RockZeit har været til foredrag. Og koncert. For det er trekvart år siden Peter Belli forlod os, så dagen før påske var der hyldest til den gamle rock’n’roller i Rødovre.
Måske du undrer dig over, hvorfor en rockblog som RockZeit beskæftiger sig med en afdød ’dansktopsanger’ som Peter Belli. Måske er du så ung, at du ikke engang ved, hvem han er.
Hvis du ikke har så meget tid til rådighed, så er den korte forklaring, at han – uanset hvad du husker ham for – var inkarnationen af dansk rock’n’roll. Hans virke har mærket flere generationer.
Hvis du har mere tid til rådighed, så læs videre om 2½ time i Viften i Rødovre, der mindedes Ulven Peter og forklarede hvorfor.
Den lange udgave
Peter Bellis farverige historie har aldrig været en hemmelighed, for han var aldrig været karrig med interviews og altid meget åbenhjertig om sin barske opvækst og farverige karriere. Og netop det farverige og inkarnationen af dansk rock’n’roll, er hele grunden til at historien skulle fortælles én gang til i Rødovre – og så måske få et par ekstra krøller på hist og her.
Aftenen var en todelt affære med et indledende foredrag ved journalist Espen Strunk, der har skrevet for Gaffa m.fl..
Anden halvdel var en koncert med Den Syvende Søn, hvor Peter Bellis yngste søn, Michel Belli, som forsanger fører arven videre på forbilledlig vis. Den koncert har sin egen omtale her.
Beat!
Espen Strunk var lanceret som en af Danmarks fremmeste Peter Belli-kendere. I denne sammenhæng var afsættet et langt stykke hen ad vejen Espen Strunks samtale med Peter Belli nogle år forinden og interviewbogen ”Jeg er som jeg er”, som Strunk refererede flittig til undervejs.
Strunk kom med forskellige grader af grundighed omkring det meste. Mest tid blev brugt på Peter Bellis tidlige år som beat-idol og succesfuld Dansktop-sanger i samarbejde med tekstforfatteren Thøger Olesen. For det fremmødte publikum, hvoraf hovedparten så ud til at have oplevet de tider, var der næppe nyt at finde i den fortælling.
Hvor stor Peter Belli egentlig var dengang, er formentlig en gåde for nutidige generationer, der har bagkataloget fra 75 års rockudgivelser ved fingerspidserne i telefonen. Da Ulven viste tænder første gang i midt-60erne, var ordet ’bagkatalog’ slet ikke opfundet – rocken havde ikke engang 10 år på bagen. Al musik blev leveret via én stokkonservativ kanal fra Statsradiofonien eller fysisk på vinyl – ofte fra udlandet med importbesvær og toldbarrierer for at beskytte det danske marked.
Udbuddet kunne slet ikke matche efterspørgslen, så en rock’n’roller og naturlig entertainer som Peter Belli var umulig at overse. Og så var han jo fræk set med datidens bornerte standarder. Ville du måske lade din datter gå til bal med en langhåret abekat, der dræver:
Peter kan li’ nam nam, men du kan stole trygt på ham
Han frelser dig fra de andre dyr i skoven
Ulven Peter kan, ha’ små piger i sin hule tand
Men jeg la’ vær med at æde dig
At passe godt på dig det vil glæde mig
De magre år
Alle har en mening om Peter Bellis præstationer i slut-70’erne og start-80’erne, hvor tårepersere som ”Teddybjørn” og ”Ingen regning” prægede repertoiret. Selvom Espen Strunk brugte en del tid på at forklare og argumentere for, at Peter Belli i disse år blev misforstået af parnasset, så var det objektivt set en kunstnerisk mager periode for Ulven.
At de sange overhovedet gjorde så meget væsen af sig, har også årsager, som Espen Strunk ikke kom ind på, nemlig liberaliseringen af sendetilladelser til lokalradioer i starten af 80’erne, som gav spilletid til næsten alt.
De nye lokalradioer havde ikke store musikbiblioteker men spillede, hvad værterne selv havde stående hjemme eller kunne få billigt. Og det var ofte dansk pop af stærkt svingende kvalitet. Dansktoppen som program var stoppet i 1977, og genren havde dermed mistet sin vigtigste eksponering. Tiden var til kystbanerock, punk og den nye, farlige heavy metal, så dansktopplader lå og samlede støv i radioforretningerne og blev i stedet overladt til lokalradioerne.
Til gengæld kom Strunk fint ind på, at Peter Belli i de år knoklede som en besat. Familien skulle brødfødes, og lånene på et for dyrt hus i Hvidovre skulle afdrages, så Ulven indspillede det hele og drog solo rundt i landet med et playback-anlæg og optrådte alle steder. Tivolier, markeder, forsamlingshuse – you name it.
Andre ville formentlig have droppet musikken og taget jobs som murerarbejdsmand (jeps, det er skam set før i dansk rock!), men ikke Peter Belli. Der var kun musikken og livet på scenen, fordi – som Espen Strunk korrekt konkluderede – ”det kunne ikke være anderledes”.
Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år
Det var ikke svært at vælge
Men hvor mange mon forstår
At når man har musik i blodet
Kan man ikke sige nej
Det gik op og ned af bakke
Og vi gik samme vej.
Oprejsning
Desværre brugte Espen Strunk ingen tid på Peter Bellis vej tilbage til rock’n’roll. Hvordan deltagelse i Nannas ”Afrika”-sang i 1985 relancerede rock’n’rolleren Peter Belli og genindlemmede ham i det gode selskab og i projekter med tidens danske superstjerner som f.eks. Johnny Madsen og Steffen Brandt fra TV2, er ellers en god historie.
Strunk sprang i stedet direkte frem til 1991 og udgivelsen af comeback-pladen ”Yeah” og beretningen om triumftoget af en koncert på en regnvåd søndag på Roskilde Festival samme år. Peter Belli fik med de præstationer den oprejsning, han fortjente, og fra da af var der kun rock på menuen (faktisk i en grad så han vendte tilbage til Roskilde Festival på en endnu mere regnvåd søndag aften i 2007, hvor han gæsteoptrådte, da Baby Woodrose lukkede Orange Scene).
Espen Strunk trak flere gange paralleller mellem Peter Belli og Johnny Cash’ musikalske præstationer, og der er da også direkte overlap i Ulvens dansksprogede fortolkninger af The Man In Blacks sange. Men den mest præcise kom til sidst, hvor Strunk pegede på Peter Bellis fortolkninger af andres danske sange på ”Sange Fra Blomsterengen” og ”Når Timerne Bliver Små” som en pendant til Cash’ ”American Recordings”. Godt set.
En underlig mand på en scene
Foredragsteknisk var Espen Strunk et ejendommeligt bekendtskab. Det virkede mest som om Strunk snakkede med sig selv. Hovedparten af den ’samtale’ foregik med siden til publikum og blikket ned i et af Den Syvende Søns pedalboards – eller lukket sammen om sig selv hen over det cafébord midt på scenen, hvor hans noter lå. Kun sjældent rettede Strunk sig direkte ud mod publikum – den ene gang endda for at spørge hvad klokken var, så han kunne time resten af foredraget. Flere gange blev der rodet i noterne med en forklaring om, at de altid blev ændret i sidste øjeblik og derfor ikke lige var til at hitte rundt i på aftenen.
’Professionel’ er ikke en beskrivelse, der ligger lige på tungen. Nogle gange var det nærmest underligt.
Til gengæld var Espen Strunks sprog en fornøjelse. Baggrunden som skrivende journalist gav sig tydeligt til kende i et stort ordforråd og bred anvendelse af det på de rette steder. Og så var det på rent dansk, hvilket var en fryd i sig selv. De engelske fraser, som ellers for ofte og for let finder anvendelse hos mediepersonligheder, var der ingen af fra Strunks side. Tak! Peter Belli ville have været tilfreds.
Hvorfra vi går videre til koncerten med Den Syvende Søn…