Kalenderlåge nummer 2 er en lidt anden genre end det vi lagde ud med. Det er et semiprogressiv instrumentalnummer, og ét af de mere andeledes af slagsen.
Living Death fra Tyskland, udgav i 1987 albummet ”Protected From Reality”, som var thrash med en yderst skinger vokal med et mudret, men godt, akkompagnement som tilsammen gav en dystopisk og ond stemning. Selvom der i dette nummer ikke er vokal, er det yderst ekspressivt, og mange vil nok mene, at det er et ganske undervurderet instrumentalnummer. Nummeret hedder ”Wood of Necrophiliac”, men man må formode de har ment woods og ikke wood. At tysker-thrashernes ikke var så stærke i deres engelskkundskaber var én ting, men kompositionen fejler i dette tilfælde bestemt ikke noget.
De fleste bands fylder virtuose tricks på deres instrumentalnumre for at vise, hvad de kan, og det kan tit blive for meget af det gode. Living Death fokuserer på udtrykket, og det lykkes i dén grad. Ikke mange thrashbands kunne på dette tidspunkt levere denne type musik, og det er der en grund til. Bandets to guitarister Frank Fricke og Reiner Kelch arbejdede nemlig under pseudonymer i det progressive thrash band Mekong Delta som bekendt sprængte rammerne for thrash metal, hver gang de lavede et album.
Man kan godt høre, at Living Death er en blanding mellem dem selv og Mekong Delta, og i nummeret her bliver der også eksperimenteret med skæve og nervøse rytmer.
I december bliver det heldigvis mørkt allerede kl.16:30, og her kan man så småt tænke på at finde Wood of Necrophiliac frem, for det er ikke godt nok at høre det i dagslys. Og mon ikke man kan tåle at høre det flere gange?
https://www.youtube.com/watch?v=L3dHTwW7-bo
Skriv et svar