dette her er liiidt mere fest og farver. 

Et kort trommefill blusser op fra højtalerne og sætter hele bandet i gang med et kanonfedt riff i første nummer “Cannonball” som hurtigt fanger enhver hard rock tilhænger i spindelvævet. Med de første ord rollin’ rollin’ fra leadsanger Phil Lewis, ved man at der ikke er så mange nye boller på suppen, men at den bare skal trykkes af. Bandet kører bord og stol rytme, der ufortrødent kører lige derudad. Guitarsoloafsnittet er kortfattet men effektivt, med nogle gode overraskende toner ind i mellem.

Rock med charme

“Bad Luck Charm” kører en heavy shuffle i et godt tempo og giver mentale billeder af nogle bad-asses som kører i den mest pimpede van på østkysten, hvor bilen gynger og hæves af fjedre, mens der bliver spildt øl ud af vinduet efterfulgt af pift efter damerne. Der godt drive og sangen vil gerne være både intens og iørefaldende. Backing koret synger på et tidspunkt nah nah synkront med sangens guitar riff….meget modigt, men det fungerer OK, da lead vokal med backing kor følger sangen effektivt til dørs til sidst med god klang og drama i musikken. Ganske godt lavet.

Slow is good

Et godt velklingende semi-akustisk nummer med et behageligt tempo, får vi med fjerde nummer; “Get Along”som bevæger sig langsomt og sikkert frem. Et nummer som både er godt til nærlytning og også som god baggrunds-tapet.

“Better Than You” er et godt eksempel på, at rockalbums i dag, tåler lidt nyere elementer end bare 1,2,3-rock. Vi får her et riff i stil med Iron Maiden med et drys af Metal Church. Balancen i nummeret holdes dog i rockstil, for den skyder ikke til himlen med store dramatiske peaks som mange heavybands ville gøre det.

Kvaliteten dykker en smule

“Knock Me Down” er ikke så vellykket, og det er som det skriger til himlen om laveste fællesnævner. Selvfølgelig er det musikalsk spillet når vi har med L.A. guns at gøre, men det lyder som et nummer der har taget 5 minutter at lave. 

I sangen “Let You Down” finder bandet helt ro hvor de kan kigge ind i sig selv og finde dybe følelser frem, og det er godt få dette på disken efter ovennævnte fejlskud. En dansker vågner måske lidt op her, for det er som om at lead vokalen lyder lidt som Jesper Binzers måde at synge på. Nice!

De kan endnu

Bare ved et kig på tracklisten, ved man med det samme at det ikke er musikalsk raketvidenskab vi har med at gøre. Det skal det heller ikke være, for L.A. Guns skal klart holde sig til de klassiske udtryk som ligger på deres rygrad. Det er hard rock, men også tilsat nogle gode tricks fra heavy metal-verdenen, som pepper nogle formled op til mere moderne toner. Det klæder musikken rigtig godt.

Lyden på pladen er god, men den er ikke interessant. Der burde være mere livestemning og galskab i lyden, så musikken kan hæve sig lidt over jorden og give os kuldegysninger. Det lykkes ikke helt. Det er mere en helgarderingslyd som med garanti skal gå rent igennem på anlægget til en festlig lejlighed eller fra bilradioen. Det kan godt blive lidt ensartet og kedeligt i længden.

Der er god respekt for variation i rytmer og tempi i musikken, og hver nummer har sin egen rytmiske dagsorden. Det instrumentale er dog på højere niveau end lead vokalen synes jeg. De fleste udtryk man hører fra Phil Lewis har man hørt mange gange før, og han tilføjer ikke noget nyt til genren. Det er heller ikke alle numrene der lyder som om at han mener det helt, eller også har han bare ikke så meget stemme at give af. Dette gør nogle numre lidt ligegyldige i vokalen, og det er synd når det er rocken vi befinder os i, og Phil Lewis kunne godt have givet lidt mere power i hvert nummer end han gør her. 

Men godt håndværk med gode melodier og festlig stemning kan også noget, og vi ender på 3,5 stjerner til “Checkered Past”.