Stevie Wonder i Royal Arena

Søndag aften var der en for længst udsolgt koncert i Royal Arena. En stor skikkelse i den rytmiske musik havde sig selv og sin musiker-hær klar til sang, blæs og dans til den store guldmedalje. 

Dobbeltalbummet 

Det var Stevland Morris Judkins Hardaway…altså ham der Stevie Wonder, som kom forbi lille Danmark med sit store værk; den Grammy-vindende dobbelt LP Songs in the Key of Life fra 1976 som blev spillet i sin fulde længde, plus lidt ekstra til sidst. Dette 50 års jubilæum for den populære plade, krævede hele 30 musikere, som dårligt nok havde plads til at bevæge sig rundt på scenen i Royal Arena. Det lykkedes, og der var også plads til dans og spas fra skønne korsangerinder som var klædt på til fest. 

Hovedpersonen selv skuffede ikke. Han skulle godt nok varme lidt op i stemmen, da han ikke havde sååå meget kraft i de højere toner i de første 20 minutter. Men det var stadig så højt vokalt niveau, at man godt kunne fornemme hvorfor han er en af de største sangere.

De tre første numre var lidt stille, og gode til at få koncerten langsomt i gang. Det fjerde nummer “Contusion” er et uptempo instrumental fusions nummer i topklasse, som svingede usandsynligt godt. De to næste numre var ørehængerne “Sir Duke” og “I Wish” som begge er kæmpe hits…og 5 minutter efter dette rullede “Pastime Paradise” ud over scenen. Allerede her, ikke engang halvt igennem koncerten, var magtpræstationen komplet.   

Dissonerende doom motown  

Magtdemonstrationen fortsatte, da der 50 minutter inde i koncerten blev sat gang i en instrumental jam passage med kraftige messingblæse akkorder og guitar soloer henover. Det var så ekspressivt og slagkraftigt, at kunne få selv doom metal-fans helt op at ringe.  

Show

2. sæt var ikke så spændende som 1. sæt. Efter pausen startede det ud så ærkeamerikansk som det kunne, da den nu 76 år gamle Stevie snakkede om sin familie med tilhørende billeder af sine børn på storskærme. Derefter fulgte “Isn’t She Lovely” som mange kender. Jo jo, fint nok nummer, men det pegede frem mod lidt mere corny numre som eksempelvis det zulu/engelsk-sprogede nummer “Ngiculela – Es Una Historia – I Am Singing”. Dette afrikanske/latin/funky nummer kunne godt have fået lidt mere swing og intensitet, for det gik lidt op i dans på scenen, mere end det var spændende at høre på.

Wonder church

Nummeret “As” var ganske fantastisk udført, og det er ved Gud også en storslået kærlighedssang. Gospel-vibe og dans fik nummeret helt op at ringe, og det virkede næsten intimiderende at sidde i lille kulturkristne Danmark og blive løftet op i skyerne på denne måde, som gospelprædiken i en amerikansk kirke.     

Én over Janten

Med aftenens niveau og med Wonders forhistorie med de svimlende 25 Grammy Awards i kufferten, blev Janteloven fuldstændig udvisket i 2 timer 45 minutter som det gigantiske musikshow varede. Alle på scenen var så privilegerede, rige, stjerne-rige, selvsikre og lækre og se på, så det var helt skræmmende. Blandt andre var stjernen Greg Phillinganes med. Han havde æren af at spille duet med Wonder på keyboards og melodika. 

Wonder selv kunne absolut ikke fejle, lige meget om han sang eller spillede tangenter…og slet ikke når han spillede mundharmonika. Det var også tit her, at de store klapsalver væltede frem fra salen. 

Fabelagtig encore

Selvom niveaet generelt var højt i sangskrivningen, blev det endnu højere da det lange værk var slut. Wonder påstod at vi kunne vælge et nummer ud af tre, som kunne blive ekstranummeret…meeen han havde jo nok besluttet sig for at det skulle blive Talking Book-albummets store hit “Superstition”, som i min bog taler for ét af de bedste numre i musikhistorien. Det var også noget som kunne få folk i den 7. himmel inden de skulle hjem denne sidste aften i efterårsferien.

Vurdering

Koncerten var lidt låst af konceptet om det lange album, som skulle spilles uden undtagelser. Det blev også til 2 timer og 45 minutter inkl. pausen på 15 minutter. Det var meget at kapere synes jeg nok. Dertil er anden halvdel af værket ikke så godt som den første. Der er gode numre, bevares, men det blev en smule kedeligt i forhold til sæt 1.

Selvom vi små danskere blev udsat for jakkesæt, kjoler og storsmilende musikere fra over there, må jeg overgive mig og se igennem den energiske entertainment som amerikanerne jo elsker. Hele holdet blev præsenteret, mens en lang version af “Another Star” udspillede sig på scenen. Det var som et helt Oscar-show. Der var jo også 30 navne, der skulle fyres af. Det var en fest som orkestret havde ventet på, kunne man se. 

Alle musikalske udtryk var repræsenteret, og det må man sige at det hele handler om. RockZeit går meget op i at man skal stille op med ordentlige sange hvis man vil spille en koncert. Sangskrivningsniveauet er så skyhøjt hos Stevie Wonder, at et par kedelige numre og det lidt corny og flashy show godt kan tilgives.

Jeg ender på 4,5 stjerner til den blinde musiklegende og  hans 30 musikanter.