Dette interview er fortsættelsen af del l.
Walter Trout: Der har været en håndfuld mennesker i mit liv der virkelig har været vigtige for min udvikling, både som person og som musiker. Og en af mine bedste venner fra gymnasiet, en virkelig god trommeslager og percussionist fra det klassiske Philadelphia Orchestra spillede også i mit band. Vi var med til en af de såkaldte band battles, hvor bands spiller op imod hinanden, og så er det publikum der bestemmer, hvem de syntes der spillede bedst. Og min ven lytter til det ene band, som var ret dårligt, og jeg spurgte hvad er det du lytter sådan efter? Det band er jo ret dårligt…men så sagde han “Jeg kan lære et eller andet af hvert et band jeg hører. Jeg har lige hørt noget hos det band, som jeg ved jeg aldrig skal spille.” Så der vil altid være et eller andet man opdager, man måske selv skal styre udenom. Guitar licks, eller andre ting. Han var med på det første regulære job jeg skulle spille. Det var i en pladeforretning og jeg stod backstage rystende nervøs. Så lagde han armen omkring mig og sagde “Hey man…lets just lay some good blues on them…” Og for eksempel i går, da sagde Michael, (trommer) “Lets just lay some good blues on them man…” Og så er det som om det hele siger “klik” og falder på plads.
RockZeit: Der var en anden interessant historie som du fortalte fra scenen i går, om da du mødte og skulle spille med Big Mamma Thornton, og du spurgte hende, hvad hun ville have du skulle spille? “Just play like B.B. King” sagde hun til dig, og for mig var det højdepunktet da du spillede nogle få meget rammende toner i B.B. King stil.
WT: Ja… siden dengang, blev jeg hendes foretrukne guitarist, og hver gang så introducerede hun mig specielt for publikum.
RZ: Det må da have været et højdepunkt for dig?
WT: Yeahh man, selvfølgelig var det da det. Og der findes videoer hvor jeg spiller med hende. Der blev lavet en dvd om min karriere, og i den er der klip med mig og Big Mamma Thornton. Den dvd findes sammen med mit album “The Blues Came Calling”. Jeg blev rigtig gode venner med hende, men jeg drak temmelig heftigt. Men det gjorde hun også. Hun plejede at sidde på en stol og synge, og i det videoklip går jeg hen til henne og siger “Hey mamma give us a kiss, give us a kiss Mamma”, men hun vendte sig og skubbede mig væk. Men efter den dag tænkte jeg, tænk hvis hun havde sagt ja, hold kæft en skrækfilm det kunne være blevet. Hun var jo 90 år gammel uden tænder og med en stærk alkohol ånde, ha..ha..ha!
RZ: Hvor længe spillede du med hende?
WT: Åhh, det var jo i slutningen af hendes liv, så det blev jo ikke så lang tid. Hun havde jo skrumpelever. Hver uge kom hun på hospitalet og fik drænet vand ud af hendes lever, og det var ret meget vand de drænede ud. Men jeg havde jo også sådan en mave, så du ved… Og da jeg selv blev syg, da gik det jo op for mig, at det var det samme hun havde lidt af. Men det vidste jeg jo ikke dengang.
RZ: Fortæl mig, John Mayall (Britisk blues koryfæ). Jeg husker jo da jeg selv startede med at spille i 1967,da lyttede vi jo til John Mayal og det album hvor Eric Clapton var med, og vi tænkte alle sammen “Whauu”, og jeg så et klip med dig og John Mayall fra begyndelsen da du var med. Hvordan kom det samarbejde egentlig i stand?
WT: Jeg mødte John Mayall da jeg spillede med Canned Heat. Dem spillede jeg jo med i fire år. Vi havde tre opening shows for John Mayall. Han havde det original “Blues Breakers” samlet, med Mick Taylor (tidligere Rolling Stones, efter John Mayall), John McVie (senere Fleetwood Mac) og trommeslagen Collin Allen. Så kom John hen til mig og sagde “I like the way you play”, og lidt efter lidt så begyndte vi at hænge ud, og blev rigtig gode venner. Så spurgte han pludselig om hvad Canned Heat lavede i øjeblikket… og jeg forklarede at de holdt pause. Så sagde han til mig, at han syntes at jeg skulle komme med ham og spille rytmeguitar for Mick Taylor, så der stod jeg så, i det der jo var det originale Blues Breakers. Og jeg var jo kun 16 år dengang de lavede de oprindelige indspilninger med Bluesbreakers. Og fandme, nu var jeg på tur med de originale Bluesbreakers, det var da kæmpe stort.
RZ: Hvad fik det dig til at føle?
WT: Det fik mig da til at føle mig helt vildt fantastisk, også selvom jeg på det tidspunkt drak en del. Jeg var da fuldstændig overvældet af, at stå her på scenen med selveste John Mayall, Mick Taylor, John McVie og Collin Allen. Og det var jo efter Mick Taylor havde spillet med Rolling Stones, på et tidspunkt i firserne. Jeg var blevet temmelig fuld og jeg sad der backstage og var ydmyg imens jeg blev ved med at sige, at jeg følte det var en kæmpe ære at spille med dem. Men en aften tog Mick Taylor mig i kraven og hvæsede “Would you stop with that fucking honor thing, if we didn’t think you could play you wouldn’t be here”. Hold kæft jeg siger dig, jeg blev noget så flov. Men så vendte jeg tilbage og tog på tur med Canned Heat og John Mayall og Mick Taylor fortsatte til Australien. Så gik der cirka 6 måneder, og John ringede og fortalte, at han havde samlet et nyt band, og om jeg kunne tænke mig at spille med dem? Det var enden på Canned Heat og jeg gik over til John Mayall.
RZ: Flyttede du så til England
WT: Nej… John boede jo i Los Angeles og havde boet der siden 1969. Det album der hedder “Blues from Laurial Cannon”, er optaget der, men trods der var mange stoffer i omløb dengang, så tog John aldrig noget dope.
RZ: Inspirerede John Mayall dig i nogen retning?
WT: Ja, John havde stor indflydelse på hvad jeg lavede. Han påvirkede mig som person, som musiker, han lærte mig at være på tur, han lærte mig at spille spontant, jeg mener, du kan være på scenen på Royal Festival Hall i London, og han vender sig mod bandet og siger “Key off C !” og så tæller han for, og så har du bare at spille spontant, hænge på og følge med. Jeg mener, når jeg møder de unge derude, lad os sige de 15 – 16 år gamle og siger “jeg vil spille som ham eller den, og være som ham” eller hvad det nu er de vil, men de har ikke forståelsen af at være “sideman” eller overhovedet hvordan det er at være i et band. De kan spille dit og dat, men de mangler erfaringen af, at være sammen i et band og være der for hinanden. Det er i hvert fald hvad jeg syntes.
RZ: Tror du egentlig at din evne til at være i et band, på den måde vi lige talte om, måske kommer fra din tid med jazz?
WT: Nej egentlig ikke.
RZ: Jeg føler for eksempelvis selv, at min erfaring med jazz har gjort, at jeg er bedre til at lytte når jeg spiller rock. Kan du følge det?
WT: Ja.. det kan man godt sige, men det gør blues musikken jo også. Jeg brugte to år i L.A. hvor jeg spillede udelukkende med sorte musikere i sorte bands, ser du. Det var før Canned Heat. Her mødte jeg band leaderen Decan Jones. Han var band leader for Freddie King, og John Lee Hooker. Alle disse sorte musikere adopterede mig faktisk som en af deres egne. Det var her jeg kom til at spille med John Lee Hooker, Percy Mayfield og Big Mama Thornton, Bo Didley, Joe Tex, soul sangeren, ja alle de store blues og soul kunstnere.
RZ: Så man kan måske sige at du virkelig har gennemgået den rigtige skole…?
WT: Jeg vil i hvert fald sige, at med alle dem, spillede vi spontant. Det forberedte mig for eksempel til, da jeg skulle spille med John Mayall. Jeg mener i det band, der jammer man. Men for eksempel i Canned Heat, der spillede vi jo sangene altså “On The Road Again” (den med tværfløjte temaet) og “Amfetamine Annie”, samt alle de hits vi nu havde. Vi jammede ikke så meget, men med John, der spillede vi alt muligt forskelligt. Vi jammede meget af tiden. På det tidspunkt hvor jeg var lead guitarist, var det kun mig og John der var hvide. Resten af bandet var sorte. Sådan var det i de to år jeg var med der. Det lærte jeg meget af. Jeg tænker på de der unge 17 årige der går på scenen og vil være stjerner med det samme, “Jeg laver en plade og jeg bliver stjerne! og så videre, de mangler simpelthen den … lad os kalde det uddannelse, jeg har fået og oplevet. Det er jo ikke kun dem selv det handler om. Det handler jo også om “the band”, ser du.
RZ: Ja, det var måske nok det Jazz lærte mig. Jeg har jo spillet rock n’ blues siden 1968, så i 1981 da jeg begyndte at spille jazz, opdagede jeg jo, at det her var som en familie og det handlede om at støtte de andre musikere, lige så meget som de støttede dig. Jeg spillede sidste år i et regulært rock band, men de ville spille 1 : 1 kopi, og det skulle være perfekt. Det kunne jeg ikke med. Der var i hvert fald ikke noget spontanitet, så jeg forlod det.
WT: Ja… lige netop…. nu i mit band, som det er nu, der bruger vi numrene som et fundament til at jamme. Jeg giver ingen direktioner på det vi spiller. De hører hvilken vej sangen bevæger sig og går efter den fornemmelse. Jeg kan måske godt kommentere enkelte ting, men hvis de ikke føler sig tilpas i bandet, tja.. så finder jeg blot nogle andre der kan passe ind. Men jeg bestemmer absolut ikke hvad og hvordan de skal spille. For eksempel: Her er hvordan sangen går. Find din måde at spille den på.
RZ: Ja, jeg lagde mærke til, at du gav Roland (keyboard) masser af plads til at strække ud i et solo break.
WT: Ja… jeg har aldrig fortalt Roland hvad han skal spille. Der er måske to numre, blandt andet det nummer der hedder “Ride”, der vil jeg gerne have bandet til at spille en bestemt figur, men jeg tænker, to steder i et helt to-timers show… det er da ikke meget, og de steder fungerede godt. Jeg havde det jo i mit hoved da jeg skrev sangen.
RZ (Hanni): Beth Heart… på dit nye album og sangen “Broken”, hvad er det der er med Beth Heart?
WT: Det ved jeg jo ikke. Du må lytte til nummeret og fortælle mig det. Jeg mener, hun er en af de største artister på jorden, altså, hun spiller piano, guitar, og sågar cello. Hun gik faktisk på musikskole for at lære at spille cello. Hun er simpelthen utrolig. Og da jeg sendte sangen “Broken” til hende svarede hun med det samme. “I gotta sing this song. I understand it…”. Hun kom i studiet, og vi hyggede os resten af dagen, Hun havde sin mand med og Robby Krieger (guitarist i The Doors), og så sendte hun mig en video fra optagelserne af nummeret og sagde; “Når jeg når til enden af mine dage, så vil jeg se på netop denne dag som et af højdepunkterne i mit liv”. Det var et højdepunkt for mig. Jeg ved ikke helt hvor gammel hun er, men jeg husker at hun vandt det amerikanske talent program “Star Search”. Det var før X Factor, Voice og alt det der, men hun vandt altså. Jeg har kun kærlighed og meget, meget stor respekt for hende.
RZ: Den guitar du spillede på i går… Du fortalte fra scenen at du havde fået den af din søn? Han gav dig den for at du skulle komme i gang med at spille igen efter du havde været alvorligt syg. Er det rigtigt?
WT: Ja, men det var nu ikke helt den guitar jeg spillede på i går. Den guitar er bygget af Martin Delaney. Det er en Delaney guitar. Men den historie om min søn var, at han kom ind i min stue med én af mine Stratocasters. Jeg sad på sofaen, og jeg havde lige fået min levertransplantation, og jeg var i gang med genoptræning. Jeg skulle lære at gå igen, lære at tale, selv det at spise måtte jeg lære igen, fordi jeg gennem de sidste måneder kun havde fået flydende føde gennem en slange i næsen. Det var forfærdeligt. Og da jeg endelig kom hjem igen i mit hjem i Californien, så var det John kom ind med min Stratocaster. Men jeg kunne slet ikke spille på den. Jeg kunne ingenting. men så viste Marie mig en video hvor jeg spillede, og sagde “Se hvad du gør her og her… prøv det.” Men jeg kunne overhovedet ikke huske, at jeg havde spillet sådan. Jeg tænkte, at jeg simpelthen slet ikke kunne gøre det mere.
RZ: Men havde du overhovedet lyst til at spille igen? Havde du drivet til at gå i gang igen?
WT: Ja… selvfølgelig men (tavshed)…. Det var Marie der fik mig overtalt til at starte forfra igen. Hvordan spiller jeg en G akkord? Okay… wow, der var en G akkord…og så videre til en a mol… wow. Hvordan spiller jeg en barré akkord og da jeg pludselig fandt tilbage til det, så sprang vi rundt i stuen af bare glæde. Det var fantastisk. Hun startede mig op igen… jeg havde ikke rørt en guitar i over et år mand… Walter viser os nogle billeder af hvordan han så ud efter operationen, og på disse billeder var Walter fuldstændig ukendelig. Indsunkne øje, tynd som et skelet, og lignede virkelig en gammel syg mand. Og jeg mærker også at han bliver lidt berørt af de erindringer. Men så griner han alligevel lidt af de noget voldsomme billeder.
RZ: Hvis din søn ikke havde stukket den guitar i hånden på dig, hvad tror du så der ville være sket?
WT: Åhh… jeg ved det ikke du… Jeg ved det virkelig ikke. Jeg kan nok ikke svare på det. (Walter bliver lidt tavs.)
RZ (Hanni): Tror du at det har påvirket dit spil, som du spiller nu at alt det der skete, at du skulle lære det hele forfra?
WT: Ja… jeg tror det. Før jeg blev syg, og jeg jo spillede ti tusind jobs, da gik jeg op på scenen, og det hele kørte på autopilot og jeg stod og tænkte “hvad er der mon i fjerneren, nåh men jeg skal bare spille en halv time til, og så tilbage til hotellet og stene skærm”. Jeg tog det for givet… som en selvfølgelighed. Det var blot noget jeg gjorde, fordi det havde jeg jo gjort siden gymnasiet. Og det med at spille jobs rundt i hele verden, der kunne være tre mennesker, eller der kunne være hundrede tusind, det gjorde mig intet. Men efter at evnen blev taget fra mig, men så alligevel kom tilbage, så fik musik en hel ny betydning for mig. Nu vidste jeg, at det kunne blive taget fra mig så let som ingenting. Det var et “wake up call”. Jeg tror jeg har meget mere at lægge i det nu. Du kan gå på YouTube og se en knægt spille tusinde toner med lynets hast, men jeg har simpelthen besluttet mig for at lægge meget mere vægt på melodierne, satse på feeling, og ikke bekymre mig om al teknikken. Kan du huske Leslie West (guitarist fra Mountain)? Vi var på det samme pladeselskab, og deres plader var produceret af Creams producer Felix Parparladi, som spillede bas med Mounten, og han sagde til Leslie “Du skal ikke spille noget du ikke kan synge”. Man skal faktisk kunne synge sin guitar solo. Det er sådan jeg tænker om mit spil nu. Walter viser os nogle billeder, og der er et fra den koncert hvor han mødte sin hustru Marie.
WT: Prøv at se…ha, ha, man kan tydeligt se hvor jeg kigger hen. Det var i Holsterbro, da jeg spillede der. Jeg gik ned til hende og sagde “Jeg bliver nødt til at tale med dig”, og så gik vi en lang tur i byen, helt til klokken fire om morgenen. Og så sagde jeg til hende “Du flytter med mig til Californien, vi bliver gift, vi får børn og vi bliver gamle sammen.” Hun svarede at jeg var skør, men jeg holdt fast, og fortalte hende, at det simpelthen var vores skæbne. Og ti dage senere sagde hun “Okay, du har ret!” og her står vi 33 år senere med børn og det hele, og hun støttede mig gennem min sygdomsperiode, og gør det stadig. Hun er mit livs kærlighed. Og hun oplevede mig heldigvis ikke i min “dope” periode. Jeg mødte jo Carlos Santana, og jeg husker at vi sad og talte sammen, og så sagde han “Hvis du skal fortsætte med at spille så fint som du gør, så skal du ud af dit misbrug og blive clean”. Og det var på en eller anden måde en øjenåbner for mig. Jeg gik til John Mayall og sagde til ham “Du kommer aldrig til at se mig fucked up igen”. Og så var det det. Jeg stoppede med det samme. jeg var blevet træt af det. Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet. Jeg kunne ikke holde ud at se på det billede. Jeg havde måske nogle åbenbaringer, og opdagede at selvrespekt, det skaber du selv. Selvfølgelig er det en kamp, men du er nødt til at tage den op. Marie står sammen med mig i den kamp. Det er vigtigt for mig at jeg sammen med Marie kan stå op og sige “vi gav publikum et godt show, og vi behandlede folk ordentligt. Vi løj aldrig for dem eller svinede folk til. Vi havde kun gode hensigter”.
RZ: Ja, du virker virkelig også meget ærlig på scenen, og som en der virkelig elsker sit publikum
WT: Ja… det er rigtigt. Jeg elsker virkelig mit publikum. Jeg ønsker at være ærlig over for dem.
RZ: Det var virkelig rart at tale med dig…
WT: Yeah mann… Det var også virkelig rart at snakke med dig, og møde dig Hanni ( Walter rejer sig og går hen for at få taget et par billeder).
Epilog
Jeg sidder og reflekterer over samtalen, som jeg egentlig følte det var; Mere end blot et interview. Flere steder i dette interview udviklede det sig til en hyggelig gensidig samtale, hvor Walter også var interesseret i min karriere, og især min tilgang til Django Reinhardt og Jeff Beck. Også Hanni har haft gode oplevelser med Walter og hans hustru Marie, da hun har var på besøg i deres fælles hjem i Nordjylland.
Min eks-eks kæreste Lotte sagde til mig “Du spiller som du er..” RockZeit mødte i dag, søndagen efter en rar koncert en super ærlig, rar guitarist og person i ét ved navn Walter Trout. Et menneske uden rock star arrogance, et menneske fyldt med et omvæltende liv med både mange virkelig gode oplevelser, men også et tungt læs af dårlige erfaringer, som det har taget tid at få læsset af på den rigtige adresse. En overlever, et godt menneske og en god musiker og sangskriver. 33 albums fortæller historien om Walter Trout… Den er værd at høre, og at lære noget af.
Ronald Andersen, maj 2024