Gamle mænd i nye satinkåber

Tillykke med de 30 år.

Trods en fremskreden alder ryster, Baal ikke på hånden. Baal kan stadig skrive friske, melodiske og catchy numre, og Fjæstad lyder heldigvis stadig som Fjæstad. Denne gang med et klædeligt nedtonet lydbillede, som dog nogle gange mangler lidt ”Bikerhead”.

Baal udgav deres 8. Studiealbum Circles den 5. januar i år, hvis man ikke medregner flere helt hæderlig sideløbende udgivelse af teateralbums, livealbums og det intime, behagelige og overvejende akustiske ”The Quiet Session”, med genindspilninger af egne numre som var iklædt velsiddende stryger arrangementer. Den ny udgivelse lander egentlig uden den helt store fanfare og balfaldera, selvom Baal i år kan sætte 30 lys i den svulstige og cremede lagkage.

Rubinrød sofa

Tiden går og Baal er i nutidens tempofyldte woke verden… dybt passé. De passer deres nostalgia boutique og leverer deres ekstremt vellydende og seniorfilosofiske poprock numre, uden at forsøge at følge trop med nutidens angrebsparate og hidsige pop produktioner. De lyder som de plejer, dog uden at være helt det teatralske og stilanarkistiske ensemble, som kendetegnede dem back in the days. Det pirrende og drilske harlekinklædte alternativ til 90’ernes rodede matadormix af techno, grunge og Indie er nu mestendels blevet en komfortabel rubinrød sofa i nervøst velour. Den sidder de så i med krydsede ben, mens de får en portvin og skuer frem og tilbage – og kigger indad. Især det sidste betones igen og igen i deres egne beskrivelse af pladen og de respektive numre. Livet er kostbart, og man må sætte pris på både de gode øjeblikke som man kan glædes over og de dårlige stunder, som man kan lære af.

Selvfølgelig savner jeg en ny ”Bikerhead”, ”King Media” eller ”Bubble Fake”, og balancen på de ældste albums var jo på forrygende vis præget af lige dele progressive potente vanvidsnumre og så de obligatoriske og storladne signaturballader. Den ”ny” dreng i klassen er så en underspillet softrock/ambience lyd, som vi fik et koncentrat af med Bjørn Fjæstads soloskive Du kender intet til mig, fra 2015. Den lyd har i høj grad fulgt dem siden Behind Your Echoes (2008), og har effektivt infiltreret rækkerne på den ny skive, og træder helt frem i numre som ”Hail to the Seasons”, ”Don’t hide your Eyes” og den flotte sveske i chorizo-enden, ”No Time For Leaving”.

Og hvad gør det? Vi har jo fået reproduktioner af ”King Media” i form af eksempelvis ”My Burden”, ”The Sun is You” og ”Relax”. Vi behøver ikke nødvendigvis flere. Bikerhead gemmer sig også så sent som i ”When You’re dead Boy” fra 2019. Det er jo en klassisk diskussion; Skal midaldrende tidligere originale rockrebeller klamre sig febrilsk fast til fortidens rebelske sound, for at please pladeselskabet (hedder det stadig det?) og eventuelle fundamentalistiske og ungdomsfastfrosne kernefans, eller skal de forfølge en alderssvarende muse og derigennem finde nye og egne troværdige veje? Der fik jeg stillet et retorisk spørgsmål, og så må nye og gamle fans selv til eller fravælge. Men man lyder nu en gang som man gør…sagde hunden.

Nøje afmålt

Baal betegnes disse dage af en marginalt kendt dagsbladsskribent som “enerverende”. Men den ny plade er alt andet end enerverende. Den er afdæmpet, moden, afmålt, måske lidt for behagesyg – her og der fremstår Baal snarere som en kæleklar skødehund fremfor en bidsk Rottweiler, men Baal er stadig sprælske, bidende, legesyge og cabaret på en mere diskret facon, man skal bare lede lidt længere, læse mellem cirklerne.

”Hvad udad tabes, må indad vindes”, er Enrico Dalgas citeret for at have sagt i forhold til at miste fysisk land (tabet af Slesvig i 1864), og så må man opdyrke den hede, man stadig har. Rationelle ord, som eftertiden har omsat til en filosofisk rettesnor. Sådan er det også med alderen. Tab af fysik. Men alderen gør også, at Baal troværdigt kan række ud efter højere musikalske luftlag, ikke mindst på den kraftigt Cohen inspirerede (det var også bare et spørgsmål om tid/alder) ”My needy Girl”, hvor versene parafraserer over Cohen’s melodik og tekstur.

Jeg vil tilstå, at det kræver lidt tid at falde for den ny plade, og tid er selvfølgelig en mangelvare, og derfor stiller den allerede dér høje krav til nutidsmennesket. Men da tid desværre er alt for kostbart til ikke at investere tid i, så er denne plade et godt sted at starte. Gradvist pibler de små elegante melodier og selvrefererende motiver ud gennem den kandiserede overflade og viser, at nok er Baal anno 2024 ikke revolutionerende og provokerende, men de er stadig drønmusikalske, sammentømrede og underholdende. Alene de rent musikalske gaver berettiger til, at man igen får næsten fuld plade ud af at investere en tre-kvart time i deres old school album format.

Baal er måske ikke kommet helt full circle, men såvel nye som gamle numre skal nok endnu en gang vække glæde hos deres fans – deres circle of trust. Jeg håber meget, at Baal på deres kommende turné disker op med numre som ”Wake Me Up”, Another Day Is Gone”, ”The Long Way Back Home” og ”No Time For Leaving”.

Ingen leflen

Baal lefler ikke for ungdommen, det kommer der alligevel aldrig noget godt ud af. I stedet hylder de netop alderdommens ret til ikke at skulle være ung med de unge, men i stedet drage fordel af den naturlige og alderssvarende nonchalante og vinøse visdom, uden at det kammer helt over. Og deres trofaste seniorpublikum skal nok tage en tur mere i manegen med dem.

Og så skal de altså lige huske, at de ikke ligefrem behøver at dyrke alderdommen; selv om man er gammel, så er Mick Jagger et aktuelt godt eksempel på, at man stadig godt kan råbe og skrige potent i en høj alder uden at gebisset falder ud. Værre er det da heller not.

RockZeit ender på 4 stjerner til Circles.