Finding Earth: The Snow Queen

Det er ikke hver dag vi præsenteres for noget så ambitiøst som en dansk konceptplade, baseret på H.C. Andersens “Snedronningen”. Et eventyr som er skamredet på alle leder og kanter, i tekstlige, musikalske såvel som visuelle variationer gennem årene.

Disney formåede for få år siden, at aktualisere eventyret ind i en MeToo ramme, som fungerede i kraft af en tæft for sikker, klichefyldt fortælling og en umanerlig flot produktion. Det kammede lige akkurat ikke over med de politiske budskaber; filmens øvrige teamer og den klassiske Disney afrundede humor, fik plads nok og derfor kan filmen stadig sættes på.

Danske Finding Earth er heller ikke nærig med klichéerne. Bandet, med udelukkende kvindelig vokal, følger trofast og nostalgisk en gennemtygget narrativ koncept skabelon, som klart hører hjemme i musical kategorien og både minder om legendariske Chess og Dream Theaters musical-fløderand i bredformat, “The Astonishing”; handling ridses op, karakterer præsenteres, dramaet udspilles med godt placerede højdepunkter i form af en velafbalanceret (og forudsigelig) placering af energiske numre, ballader og anthems.

Der er det hele

Lydbilledet giver uundgåeligt associationer til Queen, Dream Theater, Evanescence og Leaves’ Eyes, ja, faktisk når sangerinden Stine Fisk Michaelsen, momentvis helt op med fingerspidserne og rører tæerne på selveste Agnetha og Anni-Frid fra et rimeligt kendt svensk popband, hvilket for Finding Earth simpelthen MÅ tages som en kompliment.

Finding Earth kommer godt fra land. Med åbneren “Magic Troll Mirror” er der faktisk tale om et helt fint og velanbragt nummer – en lovende start på denne konceptplade. Allerede de første par akkorder man hører i første sekund af nummeret, lyder som et blødt og publikumvenligt musikeventyr der er ved at starte. Der går ikke længe før der går metal i den…altså soft metal. Akkordprogressionerne har lidt Symphony X over sig, et band der også har mystik og eventyrlighed i deres tekster og deres musikalske udtryk. Nummeret er rigtig godt bygget op, med meget iørefaldende melodilinjer, der gør, at vi hurtigt tror på konceptet. Vi skal ikke arbejde så meget som lytter, men bare nyde lydbilledet, gode guitarmotiver og en virkelig stærk og elegant vokal. Vi er glade for at nummeret skifter til hurtigt tempo, så det introducerende nummer præsenterer lytteren for pladens bredde. Så er vi i gang.

Frozen

Andet nummer er “Frozen Heart’s and Blinded Eyes”, som sjovt nok minder om White Queen/March of the Black Queen fra Queen II; Denne klassiske ballade form, som bygges op omkring langsomme tunge trommer, duo guitarspil og Mercury agtigt klaver… det kan da vel ikke bare være et rent tilfælde?

Hvis det er bevidst, er det på kanten af genialt og opfindsomt, hvis ikke, så er det garanteret underbevidst og ganske passende. Ingen er sure, for nummeret er fint og der spilles jo virkelig god spade. Sangens hooklines bliver måske lidt for omstændelige og søvndyssende. Selvom det er en rolig ballade, kunne de forskellige peaks godt være lidt mere udtryksfulde.  “Winter (kissing the Snow Queen)” starter  åbenlyst i Dream Theater-lejren; tung og mørkt guitar, bas trommer, med en string sound keyboard stemme, som dukker op ud af mørket og giver melodi til. Fedt og dramatisk nummer som er utrolig billedskabende og narrativt.

Rock reminiscens

Syvende nummer “Silent Screaming” flirter med en meget kendt sang melodi, for med akkorderne i første vers til omkvæd, er man lige ved at synge welcome to The Hotel California ! Men frasen går en anden vej og gør det godt, så man glemmer The Eagles igen og kan nyde Finding Earth’s egen melodi.

Søgende bas

“The Search” er en ganske rar breaker med rolig bas intro. Lidt stramt med narrativ passage. Bassen har gode motiver der stikker godt ud i lydbilledet, og det er som om, at det er bassen der foretager “The Search”, for den er fokuseret og insisterende. Halvvejs i nummeret er det som at findelegen er forbi, for bassen går tilbage til traditionel rolle, som underlægning med få tunge toner.   

“Hold on Tight” starter med en god grounded rytme, med en desværre, synth cello, hvorefter der går tung metal i akkompagnementet med en yndig vokal melodi hen over. Det ville dog klæde nummeret med en rigtig cello til at tilføje en rigtig klanglig varme, for cellomelodierne går i duet med vokalen, som har meget mere klang end den syntetiske cello.

I “Home Again” bliver vi præsenteret for et groovy, steady beat, bas, guitar og keyboard spiller samme frase, vokalen ligeledes, men overraskende nok virker det ikke uopfindsomt, men forfriskende og nærmest raffineret. Der er gode overgange fra det ene led til det andet, simpelthen skræddersyet prog-musicalpoprock, ret forudsigelig melodilinje. Der er en hørbar glæde hos bandet ved at spille nummeret – samt igen vokalens troværdighed – og derved virker nummeret langt bedre end sin egen skygge. Godt genre-sikkert omkvæd med gode mini elementer der følger hinanden på en oplagt, men stadig forfriskende måde. Som om de bare gerne ville have omkvædet til at fortsætte, når nu det går så godt.

Afslutningsvis er det så “Love Conquers All’s” ansvar at få bundet en passende sløjfe på dette mindre epos. Det er et klart anthem nummer – måske lidt gumpetungt, og med en akkordrække som burde have været mere gennemarbejdet, så der var luget ud i de alt for tåkrummende klicheer; vi synes måske ikke, at nummerets komposition helt yder resten af numrene ret, da mange af disse har et bedre idiomatisk og kreativt niveau.

Chess som jumbobog

Klichéerne står i kø, ja, men de står snorlige på række uden, at nogle har svært ved at finde ind på linje. Generelt: guitaren fylder godt, manden kan rive gode melodier og motiver, som man føler man har hørt før. Der er en god fornemmelse for skift i dynamik og dosering af lir. Det er ret tilpas. Det kan måske virke som dovent ørearbejde fra redaktionens side, men primært minder guitarens sound om John Petrucci/Brian May motivisk tilgang. Til tider ABBA klange som giver kuldegysninger. Bowie roste Freddie Mercury for, at kunne bruge en kliché til sin fordel. Vi vil hævde, at netop sangerindens evne til at få klichéerne til at fremstå så seriøst og autentisk, gør at visse demoagtige numre slæber sig frem til målstregen. Ikke på en sidsteplads eller førsteplads, men et sted i midterfeltet.

Finding Earth har helt sikkert ramt en kold og storladen nordisk frostklar lyd, som lægger sig som en dyster snedyne over det musikalske …ret flade landskab. Vi er mestendels i et dansk landområde, snarere end et norsk. Der måtte godt have været lidt flere musikalske bjerge, som satte spor i bevidstheden. Det venlige udtryk med den hele tiden blide vokal, bliver en lidt tam oplevelse.

Trods de mange klichéer som præger værket, er det ikke helt forgæves at søsætte, for det har en værdi. Andersens “Snedronningen” er en dansk stolthed og en klassisk historie som igennem generationer er sivet ind i folks bevidsthed, og det er da også oplagt for et dansk band at lave et konceptalbum der giver historien nyt liv i form af et yndefuldt metalværk.

Albummet er pirrende at lytte til, for der er hele tiden noget der lyder som andre små og store bands gennem musikhistorien. Men i det store hele har man fornemmelsen af et band, som stiler efter at ramme de rette udtryk til at fortælle H.C. Andersens klassiker med rytmer og toner. Det lykkes ganske godt.

Vi lander på 3,5 stjerner til The Snow Queen.