Hjælpeløst publikum i Royal Arena

Volbeat var endelig tilbage og spille koncert i Danmark efter 3 års fravær, hvor de først spillede i Herning den 18.10.2022 og nu den 20.10.2022 i Royal Arena. 

Hr. og fru Danmark mødte talstærkt op i en udsolgt Royal Arena med plads til 17.000 tilskuere, men de vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv. 

Splitter vandene

Det var med stor nysgerrighed og spænding, at jeg lagde vejen forbi Royal Arena denne aften.

Volbeat er et band, som jeg ikke har set live siden engang i 2005/2006 et sted i Horsens (vist nok Kulisselageret), og der er jo sket en “smule” med bandet siden dengang.

De er siden blevet voldsomt populære i Danmark og i udlandet til stor misundelse for det hard core metalpublikum i Danmark, som jo synes at det er noget frygteligt noget, at man kan spille rock og metal og også lave sange som bliver radiohits, og sange som holder 100 % hele vejen, mens Volbeat griner ned til banken.

Michael Poulsens særprægede vokal er den også gal med, da han jo rent faktisk synger rent og tillader sig at lyde lidt som nogle af hans egne favoritter Johnny Cash og Elvis Presley, hvor det sjovt nok, passer perfekt til den musik han SELV ønsker at spille.

Det går jo slet ikke, når man tidligere har spillet dødsmetal med Dominus og growlet, for så er det jo forræderi på samme måde som da Nicolai Vallys skiftede fra Silkeborg til Brøndby, for Nicolai Vallys har jo engang, som barn, siddet i Parken på Sektion 12 og holdt med FCK.

Det kan man jo slet ikke, uhauha!

Så er der alt balladen med visse medier (som stadigvæk) ikke får lov til at komme ind på gæstelisten for at anmelde bandet, men her er fortællingen i de pågældende medier nok lidt mere unuanceret, end hvordan det forholder sig i virkeligheden og de virkelige bevægegrunde for at udelukke dem.

Jeg har sågar været på en Tinder-date med en som hadede Volbeat, og som arbejdede på en restaurant, hvor Volbeat angiveligt jævnligt kom og spiste til stor fortrydelse for personalet, som skulle trække lod om nitten til at skulle betjene dem, da de tilsyneladende er meget arrogante.

At jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved dette og hendes øvrige musiksmag endte med, at jeg selv blev et hadeobjekt…

Sagt med andre ord… Janteloven lever fortsat højt i Danmark og intelligensniveauet runder ikke altid det skarpeste hjørne.

Lige i skabet

Volbeat udgav i december 2021 deres ottende album “Servant of the Mind”, et album som er noget mere heavy end tidligere, hvilket er fedt, og deres nuværende tour ’Servant Of The Road World Tour’ er naturligvis præget af sange fra dette album.

Volbeat var klar præcis kl. 21 og lyden i Royal Arena var fra start knivskarp og høj, angiveligt så høj at det brummede ud fra Royal Arena, mere end det plejer, til de omkringliggende naboer.

Det første der slog mig efter alle disse år var oplevelsen af hvor “tight” bandet spillede sammen, og de fleste af sangene blev spillet så de sad lige i skabet, og sammensat med den fænomenale lyd fremstod det formidabelt.

Show

Lad det være sagt med det samme, det var naturligvis, “The Gardens Tale” og “For Evigt” der fik mest begejstring frem i publikum, og det var en udsøgt fornøjelse at opleve disse to sange live, da de, ja for evigt, vil være tidløse klassikere.

Der var derudover en lang række højdepunkter at tage fat i, hvor jeg synes, at sangene “Temple of Ekur” og “Sad Man’s Tongue” fungerede glimrende, men dér, hvor det for alvor blev fedt, var med de tunge sange som “Shotgun Blues”, “Doc Holiday”, “The Sacred Stones” og den festlige “Die to Live”.

“Shotgun Blues” er bare suverænt med det gennemgående guitarriff, og at opleve det live var fantastisk, og er helt uden tvivl mit nye favoritnummer med Volbeat.

Showmæssigt var der ikke så meget at komme efter, da Volbeat havde en storskærm oppe med andre mindre skærme der dannede nogle udmærkede billeder og lyseffekter.

Der var masser af røg og konfetti, men jeg savnede i den grad et lidt mere spektakulært show med f.eks. pyroteknik eller andet gøgl, da Volbeat nu er blevet så store som de er blevet, men som én af mine kollegaer fra et andet medie fortalte mig, er pyroteknik aldrig noget som Volbeat er gået voldsomt meget op i.

Der kom dog store sorte balloner ud til publikum under nummeret “Wait a Minute My Girl”.

Til gengæld var scenen, udover hovedscenen, formet som et stort V ud til publikum og med lille håndfuld af 100-150 mennesker i den lille pit i hullet af V’et.

Publikum

Michael Poulsen havde publikum i sin hule hånd, og de klappede og hujede, når han bad dem om det, men scenen skabte for stor afstand mellem band og publikum, når de opholdt sig på hovedscenen.

Og så er det bare interessant at opleve en koncert, når det er hr. og fru Danmark der møder op i forhold til, når man netop har været til koncert med Death Angel, Machine Head, Amon Amarth etc.

Pigerne stod og svajede frem og tilbage, som var det en Elvis Presley koncert.

Michael Poulsen forsøgte allerede ved første sang “The Devil’s Bleeding Crown” at lave “devil’s horns” ud til publikum, hvor de så lidt nervøse ud, da de ikke rigtig vidste hvad det betød, og hvordan man gjorde det “rigtigt”.

Da Michael Poulsen satte igang med sangen “Sad Man’s Tongue” opfordrede han publikum til at headbange, hvilket fungerede på samme måde som at bede Familieretshuset og Familieretten om at respektere, at danske fædre rent faktisk elsker deres børn og kan agere lige så gode forældre som mødrene, for det er jo lidt farligt.

Det var tydeligt, at langt de fleste af publikum var kommet for at høre de hits de kender fra radioen og som ikke nødvendigvis er rendyrket fans af bandet Volbeat og resten af deres bagkatalog, og det var da også kun et fåtal af publikum der rakte hænderne op, da Michael Poulsen spurgte hvor mange der havde købt deres nye album.

Dette betød også, at publikum syntes at blive en lille smule bange og i vildrede, når det blev lidt for “heavy”.

Øb og Bøv havde dog også fået adgang til Royal Arena, et par sæder fra mig, og med intelligensen druknet i bunden af utallige ølkrus stod de og hoppede, dansede og headbangede på ryggen af deres stolesæder uden antydningen af at vide hvilken sang Volbeat spillede.

På vej hjem i metroen overhørte jeg også en samtale mellem nogle af publikummerne, hvor en yngre pige sagde, at “Jeg var egentlig bare kommet for at høre “For Evigt””, hvilket jeg nok vil antage var gældende for mindst halvdelen af publikum.

Men det er i øvrigt også fløjtende ligegyldigt, for Volbeat er et suverænt fedt band, som fortjener alt den succes de har opnået, og jeg er sikker på, at langt størstedelen af publikum gik derfra med en fed oplevelse, hvor de havde lejlighed til at få finpudset deres sorte tøj i garderoben.