Jeg husker temmelig tydeligt første gang jeg så Rod Stewart. Han var med Jeff Beck Group i Danmark i 1968. Ungdomsklub PUK Amager. Lille klub. Fascinerende at se Jeff og Rod med slidte hullede jeans og t-shirt. Jeff med seler, og Rod med en lille slidt cowboyjakke slynget over skulderen, og så det dér strittende hår. Men det var stemmen. Den dér rå stemme som passede så godt sammen med Jeff ́s guitar. Og her skiller det så i 1969 da Jeff Beck Group kollapser, lige før Woodstock, hvor vi for første gang, ville have kunnet se Rod på stor scene.
Den rå stemme, soulfyldt og nuanceret er der stadig nu i 2024, men den er blevet pakket ind i sølv lamé og Hollywood glimmer. Det begyndte desværre allerede mens Rod og Ronnie Wood (nu Rolling Stones), teamede op med Kenny Jones, Ian McLagan og Ronnie Lane i “Faces” som blev mit “hof” band i 1970. Den rå rockede og soulede stil blandet med folk rock, var der heldigvis fortsat. Det var “home made sound” som englænderne kan. Og så med en skotsk stemme. Men kostumet var jeg ikke så vild med. Og så kan det godt være, at der var enkelte anmeldere der dengang spurgte, om der ikke var nogen der kunne fjerne den tudse i Rods hals… Godt det ikke skete…
Men i 1975 satte Rod sig helt og aldeles i glamour Hollywood sofaen med “Sailing”. Væk var “Five guys walked into a bar” med McLagan, Jones, Wood, Lane og Stewart, og det hele blev pænt og ordentligt. “Du må ikke aske på mit gulvtæppe” sagde Rod engang til Ronnie under et af hans besøg i Rod’s store Hollywood slot (som i øvrigt nu er sat til salg).
Således fastholdt i glamour, sølv og guld stil, blev vi kastet direkte ind i firserne med et tape spor af Depeche Modes “Just can ́t get enough”, før scenetæppet med en tegning af Rods ansigt blev flået op. Og som at tænde for en kontakt, røg publikums hænder direkte i vejret, klappede og sang… Så var vi helt klar over hvilket alderssegment der primært var til stede som publikum. I nogle sekunder tænkte jeg med skræk på, om vi skulle overvære et play back show. Vi så tre flotte dansepiger med instrumenter som de ikke spillede på, da “Adicted to love” sporet blev tilført Rod Stewarts rockede stemme, efter han nærmest kom springende ind på scenen. Han lignede i hvertfald ikke en, der var klar til rollator eller plejehjem, trods det, at manden nu er 79 år gammel.
Men scenen skiftede heldigvis hurtigt, og kort efter var det rigtige band på scenen, og ledte os ind i det tidlige Rod univers med “You Wear It Well”. Dette er et band som Rod har haft med sig i rigtig mange år. Især J’Anna Jacoby skilte sig ud. Hun har været med Rod i tyve år, og udtrykte sig både på stærk violin, mandolin, guitar og vokal. Mere eller mindre evigt smilende lagde hun sammen med anden kvindelige violinist, et pragtfuldt slør af celtic sound over det meste af hele sætlisten. I nummeret “Having a Party” fik violinen lige en snert af jazz/blues. Og nu når vi lige er der med kvinderne og musik. I Rod Stewart’s band ser vi noget nær en ligestilling mellem kønnene. Seks kvinder, der både kan synge og spille ordentligt, og seks mænd der spiller og gør det godt.
At have både en rigtig harpe som lyder godt, og som smukt smyger sig over “First cut” og finger picking banjo fra Adrianna Thurber i “Forever Young”, er et tegn på god diversitet i et koncertforløb. Og endnu bedre bliver det, da Rod tager os med tilbage til hans udgangs punkt, the blues, som han delte med Rolling Stones, Eric Clapton og Jeff Beck og lavede en flot tribute til Muddy Waters med “Rollin’and Tumblin”, hvor guitaren fik lov at strække ud. Men det blev bedre endnu.
Hans gamle makkere i Faces har han heldigvis ikke glemt. Faces eneste hit den super rockede “Stay With Me”, sat sammen af Ronnie Wood og Rod Stewart, blev afleveret så tæt på originalen som nu muligt uden, at være 1:1 kopi.
Rod har taget stilling, inde under alt glamouren. Han træder frem i blå jakke og gul skjorte. “No, this is not any swedish flag. This is Ukraine” og så peger han ned af sit outfit, og efterfølgende op på et stort blafrende ukrainsk flag på storskærmen. Så hænger han “Arshole Putin” til tørre, og giver os en tribute til Ukraine og Zelenskyjs kamp for frihed og fred med nummeret “Rhythm of my heart”, både med billeder og musik. Jo…indrømmet, jeg blev rørt.
Og endnu mere stak det til mig, da Stewart fortsatte sin frihedskamp med det han kaldte “The greatest freedom song off all – “People get ready”, og kombinerede det med en tribute til den nu afdøde guitarist Jeff Beck, som jo i høj grad var med til, at sætte turbo på Rod’s karriere, og som Rod havde tre år og to albums sammen med i 1968 og 1969.
Her måtte jeg jo lige tørre øjnene, fordi Jeff altid har været min guitar helt, og især i den periode Jeff var sammen med Rod Stewart. Efter det kunne jeg stort set godt tilgive Rod’s Hollywood look. Men Rod var ikke færdig med at henlede vores opmærksom på andre kunstnere som han har respekt for. Pianist og sanger Christine McVie fra Fleetwood Mac, som desværre også har forladt jordens overflade, fik også en hilsen med billede og et nummer i “I’d Rather Go Blind”.
Men når man er tæt på firs som performer, så må man jo lige ud og skifte tøj, og have en tår vand, eller også en slurk af Woolfies Whisky, som Rod reklamerer så kraftigt for. Og så er der plads til “pigerne”. Og de får virkelig plads. Både til et skotsk indslag med step og “River Dance” med Katie Dix og Adianna Thurber, violiner med skotske og irske temaer, og så lige over i en rå nærmest Faces sounding version af “Proud Mary” sunget på skift af alle “synge pigerne”. Thank you…They Rock….
Styr på sit publikum, det har Sir Stewart. Med et enkelt vink fik vi publikums version af “Maggie May”. Det var nu heller ikke så svært, for i kunstnerisk grafisk udtryk, fik vi teksten på storskærm. Hvad der virkelig skilte live versionen af “Maggie” ud var et fint stille stykke med den lille xylofon, spillet af en af de meget talentfulde kvinder i Rod’s fine band som holdt igen, under xylofonen og harpen.
Og der var ikke tvivl om, at Rod værdsatte sit entusiastiske publikum. “You are monstereus… and i mean, this is sunday!” Og det var den udsolgte Royal Arena også. Begejstret og glad stemning, men alligevel alvor, ganske lige som selve livet.
Og, jeg ved da godt, at jeg nørder lyd en gang imellem, men her må jeg sige dem, ærede læsere, her var lige nøjagtig det rigtige front of house mix, som man kalder det. Desværre så jeg dog ikke en eneste forstærker. Om man har arbejdet med amp simulatorer, eller man bare har gemt forstærkerne under den trappeformede hvide scenedekoration ved jeg så selvfølgelig ikke. Men det lød autentisk.
Jeg har været Stewart fan fra 1968 til 1976. Så tabte jeg interessen for den polerede pop Rod, men har fulgt med på sidelinjen. Især fordi der var tale om en genforening af Faces, hvilket faktisk var lidt svært fordi, først døde Ronnie Lane, bas vokal og sangskrivning, og sidst døde keyboard mand Ian McLagan, og så er der kun Woody, Kenny Jones, trommer (også med The Who) og så Sir Rod tilbage. Men i studiet har de altså været, og så får vi se. Og Jeff Beck og fusionen med Rod kom lidt forkølet i stand til en koncert i Hollywood Bowl for tre år siden, hvor de spillede ca. seks numre sammen.
Men bag alt glimmer og det skinnende tøj, falder jeg endnu engang for Rods stærke, venlige og humoristiske udstråling, hans sang og stemme, som stadig holder. Jeg hører gerne nogle af hans mindre poppede disco hits, blandt andet en af de nyere singler “One last time”, som Rod dog ikke spillede til koncerten i søndags. Rod Stewart er rigtig live, mere rocket, mere sjælfuldt mere divergerende og alsidigt end man umiddelbart skulle tro, når man ser billeder og tv shows. “Allright..people, we are a rock band… so let’s play some rock….Some guys have all the luck…one two, three, four” Pow og afsted går det….
