The Rolling Stones: Hackney Diamonds

Åhh hvad skal man dog sige / skrive om et band man har fulgt siden 1963. 

Har de udviklet sig? 

Ja, i den grad. 

Kan de stadig spille? 

Ja, i den grad. Kan de stadig skrive musik? 

Ja i den grad.

Jeg mener vi taler om en sanger der under indspilningerne i hvert fald, har haft den fremskredende alder af 78-79 år. Kan man høre det på ham? Nix. Stone-sikker i alt hvad han synger. Sound: genkendelig som rocks du har samlet hjem til hylden og kan se hver dag, uden på noget tidspunkt at blive kedeligt og rutine præget. Monster energi. Teksterne slynges, vrænges eller kæles ud. Ikke noget at misforstå her. ”This is Mick Jagger, give a warm applaus!” Og vi taler om to guitarister henholdsvis 77-78 og 75-76 år, der flyder og fletter sig fuldstændig sammen, så det næsten er svært, at høre hvem der laver hvad. Det kan man nu altså godt alligevel her og der. Keith Richards har sin særlige, lidt ubehjælpelig rytme fraser når han tar´en solo, hvor Ronnie Wood drengen, bevæger sig noget mere sikkert når han bender strenge. Som rytme guitarister, skubber de, trækker, og skyder de det hele på plads, sammen i et flettet fællesskab. Fuldstændig familiært genhør med Keiths open tuning G stemning, sætter ”Hackney Diamonds” direkte op på hylden hvor alt det andet Stones klassiske materiale befinder sig. Det er først når man hører den guitar, med en intro eller et rocker sejt drive, at vi ved det er Rolling Stones. Mick, Ronnie, kunne sagtens, og har også lavet alle mulige solo projekter, men det er altså først, når Keiths guitar og tempo dukker op at det bliver fedt.

Forunderligt er det at Keith er i stand til at diske op med alle disse riffs, trods den simple guitar teknik man kan udføre med en fast stemt G akkord. Men Mick Jagger må have lært af det, for på åbnings nummeret ”Angry” er det faktisk Mick der spiller det meget Stones typiske riff. ”It goes to him!” siger Keith grinende og peger på Mick. Nåh for fanden, vi troede ellers lige at det var dig…. Hvad så med alle de andre? Ja, man må desværre nok sige at det absolut ikke er ligegyldigt hvem der spiller trommer med Mick, Keith og Ronnie. Charlie Watts når at være med på to numre: ”Mess it up” og ”Live by the Sword”, og heldigvis kom Charlie oprindelig fra Jazz musik (blandt andet med et dansk jazz band, Arosia fra Århus, mens han levede i Danmark i slut halvtredserne.) Her er det tilladt at der sker noget på de trommer. For hos Charlie er trommer ikke kun en almindelig rytmeboks. Et slag her og dér, der skærper ens opmærksomhed, uden at tempoet blev revet i stykker. Og det kunne han, lige til det sidste.

Men så har man jo balladen når manden pludselig går hen og dør. For det kan ikke være hvem som helst der supplerer Keith og Ronnie´s guitarer. Det kunne aldrig være en type som Metallicas trommeslager Lars Ulrich. Alt for teknisk. For, Rolling Stones musik er stærkt baseret på en steady rytme. Helst sejt og lidt bagud i beatet. Selv når det går hurtigt som på ”Bite my head off”, med Polle fra Beatles på super fuzz bas sound. Men så var det jo rigtig godt at Charlie kendte en anden trommeslager der både kunne befinde sig i jazz musikken, og i høj grad også i rock and soul musikken. Det beviste Stewe Jordan så eftertrykkeligt på de tre solo plader Keith Richards lavede i 1988, 1992 og senest i 2021. Alle med the driving force Stewe Jordan. ”Så…lov mig at det bliver ham der sidder på min stol hvis jeg ikke bliver rask og dør.” Som Charlie havde befalet, så – blev det. Og det var rigtig godt. Jeg er i forvejen stor stor fan af Steve Jordan, både som producer og som musiker, så det var en usigelig glæde at det blev ham der fik lov at joine Rolling Stones. Og fuckin´ell, hvor det dog passer godt sammen. Det beviser denne ”Hackney Diamonds” plade.

Det er så meget muligt at albummet er blevet optaget her og der og alle vegne, og der er blevet lavet diverse vocal og guitar overdubs de samme steder, men én ting er tydelig. Grundsporene har fem musikere (minimum) spillet samtidigt, sammen. Inklusiv den med Polle (McCartney). På flere numre høres ”one, two three, four ”count in. Og jeg kan eller vil ikke forestille mig at man har brugt click track. Lige så organisk som man kunne ønske sig, og det rykker. Også selvom man har lokket Bill Wyman, nu 85 og hans lille hjemme byggede bas ud af sit lille slot i England, hvor under der ligger en gigantisk kælder med et lige så gigantisk Rolling Stones arkiv. I en fusion med Charlie Watts samles hele det næsten originale Stones, opfundet af guitaristen Brian Jones i 1961 (undtagen Ronnie Wood som først kommer ind i billedet i 1976) på nummeret ”Live by the sword”. Og heldigvis med en fornyet og frisk sound. ”I liked Bills playing, because you didn´t notice him, except when he didn´t play, then something was missing…” sagde Charlie. Hvordan produceren Andrew Watt (producer for Justin Bieber, og alle mulige andre pop stars, samt på Paul McCartneys plade) har overlevet Rolling Stones, vides ikke helt, men det meste af det bas spil han leverer, fungerer upåklageligt. Jeg havde dog hellere hørt bassisten Daryl Jones, som i mange år har været på live tourneerne. Han siges at have været med på optagelserne men høres ikke.

Til gengæld har Andrew Watts formået at plante en friskhed, en åbenhed og tydelighed i lyd billedet. Hvor meget han har fået lov at arrangere vides ikke med sikkerhed, men han siger selv at det ikke var hans mission. Det vigtigste for ham var at fusionere ny optage teknik med den rigtige Rolling Stones sound. Bloody good work Young man!! I sær fordi den unge Andrew ikke har haft en jordisk chance for at vide hvem Stones var, i det musikalske univers han sikkert er vokset op i. Men han har altså fanget det hele (og overlevet).

Trommer som virkelig lyder som trommer, guitarer der får lov at fylde det meste af sounden, suppleret med lidt blæs her og der. I øvrigt med en fed sax solo fra James King. Og så var der lige alt det løse. Elton John på piano ”Get close” og ”Live by the sword”. Det gør nu ikke den store forskel. Stevie Wonder på ”Sweet sounds of heaven” kunne være (næsten) hvem som helst. Men…. Lady Gaga på ”Sweet sounds of heaven”, regulær himmelsk. Den frøken kan virkelig synge. Og selvfølgelig den elskelige Paul McCartney med sin violin bass, og fuzz (som Andrew Watts fik bygget ind i den violin bas han gav til Paul). Jo, de må alle sammen gerne være med, men det er Mick, Keith og Ronnie, der er the bosses. Også selvom de har været til stede i musik universet i over tres år.

Hvad synger Mick og Keith så om? Kærlighed selvfølgelig, men ikke på den sukkersøde banale måde. Det er historier om denne vigtige egenskab som mennesket besidder, eller af og til mangler. Eller misforstået vrede, som Mick godt kunne have undværet. I hvert fald havde han ikke lyst til at få bidt hovedet af på grund af en eller anden dum ting. Det har altid og for det meste været en Stones kvalitet, hvad enten det var Mick eller Keith der har skrevet tekster, at de ikke var banale, pænt rimet og fuldstændig ligegyldige (ja, ja, der har været enkelte…indrømmet). Og vi behøver næsten ikke engang at kunne teksterne. Stones udtryk har altid været: ”Hey du! Har du fattet det!” Ja hvis vi ellers tør at stille op til det. Det kan min fod terapeut Sussie i hvert fald ikke så godt. Eller, faktisk overhovedet ikke. Hun hader Rolling Stones, ganske som det skal være, og altid har været siden 1963. Men det er fandme svært at hade The Rolling Stones nyeste mesterværk ”Hackney Diamonds”, som er en frase om knuste ruder og ”diamonds” glaskår efter ”a good night, that ended bad” (Keith Richards) i London kvarteret ”Hackney”. Dette album som er nummer fire tyve i rækken.

Og nu sner det….

Fem stjerner ud af fem stjerner herfra RockZeit.