Haken på Bremen

Mandag aften blev på alle måder peppet op, for dem som befandt sig på Bremen Teater, hvor det engelske band Haken gik på scenen kl. 20, sharp. I en suppe af, nok tæt på en million instrumentanslag, missede de ikke ét beat i de to lange sæt…plus et ekstranummer.

En lang koncert starter

Introet “The Last Lullaby” fra deres nyeste album “Fauna” (2023) startede fra anlægget præcis kl. 20, hvor det siddende publikum havde store øjne og ørerne skarpt rettet med den flot oplyste scene. Så kom de 6 musikere på og fyrede “Taurus” af med top klasse lyd fra scenen. 

Hvis man hørte mandagens koncert som liveoptagelse, havde de fleste nok tænkt at der var blevet manipuleret med AI værktøjer og alskens mixe tricks, men rent faktisk stod der 6 ekvilibristiske briter, som havde selv de mest kringlede tekniske rytmer og formstrukturer på rygraden. Med suveræn lyd og lyssætning, kunne man fornemme fra start, at dette er en virksomhed, der ikke kan fejle. Det gjorde de heller ikke, tværtimod sejrede de stort i både musikalsk og æstetisk.

High pitch

Frontfigur Ross Jennings havde nogle spændende fraser, med skæve tone intervaller i mystiske rytmer, her kan nævnes “Elephants Never Forget”. Men i det store hele, syntes jeg at han var det svageste led i musikken, med alt for mange toner i det lyse leje. Derimod var Jennings det stærkeste led i performance, for resten af gruppen var 100% skarpe i musikalitet, men lidt akademiske at se på, da der ikke var meget bevægelse og kommunikation til publikum. 

Det var synd at Jennings for det meste lå i højt tone leje, for hans tenor register lyder egentlig bedre. Jeg synes at high pitch vokalen forstyrrede det fantastiske akkompagnement. Men der var da nogle gode højdepunkter i musikken hvor han ramte noget vokalstil fra John Arch, hvilket som Fates Warning fan, gav gode point i min bog. Der blev også flere gange kørt a cappella fra hele bandet, der hver især var udstyret med en mikrofon. Et trick som de nok har fået fra Uriah Heep, der aldrig er bange for at have passager med alle bandmedlemmer på vokal samtidigt.

Mr. Drum Machine

Raymond Hearne er en gudsbenådet trommeslager, som både formår at spille smooth, følsomt, intenst og samtidigt ekstremt teknisk. Rytmerne som havde mange indbyggede fills, havde stor balance mellem tønder, el-pads, hi-hat og bækkener, som gjorde ham til et helt orkester i sig selv. 

Når man spiller teknisk udfordrende musik, må det ikke lyde svært. Det er noget, Haken er bevidste om. Selv når de i “Nightingale” spillede i 13/8 dele, endda med diverse synkoperinger og fills indbygget i rytmen, gjorde de det helt gelinde og fik det til at svinge til UG med kryds og slange.

Selvom Haken har lavet noget af det mest komplicerede musik i den progressive musik, kan de også lave numre med straighte rytmer og færre formled, ikke hit-potentiale, men noget der er ganske festligt og iørefaldende, som fungerede ganske fint ind i mellem de lange og raffinerede numre. 

Top prof

Det gav mening at en så intellektuel musik skulle indtages siddende. Hjernen ville nok ikke have overskud til at rocke med på rytmerne, der var universer fra fadøls rock. 

Rent kompositorisk er Haken’s musik meget overvejet, hvor bandets tekniske kunnen ikke overgøres, bare fordi de kan. De virtuose passager er helt afbalancerede i forhold til rytme/fills, riffs og vokal. I min verden var der ikke nogen passager som var for overtekniske, hvor musikkens retning var på usikker grund. Tværtimod blev udtrykket forstærket af de mange energier der lå i hurtigt fingerspil på strengeinstrumenter, keyboard, og så det yderst ekvilibristiske trommespil.

Mit øre blev lidt belastet af den høje vokal fra Jennings, men udover dét, var der få irritationsmomenter i de to lange sæt, og det må man sige er fantastisk. Jeg ender på 4,5 skarpe stjerner til Haken.