Alice Cooper i “Smilets By”.

Bandet var det vi har kendt i efterhånden mange år. Og heldigvis har Nita Strauss fortrudt sin kortvarige udtræden af bandet, og er tilbage hos Alice Cooper. Hun hører altså uløseligt sammen med det team. Så tak Nita!

Glenn Sobel hamrede det første nummer igang, “Lock Me Up” fra 1987, hvorefter Cooper præsenterede sig selv, og sin karriere med nummeret “Welcome To The Show”, der blev udgivet i 2023, og enig Alice, you still know the game!

Og så kom de “gamle” numre som perler på en snor; “No More Mr. Nice Guy”, “I’m Eighteen”, “Under My Wheels”.

Publikum var oppe af stolene, for man kan ikke sidde stille til en Cooper koncert.

Cooper selv, farter ikke rundt, som han gjorde i gamle dage. Han går stille og roligt rundt med sin stok. Ser faretruende ud og peger med stokken på publikum.

Stemmen holder absolut stadig. Lyden sad lige i øret. Alt “spillede” perfekt: De tre guitarister; Ryan Roxie, Nita Strauss og Tommy Henriksen, gav os så megen guitarlir, man overhovedet kan ønske sig. Attituden var der traditionen tro, og på en super charmerende måde.

Chuck Garric, Coopers fantastiske bassist lagde under hele koncerten en fed bund i numrene. han er en sjov fætter, med masser af spøjs attitude.

De er ikke kedelige Cooper’s musikere, og med den forrygende trommedjævel, Glenn Sobel, er det efter min mening det bedste hold Cooper nogensinde har haft. Sobel gav da også, efter klassikeren “Hey Stoopid”, en solo der slog gnister.

I nummeret Poison, gyngede gulvet i den lille sal og temperaturen havde nået kogepunktet. Det er stadig et sindsygt fængende nummer, og det bliver stadig fremført så overbevisende som det overhovedet kan lade sig gøre.

Der var heller ingen tvivl om, at klassikeren “Feed My Frankenstein” gik rent ind. Vi fik som sædvanlig den gigantiske Frankenstein figur ind på scenen. Jo, rekvisitterne er de samme, også guillotinen, hvor Alice får “hovedet hugget af”, var der, for ellers er det ikke et Cooper show.

Hans hustru, danseren Sheryl Goddard, danser rundt med hendes mand’s afhuggede hoved, for Gud ved hvilken gang.

And we love it!

Nummeret “Elected” er et gammelt nummer, hvor Cooper træder op på den gigantiske præsident talerstol. Og hvor det lige netop i denne tid er ret aktuelt, kunne jeg ikke lade være at tænke; Ja Cooper, det kunne sikkert blive ret underholdende med dig som præsident.

 

Koncerten sluttede næsten obligatorisk med “School Is Out”, der igennem årene, klædeligt er blevet mixet sammen med Pink Floyd’s nummer “Another Brick In The Wall”. Et festfyrværkeri af en afslutning. Der var giga balloner, confetti, og et hold der virkelig beviste, at de og Cooper stadig holder for vildt. Præcis som Cooper sang i begyndelsen af showet, med nummeret “Welcome To The Show”.

Glæder mig allerede til næste gang han kommer, for tro mig, jeg vil være der! Og jeg ved, at det vil alle de andre trofaste Cooper fans også. Hans show har måske ikke undergået den store udvikling. Mange effekter kunne måske blive lavet anderledes delikat nu om dage. Men så ville det ikke være Cooper! For ganske vist skræmmer showet ikke som det gjorde i gamle dage, men det har til gengæld så megen humor og charme, og er top professionelt udført.

Cooper er absolut ikke pensionist materiale, sådan er det bare!

En toppræstation præsteret af Alice Cooper og hans fantastiske band.