Glam rock, var det ikke i midt 70erne og op i 80erne? Lever den virkelig stadig?!
Det kan du f…… tro, og er der een der i den grad har haft stor indflydelse på glam rocken, så er det den finske sanger, saxofonist og keyboardspiller, Michael Monroe.
Kaster man et blik på hans musikalske cv igennem årene, så er det ikke småting han har præsteret, og ikke så få af de store musikere, han har arbejdet sammen med, bl.a. Stevie Van Zandt, Aerosmith, Alice Cooper og Guns N’ Roses, der tilmed direkte har været inspireret af Monroe, og det er der iøvrigt rigtigt mange der har været igennem årene.
Han gæstede Danmark i 2022, hvor han spillede som support for Alice Cooper i K.B. Hallen, og han kom da også spurtende ind på scenen og var med på slut nummeret “School’s Out”.
Hans band Hanoi Rocks, er nok umiddelbart det af hans bands vi kender bedst her i Danmark, og det er intet mindre end vildt synd.
Det var desværre tydeligt i Pumpehuset, at der var flere svenskere iblandt publikum, end der var danskere, og jeg vil sige, at alle de der ikke oplevede Michael Monroe i Pumpehuset, de snød sig selv korporligt, for en vanvittig god musikalsk oplevelse.
Så er det sagt!
@fotograf Hanni Saabye
En sand Duracell kanin
Kl. 21 gik Michael Monroe på scenen. Gik og gik er måske så meget sagt. Manden er jo som en Duracell kanin eller som en reklame for ekstra stærke vitaminpiller. Han er her, der og alle vegne på en gang.
Fem minutter efter han med bandet var gået på scenen, haglede sveden da også ned af ham, og det kan jeg sandelig godt forstå. Han hev også igennem aftenen, en hel del vifter frem for lige, at få lidt velfortjent afkøling. De blev efterfølgende smidt ud til den af publikum der var hurtigst til at gribe dem.
Hele første sæt bestod bortset fra det første nummer, “Up Around the Bend” (Creedence Clearwater cover), udelukkende af Hanoi numre.
Det tunge rock nummer “I Can’t Get it”, hvor Michael fyrede den max af med sin lidt rå stemme.
Rock balladen “Don’t You Ever Leave Me”, hvor stemmen er mere blød og ikke så ru. Hvad end han lægger stemme til, så besidder han en formidabel stemmekontrol samt kapacitet.
@fotograf Hanni Saabye
En velkendt gæst
På scenen kom der pludselig en gæstemusiker, keyboard mesteren og Hammondmanden, Bob Fridzema, som den opmærksomme RockZeit læser har stiftet bekendtskab med i forbindelse med flere lejligheder.
Han spiller nemlig sammen med Søren Andersen for Glenn Hughes, og vi har tidligere lavet et interview med ham.
“Futurama” var der fuld smæk på. Shit en fed gang rock! Hold op hvor var der gang i den.
Manden er en sand rock ‘n roller, og han har gang i så mange ting på en og samme tid, at man helt mister pusten ved blot at kigge på ham. Et hav af regi som kasketter, vifter, lysstave o.lign blev konstant skiftet ud, og hans fysiske aktivitet på scenen bevirkede, at mic-standen konstant blev viklet ind i mikrofonledningen. Men Michael mestrede det hele samtidig med, at han sang røven ud af buksebagen. En sand mester ud i multitaskingens kunst.
@fotograf Hanni Saabye.
En farverig kunstner
Efter en mindre pause, kom bandet igen på scenen, og lagde ud med, i mine øren, et rigtigt glam rock nummer, “I Live Too Fast To Die Young”. Så var vi igang igen…..
Det hæsblæsende nummer “Young Drunks & and Old Alcoholics”, sammen med Monroe’s vanvittige energi, fik på det nærmeste publikum blæst bagover.
Jeg er ikke blot fascineret af Monroe’s musikalitet og enorme energi, men også af hans kontakt til publikum. Hans meget store øjne flakkede konstant, og søgte øjenkontakt med publikum. Fedt at se en artist så meget på publikum.
Tilbage til hans fysiske performance. Hvor ofte ser man en sanger stå på et ben på stortrommen?! jeg har aldrig set det før!
Han er en energisk, farverig kunstner. Kedelig kan ingen beskylde ham for at være. Selv hans sax ligner en jeg aldrig tidligere har set. Julerød med gyldne knapper er den, og ligner tilnærmelsesvis en, man har hængende på juletræet. Fest skal der være.
Bandet spillede aftenen igennem virkelig godt, og der var heldigvis ingen irriterende stortromme eller irriterende baslyde. Alt harmonerede.
@fotograf Hanni Saabye
Aftenen komplet
Andet sæt var om noget mere energisk end 1. sæt.
Og da ekstranummeret “Taxi Driver” blev leveret, råt for usødet, da var aftenen komplet. Michael Monroe viste os også, hvilken vanvittig dygtig saxofonist han er, og mundharmonikaspiller, ikke at forglemme.
Han og hans band fik virkelig publikum helt op under loftet.
Var der malurt i bægret, så var det desværre, at der oppe foran stod en del fra vores kære broderland. De havde fået en stor del over tørsten, og var i den grad generende for de gæster der stod i nærheden, og da der ingen pitt var, og publikum stod helt op mod scenen, var der ikke en eneste vagt der havde en chance for at se hvad der skete.
@fotograf Hanni Saabye
Alt i alt var det dog en forrygende aften, og jeg kan stærkt anbefale, at næste gang Michael Monroe med band gæster Danmark, at man da begiver sig ind at både se og opleve dem.
