Den britiske/danske sanger Michael Catton, kender man måske fra det nu opløste danske hard rock band Tainted Lady. Nu er det Catton’s navn som er i front på solodebuten “Point Of No Return”, som udkommer fredag den 10. november.
Gotta have faith
Uden varsel eller intro går hele bandet på med godt tryk på i første nummer “Faith”, hvor Michael Cattons stemme kommer ind efter 15 sekunders tid. Allerede her har man tænkt, at vi er i old school glam og hard rock genren. Der er godt med Aerosmith inspiration allerede i verset, og det driver af det i omkvædet.
Ret spændende akkordprogressioner udspiller sig i C-stykket som lægger op til en true glam heavy solo leveret af projektets guitarist, co-writer og producer Søren Andersen. Ganske godt startnummer som både er happy, med lidt melo-glam-heavy patos.
Party rock
Allerede i andet nummer, “Livin’ Lovin’ tager Catton noget Axl Rose og Vince Neil-knas i stemmen, som giver lidt mere kant end første nummer. Det er banalt, men der er masser af ærlige og simple guitar riffs og rytmer som skaber et lækkert uptempo nummer, som man kan sætte på en fredag, med en gin/tonic i hånden lige inden man tager en tur i byen.
Antikrigs-hymne
Bissen bliver skruet på i tredje nummer “Armageddon Again” som i omkvædet sniger albummets titel ind; Point of no Return”, ganske frækt. Jeg synes klart at det er ét af de fedeste numre på albummet, for der er ikke et kedeligt øjeblik i sangen.
Det voldsomme udtryk i “Armaggedon Again” blødes op i det efterfølgende nummer “Never Say Goodbye”, som har en god ro over sig, med mange lyse clean vokalklange. Godt nummer, men det kunne godt være lidt kortere, da de vigtigste udtryk ligger i starten af nummeret, og ikke rigtig udvikler sig senere i nummeret.
Uptempo heavy
“Lights Out” er albummets uptempo double kick drum nummer, der ruller derud af som et ustoppeligt tog. Det er drengerøvs heavy så det batter, men det er sGu fedt nok lavet.
Nogle af de sidste numre, “Gas On The Fire” og “Going Down”, har en masse gode Van Halen inspirerede guitar riffs og soloer. Det er jo Søren Andersen vi har som strengevrider, så det er uundgåeligt at få en ordentlig omgang Van Halen-lir.
Følsom afslutning
Der sluttes af med balladen “Brother” med velklingende akkorder fra Michaels bror, Chris Catton, som har en stor rolle i nummeret med fantastiske akkordprogressioner på elklaveret. Med de mange uptempo tracks i løbet af albummet, er det en rigtig god måde at slutte albummet af på.
En hyldest til heltene
Det er gode musikalske kræfter der er med på pladen, og produktionen er god. Det er vigtigt når vi har med old school musik at gøre. Det er Søren Andersen som står for produktionen, der virkelig har noget at byde i lydkvalitet. Det giver en nutidig lyd på de gamle stilarter. Med Michael Gersdorff på bas og Allan Tschicaja på trommer, lægges der en god solid bund i musikken, og der er stor sans for at få tingene til at groove som det skal i denne genre.
Musikken er ganske slagkraftig og musikalsk, og der er kælet for detaljer i forhold til catchy melodier, opbygning med gode formled smeltet sammen med fede overgange. Catton har gode klang variationer i numrene, og han lægger energi de rigtige steder i numrene, dog synes jeg, at der er for mange lyse clean toner, og ikke så meget rock knas som jeg havde håbet.
Der lægges ikke skjul på, at det pastiche musik, for alle numrene hylder de gamle helte som Aerosmith, Van Halen, Whitesnake og andre. Sangene minder meget om noget man har hørt før, for musikalsk innovation og stilskabende approach er der ikke så meget af på albummet.
Men ud over det, kører det hele godt på skinner, og det er en god saftig omgang hard-glam-heavy rock fra start til slut, og dertil også med små musikalske overraskelser hist og her. Det bliver da også til 4 stjerner her fra RockZeit.
Summary
Artist: Michael Catton
Album: Point Of No Return
Release: 10-11-2023
Label: Mighty Music
Lineup:
Michael Catton – vocals
Soren Andersen – guitar
Chris Catton – keyboards, backing vocals
Michael Gersdorff – bass
Allan Tschicaja – drums
Tracklist:
- Faith
- Livin’ Lovin’
- Armageddon Again
- Never Say Goodbye
- Hearts In Danger
- Ready For The Takin’
- Lights Out
- Gas On The Fire
- Going Down
- Brother