Tak for de gode gamle nyheder, Lucer!

Jeg har i lang tid undret mig over hvorfor der ikke er flere der formår at udvinde inspiration fra Oasis mange hits og ikke mindst problembarnet Liams hovski snovski flabede stemme.

Mange bands har inkorporeret 90’ernes pseudobeskidte guitarlyd, men snarere som et kuriøst delelement i deres popæstetik uden at kunne gengive Oasis skødesløse attitude. Og nu hvor grunge retrobølgen virkelig har fået fat, savner jeg ofte en uforfalsket kærlighedserklæring til den mere rå, simple og uimponerede britrock. Men nu kom det så, oven i købet på dansk; Lucer revitaliserer med lige dele kærlighed og tongue-in-cheek den sound og det bid, som de sure briter selv mistede i 00’erne.

Lucer spilder virkelig ikke tiden, og dermed heller ikke lytterens. Ganske vist starter albummet med det mindst vellykkede nummer, “Midnight Sun”, som er et udmærket bud på en single, men som i mine øre ikke har samme legesyghed og originalitet, som de andre numre. Måske har de overgjort det? Til gengæld er numre som “Too Late” og “Go easy on me” knivskarpe i spyttet, og alt er pågående og virilt. “Something Original” er et skønt og skurkagtigt blandingsmisbrug af Stones og Oasis, smurt ind i helt nyt blod, som koger over af charme, selvtillid og lækre riff.  “Shooting Star” buldrer lidt tungt derudad’, men mister aldrig retningssansen. Så der er ret høj kvalitet her.

Frisk frækhed

Noget det der varmer mit rockhjerte er, at de har frækheden til at øse ud af britrock repertoiret, der – som man lige får genopfrisket – jo går tilbage i lige linje til The Beatles.
Lucer elsker den direkte vej, det gode vers, det gode refrain, og så elsker de kor og de elsker de forløsende trestemmige harmonier der går fra dur til mol i samme frasering. Det er noget man ikke har måtte gøre ifølge det metafysiske musikpoliti i flere årtier, men her får vi det smidt lige i skærmen. I en pressemeddelse siger Lucers trommeslager Jonathan Nørgaard, at de fokuserer “(…)på at have den gode sang, evnen og energien til at lave et solidt rockshow – det behøver ikke være så kompliceret, det er rock n roll..!!” .

Det synes jeg virkelig pladen lever op til. Et godt tegn på at et band er godt, er at de ikke spørger om lov om noget, ikke passer på eller gemmer sig bag aktuelle konventionelle floskler, det er for kedeligt: I stedet er de ikke kede af at genbruge tidligere tiders hitskabeloner og floskler som folket uden at vide det, atter er blevet klar til igen. Vel at mærke i nye konstruktioner. På den måde træder Lucer ud på isen, velvidende om at deres håndværk og talent giver dem vinger, når det ser mest utænkeligt, banalt og skrøbeligt ud.
At grave Gallagher brødrene op, tilføje lidt The Beatles plus change, lyder måske ikke originalt, men det her ultra skarpe format rammer altså lige ned i et vakuum. Der har manglet et band i mange år, som kunne sprede solskinshooklines indpakket i knas. Lucer har fundet noget af det frigørende, fanden-i-voldske, der efter min mening har manglet. Nej, det er ikke dødhamrende originalt, men det er rock heller ikke længere – men skide være med det, for refrainet er frit, var jeg lige ved at sige. Lucer stinker laaangt væk af sommerfestival, og selve skiven kan sættes på, når man skal køre cykel, bil, støvsuge, holde i hånd, holde fester, eller flere af de nævnte på samme tid. Tak for det.

Jer der læser dette, skal lade være med at tro at jeg er blevet bestukket, i skal bare købe skiven, det kommer i ikke til at fortryde. Basta.