Placebo var den ægte vare i K.B. Hallen

Lørdag aften i K.B. Hallen kunne man opleve den britiske duo Placebo, bestående af Brian Molko og Stefan Olsdal, som sammen med deres gode tourmusikere spillede for et oplagt publikum. Der var stroboskopisk video kunst for alle pengene, som kørte synkront med den sprælske alternative rock.

30 år på scenen

Publikum blev udsat for en rejse frem og tilbage i Placebos karriere på et fronttæppe, hvor de indtil videre 30 års aktive år, fulgt af billeder og videoer blev skudt af i højt tempo på det hvide tæppe. Her var der blandt andet optagelser, hvor de havde David Bowie med på scenen, hvilket selvfølgelig udløste ekstra glæde og rumstering i salen. Der gik et pænt stykke tid før tæppet faldt, hvor vi med det samme, fra de to medlemmer og deres tourmusikere. oplevede skarp intens lyd fra scenen, 

Inden det hele gik i gang, havde vi set på skærme at der var et tema for koncerten; “Better without your phone”, og der kørte en stemme som anmodede om at fok ikke filmede og tog billeder, så folk bagved skulle opleve koncerten gennem en lille skærm. Det lykkedes også ret godt, for oppe fra balkonen kunne jeg se hvor få der filmede, og at nogle af dem fik en lyskegle fra en lommelygte i ansigtet fra vagterne, hvis de blev opdaget. 

Tourmusikerne i baggrunden havde totalt styr på hvad de lavede, og det var superfede rytmer og der blev spillet, og i en god instrumentation. Allerede i de første 3 numre “Pure Morning”, “Come Home” og  “You Don’t Care About Us”, viste bandet hvad de havde i klangposen, blandt andet Angela Chan som gav os æstetiske lyde fra keyboardet, for ikke at tale om hendes indsatser med elektrisk violin. Trommeslageren Matt Lunn lavede rytmer som lød inspireret af Larry Mullen Jr. fra U2, bare i højere tempi. Det var fantastisk. 

Nærvær

Fra scenen blev der talt meget om det nærvær vi skulle føle alle sammen, og det lykkedes da også til dels. Mens musikken kørte var der måske ikke så meget kontakt til publikum, men mellem numrene kunne Brian Molko godt nok få folk til at råbe ekstremt højt for at få et nyt nummer….det var sjovt nok. 

Kort, men godt

Koncerten var stramt sat og trak ikke i langdrag, med den 1 time og 45 minutters længde inkl. video showet i starten. Også Placebo’s numre er ret korte og effektive. Duoen er bevidste om hvordan man holder en nerve i musikken, og hvornår man skal afslutte et nummer så det ikke bliver kedeligt. Et trick de helt sikkert har fra punkmusikken. Dog bliver de simple formstrukturer meget ens, og her kan man måske godt klantre dem for, at det blev lidt ensformigt…og jo jo, Brian Molko synger skam ok, men jeg var ikke decideret imponeret. Hans stemme er også lidt irriterende skarp med en monoton klang, så jeg kunne godt blive lidt træt af den.  

Cover-encore

Selvom encore afdelingen mest var covernumre, gik det rent ind hos publikum, som genkendte numrene med det samme de blev slået an. En fortolkning af  “I Feel You” fra Depeche Mode’s album Songs of Faith and Devotion (1993) fik en kærlig og rocket behandling, som et godt højdepunkt henimod slutningen af koncerten. Allersidste nummer var Kate Bush’s “Running “Up That Hill (A Deal With God)”.

Hele vejen i gennem koncerten var der noget godt, både at høre og se på. Der var højt tempo, og et samsurium af lyd, lys og performance gav udtryk for stor professionalisme. Man havde fra start en fornemmelse af, at intet kunne fejle i løbet af koncerten. Det gjorde det heller ikke. Der var god nerve hele vejen til den allersidste lyd, som var en langstrækt kakofonisk elektronisk kaos-lyd med masser af forvrængede synthlyde, som gav os en “feel bad ending” på koncerten…på den fede måde.  

Jeg ender på 4 ægte stjerner til Placebo.