Rockzeit har været til foredrag. Og koncert. For det er trekvart åren siden Peter Belli forlod os, så dagen før påske var der hyldest til den gamle rock’n’roller i Rødovre.
Hyldesten var delt i to: et foredrag om Peter Belli og hans liv, som du kan læse om her, og en koncert med bandet Den Syvende Søn. At det lige var Den Syvende Søn, som skulle levere det musikalske krydderi, var helt naturligt, for udover at spille rockmusik, der både musik- og tekstmæssigt er kraftigt inspireret af Peter Bellis heyday i slut-60’erne, har de Peter Bellis yngste søn, Michel, som sangskriver og forsanger.
Hurra, hurra, hurra, hurra
Min kone har gjort mig til far
Jeg har fået en dejlig lille dreng med spræl i
Så’n en rigtig super duper Peter Belli
Sådan sang Peter Belli i 1973, da Michels storebror, Charno, blev født. Men det er blevet Michel Belli, som løfter den del af arven, og han både ligner sin far og synger med farens hæse, nasale vokal i en sådan grad, at man nemt kan forveksle de to.
Det er psykedelisk
Bortset fra den familiære relation blev der ikke bygget nogen bro fra eller til Espen Strunks foredrag. Den Syvende Søn entrede stilfærdigt scenen og satte i gang med signatursangen ”Den Syvende Søn” fra den selvbetitlede debutplade fra 2013. Der blev fortsat med ”Dæmonernes Støj” og videre over den allerseneste single, ”Kom Nu”, før Michel Belli sagde godaften og præsenterede endnu et nyt nummer.
Den Syvende Søn har som band ikke det fjerneste med Iron Maiden at skaffe, hvad nogle af RockZeits læsere sikkert kunne formode. Den Syvende Søn spiller mild, psykedelisk rock i direkte forlængelse af Peter Bellis bedste beatnumre med både flippet tekst, twang på Mikkel Grues leadguitar og den helt rigtige 60’er-lyd i Mads Jensens keyboard. Universet er ikke langt fra mere eksponerede bands som Spids Nøgenhat og Lydsyn, men Den Syvende Søn er klædeligt afdæmpet og uden det sumpede udtryk, som Uffe Lorenzen vælter rundt i.
Faktisk er det en gåde, hvorfor Den Syvende Søn ikke har fået mere succes gennem deres mere end 10 år som band. Michel Belli er en ferm sangskriver med et godt øre for melodier og lytteværdige tekster, og tilsammen udgør Den Syvende Søn en yderst effektivt svingende rockkvintet. Bevares, nogen hemmelighed er de såmænd ikke, men mere hæder burde være tilfaldet dem.
You better move on
Den Syvende Søn var velspillende og veloplagte men optrådte mindre kontant end de par gange, jeg har set dem på Loppen på Christiania. For Michel Bellis vedkommende var det næppe så sært. Belli-familien var blevet ramt af endnu et dødsfald ugen forinden, hvor Peter Bellis enke, June – Michel Bellis mor – også var gået bort. Så det var ekstra rørende, da Michel Belli undervejs introducerede en ny sang, hvor der under sangskrivningen ”sad noget i vejen” og fortsatte: ”Så først var den min, men så spillede jeg den for drengene, og så blev det vores. Og nu spiller vi den for jer, så nu er den også jeres”.
At kunne gå på scenen for at hylde sin nyligt afdøde far under de aktuelle omstændigheder fremtvinger både respekt og sympati – men også glæde over at Belli Seniors rock’n’roll-ånd lever videre.
På ingen regning
Står hvad vi har fået
For alle skylder nogen noget
You better move on
Rockbandet Den Syvende Søn
Så spilles skulle der og meget betegnende hedder Den Syvende Søns 3. plade ”Trods” og i både titelnummeret og det efterfølgende nummer fik Mikkel Grue virkelig skruet op for guitararbejdet og for twangen og rumklangen på sin guitar.
De store, langstrakte guitarflader blev senere udnyttet i indflyvningen til Den Syvende Søns største hit og dansevise, ”Hun sagde Han Sagde”, der i originalen er en duet med Maya Albana men live klares i fin stil af Michel Belli på egen hånd. At den sang aldrig blev den regulære landeplage, den har potentiale til, har altid været mig en gåde.
Selvom Den Syvende Søn fokuserede helt og holdent på eget materiale fra deres 4 fuldlængdeplader, var der også et enkelt nik til Ulven, da bandet hen mod slutningen stemte i med ”Ulven Peter”. Måske var det meget godt, at det blev ved det, for alle gode intentioner til trods havde den udgave ikke originalens kødædende stemning, og det samme kunne være overgået andre forsøg på fortolkning af Seniors materiale.
Denne aften før påske var i særdeleshed Grue og trommeslager Adam Winbergs aften. De spillede med krop og sjæl og nød tydeligvis tilstedeværelsen på scenen, som ellers havde oddsene imod sig. Viften havde rullet teatersæderne ud, og publikum var andægtigt siddende i flere lag – de fleste endda på kort afstand og bogstavelig talt i øjenhøjde med musikerne. Det var næppe – og slet ikke for undertegnede – ideelle omstændigheder for en rockkoncert.
Og den Den Syvende Søn er et rockorkester om end det meste foregår i voksent midttempo, for Michel Belli er en stilfærdig og tænksom sangskriver, der tydeligvis befinder sig bedst med numre i den ende. Men der var momenter, hvor vi kunne høre det rå rock-potentiale, der er i hænderne på især Grue, Winberg og Jensen, når de giver siger selv lov. Jeg ønsker mig virkelig, at Den Syvende Søn engang udgiver det fuldblods rockalbum, de tydeligvis har i sig, men jeg forstår også godt, at hverken de aktuelle omstændigheder eller gennemsnitsalderen i bandet lægger op til en fuld omgang Led Zeppelin.
Men jeg kan mene, hvad jeg vil … en aften med Den Syvende Søn er altid en sympatisk og værdifuld begivenhed. Det var denne aften i Peter og June Bellis tegn i særdeleshed. Ære være deres minde.