For blot en måned siden, kendte jeg intet til Ring Them Bells.
Det kedelige faktum er jeg glad for nu har fået en ende.
En lille video reklame for Ring Them Bells’ koncert i Vega blev spottet. Den fængede, for den lød super godt, og RockZeit gik derfor til koncert for, at lytte til og opleve dette spændende band!
Et nyt bekendtskab
Bandet består af Johannes Nidam, Jan Johansen, Jacob Krogh Jørgensen, Moogie Johnson og Johannes Dybkjær Andersson. Sammen tourede Johannes Nidam og Johannes Dybkjær Andersson rundt i Europa, hvor de i “As in Rebekkamaria” spillede elektronisk pop. De trængte begge til at spille noget rock, og øvede lidt sammen, lavede en del sange, og inviterede derefter Moogie Johnson og Jan Johansen med, som de tidligere havde mødt ved en fest.
Moogie har tidligere spillet i Munck // Johnson og Chorus Grant. Jan Johansen tidligere i Glorybox, Serena Maneesh.
I 2020 kom Jakob Jørgensen fra Psyched Up Janis med i bandet. Navnet “Ring Them Bells” er, som man nok kan gætte, titlen taget fra et gammelt Bob Dylan nummer. Det blev “lånt” som band navn, under et sommerhus ophold, hvor der blev skrevet sangtekster.
Netop Bob Dylan, var det der fangede mig på den udsendte reklamevideo. Her hørte man det nye single nummer “Fall”, og for mig, der er vokset op i den tid, da var der i det nummer, noget rigtig fedt og genkendeligt. For mig har Nidam’s stemme her spor af Bob Dylan, og hvis jeg trækker den lidt, så er der også noget der minder mig en anelse om Bowie, og det er jo absolut ikke så ringe.
I 2015 udgav de albummet No One’s Dead/We’re Just Dressed in Black. I 2020 udkom albummet Things That Come Slow. Senest har de udgivet singlen “Capitol Hill”, en smuk duet med Kira Skov. Stilen er blevet betegnet som “støjrock”, men der er ikke så få elementer af psykedelisk rock, syre- og indierock. Igennem året, har “Ring Them Bells” med store roser fra anmelderne, indtaget de danske scener.
De har opnået stor succes i Norge og i Canada er deres musik blevet brugt i en tv-serie. De er nu klar til, at vende blikket mod det endnu større udland.
….Og det er da dét de så absolut skal!
Skønne personligheder og eminente musikere
Der var desværre ikke et voldsomt fremmøde i Vega denne kolde november aften, og det var synd. Desværre skyldes det nok det almindeligt og uforståelige faldende billetsalg på spillestederne. Men vi var der, og vi glædede os!
“Ring Them Bells” var nummer to ud af to optrædende bands denne aften. Til stort bifald og med masser af scenerøg og modlys gik de fem skønne og meget forskelligt udseende personligheder på scenen:
Nidam, frontman og guitarist, smukt dresset op i jakkesæt der ledte tankerne hen på Bryan Ferry.
Trommeslager, Johannes Dybkjær havde iført sig en en halskrave i strudsefjer samt perlekæde.
Guitarist, Jan Johansen med glitter makeup, blød hat og indie bluse.
Bassist, Jakob Jørgensen, sortklædt og med cap’en trukket godt ned i panden i bedste heavy still,
Guitarist Moogie Johnson, tog det mere afslappet i jeans, t-shirt og cap.
Virkelig en skøn og alsidig blanding af stilarter der trådte frem på scenen. Der er noget virkelig fedt ved, at så forskelligt fremtrædende personligheder, slår de lidt krøllede hjerner sammen og skaber virkelig intelligent musik med skæve og til tider vanvittige tekster. Forfriskende, dejligt og lige hvad vi har brug for i tider hvor megen musik og mange tekster, desværre mangler kant og nerve.
De lagde ud med nummeret “Ringo” og fluks var vi tilbage i 60-70’erne med dette, omend roligt flydende psykedelisk rock nummer. Der fornemmedes både blomster i det lange hår, bare fødder gruppedans samt noget sjovt i piben. “The Fall”, det nummer der fik mig til, for en måned siden at spidse øren, og det nummer bandet har fået spillet flest gange i radioen, det nummer hvor Nidam’s stemme lyder skønt som Dylan, og nummeret musikalsk, bærer en smule præg af Bowie.
Skønt flydende, rytmisk nummer, og der var ingen tvivl i salen. Det gik lige ind!
Hele aftenen var scenen fuld af dans og bevægelse. Bandet havde rigtig god kontakt til hinanden, og man var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at de nød og levede sig helt ind i musikken, udført og komponeret af de sindsygt dygtige musikere de er!
Endnu mere ping pong
Specielt Nidam som frontman var god til at vende blikket og kontakten mod salen, og det står for egen regning når jeg siger, at jeg godt kunne have ønsket mig endnu mere ping pong imellem band og publikum.
Jeg er helt sikker på, at det var hverken bevidst eller tilsigtet, men jeg følte en snert af distance, og jeg ville ønske, at den glæde og indleven der var så udpræget på scenen, også i kommunikation var blevet formidlet endnu mere ud til os i salen.
Det ændrer dog ikke ved, at der på gulvet stod et publikum, der virkelig havde en fed aften og nød hvert et nummer der blev spillet, og det er der intet mærkeligt i, for Ring Them Bells er et overordenligt fedt band!
Aftenens sidste nummer, “Nowhere For Me To Get Lost” blev sendt ud over scenen med masser af guitar og en tilsigtet monoton rytme. Et syret, larmende, organiseret kaotisk nummer, igen med elementer af indie, og jeg følte mig endnu engang henført til tiden for omkring 50 år siden, og tak for det.
Jeg var ikke den eneste der var begejstret. Den lille sal kogte. Vi ville gerne have mere, og det fik vi da.
Tilmed to encore numre, “Fave Gun” og “Napalm Makeup”.
Det var en oplevelse af de rigtig gode, et godt bekendtskab at gøre, og jeg glæder mig meget til at se hvor Ring Them Bells befinder sig om bare et par år.
De er “anderledes”og “skæve”, og jeg ser virkelig frem til endnu et genhør, måske endda på en lidt større scene!
Summary
Artist: Ring Them Bells
Sted: Lille Vega
Dato: 18.11.2022
Lineup
Johannes Nidam – Guitar og lead vokal
Moogie Johnson – Guitar og vokal
Jan Johansen – Guitar
Johannes Dybkjær – Trommer
Jakob Krogh Jørgensen – Bas
Sætliste
1. Ringo
2. Lose Yourself
3. No One’s Dead
4. Europe Is Sinking
5. I’m Not Really There
6. Deep Hits Of Blue
7. Evil Twin
8. The Fall
9. My Lord
10. Murder Swans
11. Nowhere For Me To Get Lost
Encore
12. Fave Gun
13. Napalm Makeup