RockZeit har tidligere været på Tinderbox i Odense. Dog ikke gennem alle festivaldagene. Sådan blev det denne gang. Det er ikke rock der er dominerer denne hyggelige festival, men der var dog nogle ganske interessante kunstnere på programmet i år.
Avril Lavigne
Den canadiske sanger og sangskriver der bragede igennem i starten af 2000, og gjorde sig bemærket ved ikke blot at være en i rækken af pop piger. Hun havde nerve og bid, og hun var svær at komme udenom. Hvad der så siden er sket, må guderne vide, for koncerten på Tinderbox var i mine øren, et stort flop. Brodden er forsvundet fra Avril Lavigne, helt og aldeles. Hun virkede ugidelig og absolut ikke som om hun havde lyst til at stå på scenen. Rent faktisk forsvandt hun også fra scenen en del gange, og ikke blot for en kort tid. Selv da scenen “stod i flammer” var det uden hendes tilstedeværelse.
En virkelig flad og aparte optræden, hvor selv et hit som “Complicated” eller “SK8er Boi”, ikke kunne redde den. Mere er der for mit vedkommende, ikke at sige om det.
Beth Hart
Det er kun kort tid siden, at vi på RockZeit anmeldte amerikanske Beth Hart i Amager Bio.
Hun har haft tre koncerter i Danmark denne sommer. Tinderbox var en af dem. Hun har altid haft en stor plads i danskernes hjerter, og den kærlighed har været gensidig.
Nu var jeg ikke tilstede i Amager Bio, og tænker ikke der var den store forskel, bortset fra, at hun ikke gik på scenen med “håndtegn” og attitude. Hun var tøet op og synes at befinde sig et rigtig godt sted.
Er der en sangerinde (og band), der giver sig selv på scenen, så er Hart så absolut en af dem.
Man skal virkelig lede længe efter en sangerinde med en stemmekvalitet og et talent som hendes, samt med så megen sjæl.
Hun er ganske enkelt fantastisk. Hos mig, kan hun både få hårene til at rejse sig, og få tårene frem i øjnene.
Hun er samtidig en forrygende sangskriver og pianist. Der er al mulig god grund til, hvis man ikke er bekendt med hendes musik, at give sig selv tid til, at lytte til den.
På denne dag på Tinderbox, gav hun sig selv 120 % og leverede en forrygende koncert til et måbende publikum, der trods det, at himlens sluser for en kort stund, åbnede sig midt under hendes koncert, så blev de fleste stående, vel vidende, at dette var noget helt specielt.
Vi fik serveret alle genrer fra det mere blide som “Leave The Light On”, det flabede nummer “Baby Shot Me Down” over det mere livlige “Bad Woman Blues”.
Uanset hvad den kvinde rører ved, så kan hun få folk til at stoppe op og lytte. Hun rører i den grad ved folks sjæl. Ikke mindste på grund af hendes fantastiske stemme med den vilde naturlige, lidt Buffy Sainte-Marie lydende vibrator, men lige så meget fordi man ikke er i tvivl om, at hun er autentisk til fingerspidserne, og at denne oplevelse derfor er virkelig autentisk.
Hun er ganske enkelt et unikt og bemærkelsesværdigt talent, af de der ikke bare hænger på træerne.
Normalt er jeg på ingen måde til tribute ting og sager. Med Hart er der dog lige en undtagelse.
I 2022 tog Beth Hart opfordringen ved hornene og udgav – A Tribute To Led Zeppelin indeholdende ni Zep tracks, og er der nogen der er kompetent til at synge Zep så er det Beth Hart. Så hermed er opfordringen til, også at lytte til hendes tribute album, givet videre.
Bryan Adams
Adams har i sommerens løb, Som Beth Hart, haft en del koncerter i Danmark.
Hans koncerter er altid populære, og har det med at bliver hurtigt udsolgt.
Det der er med Adams er, at mange af hans sange, specielt de af ældre dato, har sat sig i de fleste af os, og har et eller andet minde hæftet på sig.
Det er ikke så få ørehængere den mand har hittet med i årenes løb, og det er numre vi alle kan synge med på.
Ufarlig blød og glad rock, leveret af den evigt drengede Bryan Adams, der altid leverer spot on. Der er simpelthen aldrig en finger at sætte på hans koncerter.
Men er de for ufarlige? Måske, men man ved præcis hvad man får når man køber billet, og det er en fest, en stor fællessang, samt et yderst veloplagt band man køber en oplevelse til.
Det var også tilfældet på Tinderbox.
Vi fik en fest, vi sang som gale med på “Summer of 69″, Can’t Stop This Thing We Started”, “Back to You” og ikke mindst “It’s Only Love” som Adams dedikerede til afdøde Tina Turner.
Adams jokede traditionen tro. Han holder meget af at sige, at vi bare skal kalde ham Brian, for det plejer danskere at kalde ham.
Jo, alt var som vanligt, måske er det “ufarligt og forudsigeligt”, men samtidig er det også fedt at vide, at man skal have en fest, og at kvaliteten vil være præcis som den altid er.
Absolut ikke et dårligt ord herfra. jeg tager altid gerne med til en Adams fest!
Lenny Kravitz
Lenny Kravitz er en musiker jeg virkelig, virkelig, i mange år har ønsket at opleve live. Af en eller anden grund, har det bare aldrig været. Så det, at det var Kravitz der skulle lukke og slukke Tinderbox i år, var noget jeg, ikke blot så frem til, men også havde forholdsvis store forventninger til. Han var booket for år tilbage, men meldte afbud.
Kl 24 skulle han gå på scenen, men vi fik lov at vente lidt. Først 20 min. over tolv gik han på scenen. Bandet satte direkte i med “Are You Gonna Go My Way”, fra albummet af samme navn, fra 1993.
Vi fik da nok lige blæst håret tilbage og glemte alt om, at han havde været så forsinket, og den kølige natteluft, blev hurtigt meget varm.
Kravitz, selvfølgelig klædt i den obligatoriske sorte læderjakke fra Rick Owens, matchende læderbukser, bælte med nitter, lange dreadlocks og store mørke solbriller, er han indbegrebet af en rock/funk multiinstrumentalist og sanger. Cool skal det være, og det er han altså.
Jeg har altid syntes, at hans fysiske udtryk matchede hans musik virkelig meget. Den er rå, funket og svedig, og er svær af placere i en kasse, idet han musikalsk følger sit hjerte, og hans stil derfor ikke på forhånd er fastlagt når han udgiver nyt materiale. Kravitz gør da stor brug af sin fysiske fremtoning til, at understøtte musikken. Han er som en smidig kat på en scene.
Men for fanden da, tag da de solbriller af!
Vi fik “I’m A Believer” fra 2014. Så absolut ikke af mine favoritter. Synes faktisk den er lidt kedelig. Han kan meget bedre end det, og det fik vi da også masser af eksempler på. “Paralyzed” fra hans nye album Blue Electric Light. Et rigtigt Kravitz nummer, funket, råt og svedigt.
Ligeledes “American Woman”, der oser af sensuel urkraft. Han er bare en über cool og hamrende dygtig rock-funk-soul-og alt muligt andet mester. Og jeg er SÅ glad for, at jeg har fået oplevet ham, for han er altså fed live, det er han bare!
Som sagt synes jeg, at han fysisk matcher sin egen musik. Jo for fanden, han er sGu’ da også ….hmm fræk, og måske får den lige en tand for meget en gang i mellem. Det hele giver dog bare lidt mere mening, når det hænger sammen.
Han og hans band havde et forrygende samspil, og var super dygtige. Specielt lagde jeg mærke til hans unge kvindelige trommeslager, Jas Kayser. Hun var så super tight i sine slag i skindene, og havde virkelig meget at byde på. Man skal altså kunne præstere noget, hvis man skal lægge en rytmebund til Kravitz’s mange og alsidige kompositioner.
Et nummer jeg havde glædet mig meget til at høre var “Fly Away” fra 1998. Og hold da op, han skuffede ikke. Nummeret spillede han også, da han sparkede gang i Europamesterskaberne i fodbold på Wembley Stadium, og som der,’ fik vi selvfølgelig også det lidt mere poppede nummer “Human” fra hans nye album.
Vi fik det hele, funk, indie, rock, og Kravitz leverede i den grad det jeg havde håbet at opleve, og langt mere end det. Han og hans band fik med deres kendetegnende høje energiniveau, alle os på plænen foran scenen til at dampe. Det var virkelig en top fed oplevelse, og jeg håber han snart kommer tilbage. Det lovede han, så det vil jeg satse på, at han holder.
Nummeret “Human” er i øvrigt et meget ærligt Kravitz nummer, der handler om at leve livet ærligt, om spiritualitet, om det at hjælpe og elske hinanden som mennesker. En spirituel rejse Kravitz selv har været på igennem mange år. Og han virker som om, han har fundet ind til en identitet der passer ham særdeles godt at leve med. Et for ham nødvendigt skift, bl.a. for at bryde nogle kedelige mønstre, han havde med sig i sin rygsæk.
Kravitz var virkelig en rigtig stor oplevelse. Han stoppede kl to, og jeg havde egentlig fornemmelsen af, at han havde stor lyst at fortsætte lidt endnu, men ikke kunne få tilladelse til det. Tror også de fleste af os på græsset, sagtens kunne have klaret en time mere.
For mit vedkommende, topper denne forrygende koncert, både musikalsk, energiniveau-, lyd- og performance mæssigt, som årets indtil nu bedste koncertoplevelse.
Jeg skal lige nævne, at det til sikkert nogens store ærgrelse, ikke blev til “en Stockholm” på Tinderbox. De stramme læderbukser holdt.
Reflektion
Tinderbox er en hyggelig festival med en dejlig placering. Der har været mange gode navne, og selvom RockZeit kun skriver om rock, så har jeg personligt, bevæget mig ud for at høre noget andet. Bl.a. Jonah Blacksmith. Et navn jeg desværre helt missede, var Kaizers Orchestra, og det var super ærgerligt, for det havde sagtens kunnet anmeldes. Når jeg ser på nogle af de gamle line-up, der har været igennem årene, har der på Tinderbox været nogle virkelig fede navne. Personligt synes jeg det ville være et kæmpe plus, at blande noget mere rock ind i programmet, noget med lidt mere kant. Det synes jeg er en mangelvarer. Det har der tidligere været. Der er en tendens til, at mange kunstnere kan opleves på forskellige festivaler rundt om i landet det samme år, og så kan det hurtigt gå hen og blive lidt mainstream. Der mener jeg er en force, at differentiere sig lidt fra de mange andre festivaller. Når dette er sagt, så synes jeg det var virkelig positivt med det store udvalg af madboder, en merch butik, de sjove “figurer” og spøjse køretøjer der bevæger sig rundt på pladsen og meget, meget andet. De ansatte og frivillige jeg har mødt, har alle været super rare og hjælpsomme.
Alt i alt en rigtig god oplevelse, der bare mangler noget mere rock!
