Døden fra Horsens

Du tror nok, at Pretty Maids er det ypperste metal, Horsens kan byde på?  Nul, amigo! Der er en ny sherif i byen.

Men bortset fra det geografiske udgangspunkt (som ikke engang er relevant for Maids længere …) er der ingen grund til at slå Plaguemace i hartkorn med deres pæne, ældre kollegaer. For Plaguemace går i cowboytøj, og de spiller dødsmetal af den bøllede slags. Det betyder tungt groovende som Baest, thrashy som tidlig Sepultura, brølende som Cannibal Corpse og ikke mindst fornøjeligt som Dawn Of Demise, når forsanger Andreas Truelsen fyrer jyske brændere af fra scenekanten:

”Hvo’n går det?” (jysk for ”How are you guys doing?”)

”Hvis der er nogen, der kan riverdance, så er det den her!”

”Vi har 72 sange mere” (… efter første nummer)

Scenekanten var denne tidlige onsdag aften verdens bedste Gehenna-scene på Copenhell. Og nogle af de 72 numre gik første halvdel af onsdagens Plaguemace-koncert med, uden særlig mange dikkedarer. Dødsmetalnummer på dødsmetalnummer i høj kvalitet, der var – som en anmelderkollega har udtrykt det – lyden af ADHD. Det var hårdt og kontant og død lige efter bogen.

Men så trådte sprechtalsmeister Andreas T i karakter og kommanderede wall of death. ”Hvis ikke jeg kan se vores lydmand, så spiller vi ikke videre!” og så han sprang selv ud på flisen og drev dem, der ikke adlød, til side. Da det gik løs, eksploderede Gehenna! Hvad der før havde været en forsigtig lille moshpit blev med ét til et gigantisk, altopslugende menneskehav. Den har du sikkert hørt anmeldere bruge før, men har du hørt om et menneskehav, der kan løfte en spastisk lammet mand i kørestol og crowdsurfe den og ham frem til en placering midt på scenen? Velkommen til Plaguemace.

Med en bemærkelsesværdig 5-numres debut-EP og en fuldlængde ”Reptilian Warlords” fra november sidste år, er repertoiret trods alt ikke på 72+ numre, så der blev leveret fra begge udgivelser. Jeg ææælsker det meste dødsmetal, men skal også være den første til at indrømme, at det ofte er svært at skelne numrene fra hinanden. På den måde er Plaguemace ikke anderledes. Til gengæld er det aldrig svært at gennemskue, om afviklingen er i orden, og der satte Plaguemace ikke en fod forkert. Maskinen kværnede lydefrit derudaf uanset kaosset nede foran scenen.

Men det es, Plaguemace har i ærmet, en spilleglæde udover det sædvanlige og især elskelige Andreas Ts evne til at connecte til publikum. Når han headbanger rundt på scenen, ligner han en blanding mellem Peter AG, Ole Testrup og Barney fra Napalm Death. Han udstråler at være en af os, og at også vi kunne være en af dem i Plaguemace. Lige indtil han begynder at growle, for overfor hans dinosaurbrøl må de fleste strække våben.

Og det kan da godt være, at Plaguemace spiller på jovialiteten, men det er ikke Red Warszawa-stilen. De kan deres ting 100%, og de vil noget alvorligt med dem. Der sidder ikke en skrue forkert i deres dødsmetal, og træfsikkerheden i udnyttelsen af den groovede dødsmetal er fænomenal. Der ligger ambition og mange timer i øvelokalet bag det arbejde, de udfører. Det er da heller ikke kun RockZeit der har fået øjne for den indsats, så i 2021 signede Plaguemace med legendariske Napalm Records. Der var Napalm Records heldige …

Det siger også noget om det musikalske niveau, at Plaguemaces numre formåede at holde liv i den vanvittige pit resten af koncerten. Det var ikke gejl, men musik, der drev moshen frem. Ok, lidt gejl var der, for hele balladen på Gehenna kulminerede med fælles fødselsdagssang for guitarist Anton Smidstrup, en crowdsurfende bassist og et krav fra Andreas T til Copenhell-chef Jeppe Nissen om at stille Hades og halvanden times spilletid til rådighed for Plaguemace næste år.

Et krav RockZeit finder fuldstændig rimeligt, for det var den bedste koncert et dansk band har leveret på Copenhell nogensinde. Hvem skulle have forestillet sig, at døden kunne være så sjov?

5 stjerner herfra RockZeit!