Hardcore tumult på Hades: Suicidal Tendencies

Onsdag aften var dømt hardcore punk/metal på Hades på Copenhell, hvor alt hvad der kom fra scenen var trøstesløst nuanceløst. Der var nok mange som fik selvmordstanker, da amerikanske Suicidal Tendencies udviskede alt håb om fintfølende musikalske nuancer fra scenen den kommende time. Mikrofoner og instrumenter blev pint i et helvede af umusikalitet, og det ville ikke undre mig, hvis alt gearet på scenen skulle repareres efter gig’et. 

Skate and destroy

Man vidste ikke om man skulle grine eller græde da frontfigur Mike Muir, den voksne teenager, drengemanden med street shortsene, gik i selvsving i sin stater filosofi-tale der nær havde knækket hans stemme. Men man kunne i hvert fald fornemme, at dette var noget han havde ventet på hele dagen. Han hentede i hvert fald noget ekstra energi fra denne tale, for hans krop eksploderede i slapstick mosh på scenen til fare for sine medmusikere. 

Muir’s vokal var egentlig ikke særlig fed. Han havde energi, men den lå ikke i stemmen, kun i kroppen. Han valgte at køre drengerøvsshow, i stedet for at være forsanger. Muskelmanden Dean Pleasants var street at se på, men han var alt andet at høre på. Han var ikke nærværende i sit guitarspil. De meget primitive riff, små motiver og soloer han skal spille, falder helt til jorden hvis hjertet ikke er med…og det var det ikke.

Tøndetæsk

Ordet trommeslager kom til orde, når Xavier “X” Ware i hvert nummer gik til angreb mod det forsvarsløse trommesæt. Det rykkede meget godt, men det var overstyret og bindegalt trommespil. Den eneste som spillede nogenlunde normalt på sit instrument var bassist Tye Trujillo, som er søn af Metallica bassisten Robert Trujillo. Til gengæld passede hans, til dels, nuancerede spil ikke ind i skater-kakofonien. Det var som en slipsenål i en rustbunke.

Ballade i ass-mol

Helt tragikomisk kastede ST sig ud i dvælende akkordbrydninger fulgt af en langsom rytme. “Forsangeren” Muir kom ind med en sjælløs ufølsom stemme, for nu var det tid til en hardcore punk ballade…eller noget… . Men ADHD’en bankede på døren, og der gik ikke mange takter, før nummeret var i hardcore helvede igen.

Til sidst kom en masse Copenhell personel ind på scenen og rockede med til lydmursmusikken. En hel scene fuld af scenemedarbejdere. Det var ganske festligt, men gavnede ikke musikoplevelsen hos publikum.

…jo jo, det var fint nok at få en lidt outreret koncert med i cphell bucket list, men jeg må sige at jeg var henrykt da den var slut. 

Jeg ender på 2 stjerner til Suicidal Tendencies.