Kellermensch i Det Kongelige

Fredag aften i Det Kongelige Teater, kunne man fornemme at der snart kom et band på scenen som kunne noget, for stemningen var helt vanvittig i den fulde sal. Trods de mondæne omgivelser, duftede der af fadøl og der var højrystede forventningsfulde stemmer overalt i salen. 

Sidste gang RockZeit anmeldte kældermenneskerne i Store Vega, var koncerten ikke mindre end fantastisk….og tro mig bandet kan endnu! Denne gang i det Kongelige, var det en siddende koncert, men som gradvist udviklede sig til en stående, da folk var helt oppe at ringe.

Growl

Det er ikke kun den gode Sebastian Wolff som leverer lead stemme. Ud af de hele 8 musikere på scenen, var der hele 3 som sang lead i løbet af aftenen. Især trædeorgelmanden Christian Sindermann var populær når han forlod tangenter og pedaler for at gå ud i fronten med sin intense growl. Folk sang endda med i samme stemmeknas på de fandenivoldske growlmelodier. Personligt synes jeg det er glædeligt at opleve growl blive brugt mere og mere i andre genrer end metal, som her i art rock. Det passer perfekt ind i musikken.

Omvandrende rockstemme

Sebastian Wolff havde måske øvet sig på at gå på stolerygge før koncerten, i hvert fald gik han ud hos publikum og stod over dem på en stoleryg midt i salen og sang.…så havde han vel en trådløs mikrofon?…Nej, en lang ledning fulgte med ham 10-12 meter ud i salen.

Sebastian Wolff er god som sanger dog ikke den allermest tekniske sanger, derimod er han en gudsbenådet performer, og jeg kan se for mig, at på selv hans dårligste dag, er han stadig en af dem som kan levere den bedste performance i dansk art rock, og nok også i skarp konkurrence med udenlandske art rock frontfigurer.

Brug af strygere

Kellermensch udnytter strygere på en fantastisk måde i musikken. Rock med kun guitar og bas, kan tit blive en kedelig omgang rent klangeligt, men udover keys og trædeorgel, har bandet gode klangmuligheder i sangene med de to strygeinstrumenter. John V. Laursen brugte kontrabassen på den rigtige måde…altså the metal way! Den blev ofte udsat for de ondeste strokes som gav en voldsom klang ekspressive mørke rytme riff, hvor violinen svævede let henover den tunge basbund. Det var en fornøjelse at høre på. 

Cover

Normalt er jeg ikke så begejstret for covernumre, men det var jeg fredag aften til Kellermensch. Her lukkede de i den grad op for rock sluserne med The Kinks sangen “I’m Not Like Everybody Else”. Det i forvejen vilde og intense nummer fra 1966, sunget af Dave Davies, passede afsindigt godt til Sebastians Wolff’s formåen, og det gjorde heller noget at resten af bandet spillede på den helt rigtige tredser måde.

Uventet scenografi

I sangen “Lost at Sea”, var vi ombord i mørket med en masse flotte tykke reb, som pludseligt kom til syne fra loftet. Vi svajede med på dækket, mens der blev sunget i salen. “Lost at Sea” har en fantastisk storytelling, hvor man fra første sekund lever sig ind i handlingen, med dets langsomme toneanslag og rytmer, dertil stemningsfuld clean vocal og growl.    

Senere i koncerten blev bagtæppet fjernet, og man kunne se kulisser og andet grej i baggrund. Den store backstage gav scenen en dimension man sjældent, eller aldrig, ser til en rockkoncert.

Hektisk afslutning

Der blev sluttet af med et true Keller-hit; “Mediocre Man” som altid får folk ekstra op at ringe. Det er et relativt normalt 12-takters blues nummer, men det lyder jo altid lidt anderledes  når disse gutter kører denne stil igennem deres udtryksfulde musikapparat.

Den specielle sans for dynamik giver musikken en særlig karakter som andre rockbands, blandet med den sceniske teatralskhed, som gør dem til et kultband uden sidestykke. Stort set alle numrene var enten gode eller rigtig gode, dertil var de udført med kunstnerisk sjæl og ånd. 

RockZeit siger tak for musikken, og vi ender på 4,5 stjerner til de ekspressive Esbjergensere.