Slipknot på Helvíti, Copenhell

Støjniveau og lydtryk har vel været nogenlunde det samme mens de store stål skibe blev bygget på Refshaleøen mens jeg stod i lære på den kunstige ø, som det var nu med Slipknot under Copenhell festivallen samme sted. Og hvis man var et musikalsk væsen, ville man sikkert kunne have fundet musik i alle de lyde der hørtes dengang. Men det har nok mest været for avantgarde komponister. 

Avantgarde kan man i hvert fald ikke beskylde Slipknot for at være. Men, så absolut heller ikke main stream på nogen måde. Dertil er deres materiale alligevel for kompliceret. Pakket ind i en storladen scenografi, formummet bag masker, mosede Slipknot maskinen sig frem over det massive publikum, hvoraf den største del var regulære fans, der kendte materialet. Det virkede i hvert fald ikke som nogle af de tilstedeværende havde ladet sig inspirere til at begå mord, som Slipknot ellers blev anklaget for i 2003. Ikke antydningen af aggression sås. Det eneste der undrede mig var at iagttage to medium aldrende gutter, med kvart brandert, der stod og hang slingrende over hinanden, tilsyneladende i en eller anden konfiskatorisk samtale om, ja hvad ved jeg, det kunne jeg heldigvis ikke høre. Hyggeligt så det ikke helt ud til at være. På intet tidspunkt under koncerten, var deres opmærksomhed rettet mod Slipknot. Det må have krævet en del energi både at holde balancen, og konkurrere med koncertens lyd tryk. Spild af energi. Den samtale kunne de snildt have taget i et af de rigtig hyggelige områder der fandtes på hele festivallen.

Spille, det kunne det gamle band. Opfundet engang i starten af halvfemserne, med lidt udskiftninger her og der. Ti folk på scenen, hvoraf trommeslageren Jay Weinberg nærmest var den eneste der var fikseret bag sine instrumenter. Resten styrtede rundt mellem hinanden. Snart i den ene side af scenen, snart i den anden. I sær lead sanger Corey Taylor, var alle steder. Men det ødelagde på ingen måde hans vokale udtryk. Han sang, messede, growlede, og råbte til os gennem hele koncerten. Men den energi udladning betød så også at han, sammen med bandet måtte af scenen flere gange mellem numrene. Jeg gætter på de skulle have tørret sveden af inde under maskerne. I mellemtiden blev vi så fastholdt af elektronisk støj, der snart kørte forlæns, snart beglæns, pitchede op, og så ned igen, ind til Corey og resten af ensemblet returnerede på scenen. Oftest på nye steder i de niveauer scenen var bygget op af, og var baggrund for visuals der både var på bagscene og på podierne. Oppe og nede. Fedest var de flamme kugler der blev skudt op i luften inde på scenen, i forening med et flammehav på skærm. På et tidspunkt var jeg i tvivl om hvad det var hvad, indtil jeg opdagede at flamme kuglerne faktisk var rigtige da de skød langt uden for skærm. Ret fedt.

Åh, hvis man dog så bare kunne høre Mick Thomson og Jim Root´s guitarer ordentligt når de i flyvende fart bevægede fingrende over strenge og guitar hals. Antydningsvis fandt de ellers fint arrangerede guitar stemmer frem til vores øre, hvis de ikke druknede i… ja gæt: bass drum x 2 sound. Hvad bassen, båret af Alessandro Venturella lavede, havde jeg ingen idé om, bortset fra et par enkelte numre som han indledte.

Og så har jeg en frygtelig mistanke om at Slipknot er røget i gryden med de moderne amp simulatorer, som linkes op til in-ear monitorer, og videre direkte ud i house mix via pulten. Altså ingen regulær varm forstærker, der giver guitaristen en personlig sound. Men hvad skal man dog også med det når vi alligevel ikke må hører guitaren ordentligt. Den var ikke gået med Jimmi Hendrix eller Jeff Beck.

Øl fustager, plejer at stå under en bar, og når de er tomme plejer de at stå i vejen ude backstage, når man som musiker skal frem og tilbage med gear. Det havde Slipknot en fin løsning på. De tomme fustager var simpelthen hængt op i et ophæng, med bunden op, så de to perkussionister Michael Pfaff  og Shawn “Clown” Crahan på to høje podier, kunne banke tigth rytme ud af dem. Og det virkede. At de så også havde nogle ekstra snare drums, som de med militær præcision spillede på, var kun en fornøjelse at høre på, og bidrog til et virkelig stramt groove, sammen med trommer og vokal. De kunne deres paradiddler (som det vist hedder). Synge kunne de så oven i.

Slipknot havde trukket sætlisten ud fra den sæk der strakte hen over hele deres karriere. Selvom materialet i flere numre var bygget op omkring halv svære arrangementer, lød det ikke på nogen måde som der smuttede noget. Det tror jeg også de har for stor rutine til. Det hele hang sammen, som det skulle. Trods deres rutine, kunne de ikke skjule spilleglæden, og det er befriende. Men det kunne vi kun se i krops retorikken og attituderne. Maskerne der dækkede ansigterne bevægede sig ikke. Kun et afskåret hoved med langt hår, der var placeret på pulten med Sid Wilsons grammofoner talte pludselig til os. Var det Sid´s eget hoved?

Havde bass drums ikke, næsten kvalt det hele, undtagen Corey Taylors rå stemme, så havde det, på trods af jeg ikke har det store kendskab til Slipknot været en underholden og godt spillet koncert. Støjen og lydtrykket fra gamle dage med opbygning af store lange bulkcarrier skibe, blev afløst af opbygning af massiv energi og underholdning, så meget man nu kunne få ud af det. Kan man sige, ”et skib blev søsat, og flød næsten”? Det sank i hvert fald slet ikke…

3 stjerner til Slipknot.