Så bliver det ikke værre

Amerikanske Zulu kom til Copenhell med et sympatisk politisk budskab, men leverede en koncert der var en rodebutik af ligegyldig sniksnak og ikke ret meget musik.

Zulu var ellers på papiret en interessant booking for det sædvanligvis ukontroversielle Copenhell: Et politisk powerviolence-band med et explicit ideologisk fundament og udelukkende afroamerikanske medlemmer. Så det havde vi glædet os til men blev desværre grueligt skuffede.

Zulu blev dannet i 2018 af Anaiah Lei, der har en fortid som trommeslager i punkbandet The Bots. Han ville lave musik om sorte sociale og politiske emner og gøre det i aggressiv og kompromisløs stil, og den kombination fandt han i powerviolence. Det var samtidigt en genre, der ville give Anaiah Lei mulighed for at repræsentere sorte stemmer på en overvejende hvid musikscene og udfordre dens stereotyper.

Et ry for energisk liveoptræden og stærk forbindelse til publikum var løbet i forvejen. Kollegerne på Blastbeast.dk havde sågar vurderet Zulus Roskilde-koncert i 2022 til 4½ stjerner. Den var der vist også andre, der havde læst, for der var godt fyldt op foran Gehenna-scenen.

Hvis du har været til hiphop-koncerter, så ved du, at det er rutine for kunstnerne at sludre om ingenting i lang tid mellem numrene. Og at et nummer godt kan afbrydes efter et enkelt vers, fordi kunstneren har mere sluddder på hjerte, som er vigtigere end musikken og en koncertoplevelse for publikum.

Well, den facon har Zulu desværre taget til sig. De har godtnok ikke brug for at stoppe efter ét vers, for deres numre er stort set alle 1-2 minutters intenst raseri. Så kan man jo holde sig så længe og vrøvle bagefter.

Og det var intenst i de 20% af tiden Zulu spillede musik. Der blev spillet meget fra og refereret meget til hovedværket ”A New Tomorrow”, som er en fremragende collage af hardcore-i-dit-fjæs og samples fra sort kultur. Nogle af de samples kørte også som lydtæppe mellem numrene, men hovedparten af tiden gik med usammenhængende plapren om hvem Zulu er, om publikum, Gehenna, black integration og bla-bla-bla. Nåh ja, og en trommesolo. Så gik tiden da med det.

Indstuderede kommentarer fra et band kan være tåkrummende, og dem er der rigelige eksempler på under Copenhell. Men tro mig: Det er langt værre, når et band ikke evner at improvisere kommunikationen med publikum og endda har for lidt musik til at kompensere for pinagtighederne.

Copenhells publikum var som altid ready to rock og gik i circle pit med det samme. Selv dét blev pinligt for Zulu, da Anaiah Lei i det laaaaange inermezzo mellem to numre opfordrede til circle pit, hvorpå en gigantisk rundkreds gik i bevægelse – uden musik til. Publikum havde noget krudt der skulle brændes af, og Zulu blev reduceret til statister i det show.

Jeg har altid troet, at den dårligste koncert jeg nogensinde ville komme til at se, var da Kanye West saboterede sin koncert på Roskilde Festival i 2009 med uendeligt, formålsløst bavl fra Orange Scene. Det er det stadig, men Zulus tre kvarter på Copenhell 2024 kommer lige efter