Svenske prog konger i Amager Bio

Det altid spændende og underholdende svenske prog band Opeth, spillede onsdag aften i Amager Bio. En koncert som hurtigt blev udsolgt efter den blev annonceret, hvilket er ganske forståeligt, da det er et band som har svært ved at fejle både i sangkvalitet, musikalitet og performance.

RockZeit havde ingen fotograf ledig denne aften, men vi har jo masser af arkivbilleder af Opeth, heldigvis, og disse viser i høj grad den koncertstemning der også blev lagt i Amager Bio. Frontmand Mikael Åkerfeldt var som sædvanligt en fantastisk entertainer, og folk var helt oppe at ringe når han snakkede til/med os. 

Growl fest

De 4 sidste albums fra Opeth ligger i 70’er progressiv rock-stil, hvor vi ikke har hørt ét eneste growl udbrud, hvilket mange fans er kede af. Derfor var folk meget glade da de lagde ud med en serie af numre fra gamle dage, hvor Åkerfeldt var ond og mørk i stemmen. Det første var “Demon of the Fall” fra det efterhånden gamle album My Arms, Your Hearse (1998).

Autentisk Opeth lyd

Der var god balance i lyden fra scenen. Man kunne høre hvert instrument, som i sig var tydeligt, samt en god helhed som havde den rigtige Opeth karakter. Lyden på vokalen var dertil god, og man kunne også nyde guitarist Fredrik Åkesson, som engang imellem sang lead growl samt sin gode almindelige backing vokal.

Lyden var dog ikke perfekt. Den relativt nye trommeslager, 29 årige Waltteri Väyrynen, lagde ubesværet ud med sit smidige trommespil. Det var lidt øv at stortrommelyden var lidt buldrende og uldne, men man kunne høre alt hvad han lavede. Volumen på det lidt buldrende bass drum, var heldigvis ikke højt i volumen, for så havde det været en katastrofe, og det var da også overordnet en ganske slagkraftig og god trommelyd.

Tom G. Warrior

Jeg er kæmpe fan af Celtic Frost/Triptykon, så det var opløftende at Åkerfeldt pludselig begyndte at snakke om den mørke schweiziske frontmand Tom G. Warrior (Thomas Gabriel Fischer). Det handlede om at Åkerfeldt havde mødt Warrior på en festival hvor de begge var til stede, hvor han kommenterede på Opeth sangen “Eternal Rains Will Come” fra albummet Pale Communium. På scenen lagde Åkerfeldt op til den helt store anekdote….så kom han med Warriors replik: “I like this song”, hvorefter folk både grinte og jublede af anekdoten.

…what are you doing here?

Heavy giganterne Judas Priest spillede samme aften, onsdag d. 26. juni i Royal Arena. Åkerfeldt kommenterede koncert begivenheden, mens han fyrede et Judas riff af og derefter betragtede det helt fyldte Amager Bio, og sagde….”then…what are you doing here?”, efterfulgt af et kæmpe bifald, som viste at Opeth, i deres niche genre, er lige så store som Judas Priest.

Mægtige Mendez

Det var ret hyppigt i løbet af aftenen, at Åkerfeldt hyldede bassist Martin Mendez. Det var der også grund til, for Mendez var simpelhen for vild at høre på. Det er få bassister som kan bruge mange toner i figurerne, samtidigt med at lægge en groundet og tight rytme som smelter sammen med trommerne. 

Tordenvejr

“Heir Apparent” fra mesterværket Watershed tordnede ud fra scenen midt i sættet. Et nummer som har alt hvad man kan ønske sig i Opeth universet, der indeholder velklingende semiakustiske prog rock passager med indfald af top klasse dødsmetal lydklodser.

Fra det, måske lidt for hypede, men da ret gode album “Sorceress”, gav de os titelnummeret. Det var det tredje sidste nummer denne aften, og var en kæmpe succes da bandet virkelig var varme her. Her sad de flotte melodier og rytmer lige hvor de skulle.  

Encore; mon det ikke bliver…

Det er næsten 100% sikkert at Opeth spiller “Deliverance” til sidst. Jeg er nogen gange lidt irriteret over manglen på overraskelses elementet til deres koncerter….meeen jeg ender altid med at blive glad i låget, for den slagkraftige og skæve rytmepassage til sidst, er jo kandidat til den bedste slutning på et progressivt metalnummer, ever! Generelt fik nummeret også en ordentlig spand kul, hvor keyboard manden Joakim Svalberg lige vendte keyboardet ryggen nogle gange, for at gå til angreb på bongotrommer som hang på et stativ. Det lød satame fedt.

Næsten perfekt

Musikken og stemningen i salen var en fornøjelse onsdag aften, og selvom Judas Priest nok var gode i Arenaen samtidigt, havde jeg alligevel ondt af de metal mennesker som ikke var i Amager Bio.

Opeth kom godt fra start i forhold til valg af numre, og de fleste var nok ret henrykte allerede her. Dog syntes jeg ikke at de var helt varme fra start. Det tog 15 minutters tid før de begyndte at svinge helt optimalt sammen. Åkerfeldt havde styr på sit growl, men når der var clean vokal, var han ikke lige så skarp. Det blev bedre efterhånden som der kom flere numre med clean vokal. Sætlisten eksempelvis trak op, for det var sindssygt godt sat sammen, og i løbet af aftenen fik man alle de musikalske udtryk man kunne drømme om.  

Det var bare en fantastisk koncert, og de bump der var på vejen, lå i småtingsafdelingen. Med top performance, genial sætliste og overlegen musikalitet, ender jeg på 4,5 stjerner til nabolandets prog konger.