Killswitch Engage triumferede i Amager Bio, så længe det varede.

Et rutinepræget Killswitch Engage fik leveret en fænomenal sætliste med nogle af deres bedste sange, men med en alt for kort spilletid.

Metalcorebølgen var på sit højeste tilbage i starten af 00’erne, hvor bands som Killswitch Engage og As I Lay Dying førte an med bragende succes, og hvor jeg første gang oplevede Killswitch Engage live tilbage i 2005 til Ozzfest i USA.

Killswitch Engage har kørt stabilt siden, og har altid haft deres store trumfkort i deres 2 forsangere ved først Jesse Leach og dernæst Howard Jones og siden hen igen Jesse Leach.

Deres bragende velspillet aggressive og melodiske musik er altid blevet ført op til et højere niveau med en sanger som både formår at growle og synge rent på smukkeste vis.

God start

Killswitch Engage gik på scenen kl. 21.55, og deres musikalske udtryk sad lige i skabet fra starten med flotte udgaver af sangene “My Curse” og “Rise Inside”, hvor deres fans tydeligvis var klar til at hylde dem med fælles sang og en stor begejstring.

Det lød fremragende, og det var svært ikke at lade sige rive med, og deres musik kommer virkelig til sin ret når man hører det live, og med yderligere forrygende udgaver af “The Arms of Sorrow” og “A Bid Farewell” var grundlaget lagt for at det senere skulle eksplodere med moshpits og crowd surfing fra Jesse Leach.

Hitparade væltede Amager Bio

Hvad der startede godt, blev decideret fremragende, da Killswitch Engage satte i gang med de helt forrygende sange “The Signal Fire”, “Hate by Design” og “The Crownless King”, hvor originaludgaverne af “The Signal Fire” med Howard Jones som gæstevokalist og “The Crownless King” med Chuck Billy som gæstevokalist er nogle af de bedste metalsange der findes.

Det ville selvfølgelig havde været toppen af kransekagen, hvis begge havde været tilstede denne aften, da den fulde effekt træder i kraft i duetten mellem de respektive forsangere.

Dette var i sagens natur ikke realistisk, men hold kæft, hvor det igen og igen var så livsbekræftende, hvorfor man elsker metalmusik og hele det fællesskab som omfatter alle dem som elsker denne genre i Danmark og i resten af verden.

Publikum havde en fest, var lykkelige og garnet blev svunget til den store guldmedalje. Jeg vil næsten vove at påstå, at såfremt alle i verden var metalhoveder, ville der være langt færre krige og ødelæggelser, og i langt højere grad fællesskab og kærlighed til hinanden i modsætning til alle dem som misforstår genren og hvad den reelt indeholder.

Forrygende afslutning – næsten

Det blev ikke mindre godt af, at Killswitch Engage afsluttede koncerten med netop de tre sange som fik dem placeret på heavy metal verdenskortet i starten af deres karriere i form af “Rose of Sharyn”, “The End of Heartache” og “My Last Serenade” , hvor der var fællessang i hele Amager Bio, men så sluttede det også brat.

Det er fint, at man som hovednavn tager 2 supportbands med, og endda støtter et af de lokale metalbands (Telos), men Killswitch Engage afsluttede deres koncert uden ekstra numre, uden deres faste afslutning med cover versionen af “Holy Diver”, og sidst men ikke mindst kom de ikke ud på scenen igen for i fællesskab at takke af til de fremmødte fans.

Jeg ved faktisk ikke om Amager Bio i hverdagene kun må lade bands spille til kl. 23, og om det var årsagen til at koncerten sluttede så pludseligt, men det var lidt til grin, og gav oplevelsen af, at det var en rutinepræget aften som bare skulle overstås, og med en billetpris på kr. 425 og en spilletid på kun 70 minutter må en betalende gæst have følt sig en smule røvrendt og overveje, om det er pengene værd næste gang.

Men mon ikke alle gik glade derfra alligevel, for det var en fornøjelse af være i selskab med Killswitch Engage, så længe det varede.