Danske Pinchbeck har eksisteret i 25 år og har afholder snart jubilæumskoncert. De har oven på 1 album og 2 EP’er et nyt fuldt album på vej med titlen Coalescence of Time som byder på progressiv alternativ rock med lidt metal krydderi. Et album som klart er værd at sætte på når man vil have gode skæve rytmer med tørre klangflade riffs. Albummet rammer gaden tirsdag den 4. oktober.
Stonerrock med godt drive
Kombinationen af kobber og zink, giver imitationen af guld; pinchbeck. Musikken har også ganske gode blandinger af tørre toner og skæve rytmer, som tilsammen smelter ganske godt sammen på dette nye udspil.
Pladen skydes i gang med et syret narrativt intro “Departure” som langsomt musikaliseres med et dvælende riff. Introet går over i “Space Eyes” som beholder riffet, men hvor klangen bredes ud med mere fylde og kraft. En stille indadvendt lead vokal fra Jens Christiansen starter gode melodier op over skæve rytmer. Nummeret udvikler sig uden abrupte skift, men med mange rolige formled som let glider over i hinanden. Guitaristen Nicolai Bonde Hansen har fået sin sag for i forhold til indspilning af de mange guitarstemmer som nummeret indeholder. Der er ikke så meget lir, men masser af forskelligartede riffs. Der er lidt Soundgarden over de instrumentale passager, dog lidt mere syret her hos Pinchbeck.
Jakob Neumann lægger en god bund med lækre bløde trommeanslag i instrumentalnummeret “Interception”. En atmosfære lavet af guitartoner bygger stille op til mere massive riffs, som holder sig ret kontrolleret og aldrig bliver for voldsomme.
Krydret bas
I “Solitary Wave” har bassen fra René Johansen en stor betydning, hvor guitaren er lidt mere anonym og klangfladebaseret. Nummeret vokser til et storladent vokaludbrud med backing. De meget skæve rytmer passer fint med de antal stavelser vokalen synger, så det lyder ikke for søgt. En spacet lyd afslutter det energiske skæve nummer.
I “Coalesence” høres fuglekvidren og en ensom keyboardtone der giver plads til et catchy basmotiv, der glider afsted i endnu et stemningsfuldt instrumentalnummer. Det insisterende basmotiv hjælper masser af guitarstemmer på vej til at brede sig i lydbilledet. Instrumentalnummeret virker som et langt intro til “Cleansing Fire”, som også har en markant basgang der sender nummeret afsted som et rumskib. Når vokalen kommer på, bliver guitaren lidt mere metallisk og en lang passage med vers omkvæd lyder lidt som Psychotic Waltz, bare lidt mere rytmisk skævt. En narrator stemme med lidt skinger lyd, slutter albummet af i “Interbeing” med tilhørende bippende computerlyde, og de slutter lige så syret som de startede.
Stemningsfuldt album
Pinchbeck har lavet nærværende album som viser respekt for de kunstneriske og idiomatiske sider af den alternative rock. Med de gode tempi og riffs, er der kvalitet på stemningskontoen, for det er æstetisk godt komponeret. Det bliver aldrig for iørefaldende, men holder sig til mere billedskabende melodier i stedet for publikumsleflende storladne melodier. Det giver kant og kraft i musikken, som virker mere personlig og kunstnerisk, og det er noget der trækker op i min verden.
Jens Christiansen er ikke verdens bedste sanger og det er begrænsede klange han har i stemmebåndet, men han er bevidst om hvad han kan, og dét han udfører, passer godt nok ind i Pinchbeck’s univers. Der behøver ikke ligefrem at være hooklines i vokalen, men jeg synes at vokalfraserne på pladen er meget ens, så det er lidt svært at skelne numrene fra hinanden.
Der er masser af gode guitarstemmer som er godt sat for at brede klangen ud i hvert hjørne af stereobilledet, men der er nogle gange for mange lyde igang synes jeg, som kunne være klaret med lidt bedre lydproduktion på hvert enkelt instrument. Men fordelen her, er at det ofte bliver knasende tørt på den fede måde.
Det er svært at beskrive denne musik, og den skal bare høres! Med lidt uppers and downers, ender RockZeit på solide 3,5 stjerner for den gode musikalske tidsrejse som Pinchbeck sender os på i Coalescence of Time.
Summary
Band: Pinchbeck
Album: Coalescence of Time
Release: 4. oktober 2022
Label: LAK Studios
Medlemmer:
Jens Christiansen: Vocals and Guitar
Nicolai Bonde Hansen: Guitar
René Johansen: Bass
Jakob Neumann: Drums
Tracklist:
Departure
Space Eyes
Interception
Solitary Wave
Coalesence
Cleansing Fire
Interbeing