Anthony Gomes leverede lækker rå og svedig blues/rock i Karosserifabrikken

Det er ikke mere end et års tid siden, at jeg første gang hørte Anthony Gomes’ musik. Jeg tænkte, hvem er det?! Det var rå soul/blues/rock. Det var svedigt, det var dampende, og super lækkert.

Hvem er den mand der laver den musik?!

Jeg begyndte at undersøge lidt om Anthony Gomes, og måtte erkende, at det var en fejl i min musikalske opdragelse, at jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med hans musik.

Manden har nu nået de ca. 15 studiealbum. Så vi har at gøre med en yderst produktiv herre. Sanger, guitarist og sangskriver.

Han er oprindeligt fra Canada, men er bosat i USA. Han debuterede i 1998 med albumet In Technicolor.

Havde han modtaget priser?… Ja, bl.a. “Best unsigned blues band” og “Artist of the year”. Godt så, men havde han så spillet i Danmark?!

Det havde han sørme også, på Fredericia Bluesfestival i 2025. Så måtte det da så sandelig være på tide, at han kom til Danmark endnu en gang, for det var da for fedt!

Undertegnede begyndte at sende ud til div. venues, at de måske lige skulle lytte til denne fantastiske sanger og musiker, og få ham til Danmark.

Manden blev ligeledes spammet med “krav” om en koncert i Danmark.

Et hit begået af Karosserifabrikken

Og så.lige pludselig kom der et opslag fra Karosserifabrikken. Anthony Gomes ville komme og spille og synge sin fede og guddommeligt rå musik d.23 oktober! Sådan! Føj, hvor jeg glædede mig!

Interessen var tilmed så stor, at Anthony måtte bookes til en ekstra koncert d. 22. oktober. Desværre havde jeg grundet anden koncert aktivitet ikke mulighed for også at være der til ekstra koncerten. Det ville jeg ellers have elsket.

Men den først annoncerede var da en start og langt bedre end ingenting.

Da jeg ankom, tullede Anthony rundt i lokalet. Egentlig havde vi været i forhandlinger om et interview inden koncerten, men det ville ikke rigtig gå op i den højere enhed der var nødvendig, så vi fik lige en snak om, hvornår og hvordan vi skulle gribe det an, når det på et tidspunkt kunne blive aktuelt.

Anthony Gomes er et yderst sympatisk menneske, og virker meget jordnær og ydmyg. Dejlige kvaliteter at besidde!

Charmerende og kommunikerende

Det viste sig også tydeligt da han og hans to fantastiske musikere gik på scenen. Anthony var på publikum hele vejen. Han er vildt charmerende og kommunikerende med en super skøn humor. Det kan vi lide!

Der var virkelig ikke et øje tørt da musikken gik i gang, og jeg synes nu, at ét er albums, hvor jeg efterhånden har anskaffet mig en del af Gomes’ musik. Så er specielt denne genre allerbedst når den kommet til live på en scene. Den var lige præcis så svedig, at vandet næsten drev af væggene.

Hans stemme er hæs, præcis som den skal være når den skal gøre sig bedst i genren. Men hvad der forbavsede mig meget var, den store spændvidde hans stemme har. Umiddelbart vil jeg tro, at den spænder over 3-4 oktaver. Det var sGu lækkert, og giver en ekstra dimension til musikken når den spænder så vidt.

Han vred og bendede strengene så det var en fryd, og der var en fantastisk og kompetent deltagelse af trommeslager Chris Whited og bassist Jacob Mreen. Chris lagde den perfekte bund til denne rå sound uden på noget tidspunkt at dominere, og Jacob, nok den mest spacy bassist jeg har oplevet, men det der kom ud af strengene var specielt ikke spacy, det var på alle måder lækkert og meget dygtigt udført.

Gomes og pigen fra Kronborg

Da de nu havde opholdt sig i Helsingør i små to dage, havde de haft tid til at besøge Kronborg og Gomes fortalte bl.a. om oplevelsen, at han havde mødt en smuk pige. Hun havde stramme jeans på, lyst hår og en pink bandana. Hun var fra Sverige. Hun var hans prinsesse fra Kronborg…… Og pludselig åbnede historien, for det var bare en sjov historie, op for nummeret “White Trash Princess” fra albummet Peace, Love & Loud Guitars.

Et fedt, råt og svingende nummer med en rigtig god energi. Han kan virkelig skrive musik ham Gomes.

Og publikum var med dem hele vejen.

Der er bare lige det med os Skandinaver, måske nok mest danskerene, men selvom der var mange svenskere tilstede i salen, så var stemningen liiiiidt “underhold os” agtig. Vi er bare ikke altid gode til bare at lade os rive med og slippe tøjlerne. Det var der en snert af denne aften, og det var virkelig synd for det fede band. Gomes kæmpede en kamp med at få noget fed respons fra salen, og guderne skal vide, at alle elskede alt ved denne oplevelse, men Gomes var altså lidt på overarbejde.

Flabet og svedigt

“Netflix & Chill” fra albummet Praise the Loud. Et flabet og svedigt nummer. Sikkert og charmerende leveret. Det er godt nok svært at holde fødderne i ro med sådan et nummer.

Gomes har helt styr på sine strenge, og med cowboyhatten og de røde læderbukser, er scenen sat.

Mod slutningen af nummeret leveredes der fræk guitarsolo der brød det gennemgående riff der ligger i nummeret. Ganske smukt.

Vi fik en fabelagtig bass solo leveret spot on fra Jacob Mreen’s hånd. Sikkert håndværk og musikalitet leveret af denne forholdsvis ungt udseende bassist der har stået side om side med Gomes i de seneste 7 år.

Steady og tight

“The Whiskey Made Me Do it”, endnu et nummer fra albummet “Peace, Love & Loud Guitars” …. Yes baby! Here we go! Rullende tung Rock/blues når den er allerbedst, det er i den grad et nummer med kant og nerve. Gomes’ lækre rå stemme kommer helt til sin ret i dette nummer, og hans guitarlyd er skarp, rå og svingende. Et vildt lækkert nummer der dog godt kunne være lidt længere.

Chris Whited fik lov at shine med en solo, og det gjorde han rigtig godt. Jeg elsker trommer, det har aldrig været nogen hemmelighed, men jeg elsker også når de bliver behersket på en måde hvor det ikke stikker helt af, hvor lydniveauet bliver er på en måde hvor man lægger mærke til kvaliteten og musikaliteten, og ikke hvor hurtigt og hvor meget larm de kan lave. Og det evnede Whited, steady og tight, og tilmed med et stort smil på læberne.

Som jeg skriver, så skriver Gomes selv musikken, men han synes åbenbart at vi til sidst skulle have et nummer fra Led Zeppelin’s hånd. “Whole Lotta Love” blev spillet med en rigtig god feeling. Lep er Lep, det må man bare erkende, men det betyder ikke, at andre musikere ikke kan udføre Zep numre virkelig godt. Og sådan var det i dette tilfælde. Gomes’ stemme bevægede sig hjemmevant igennem nummeret og den passede rigtig godt til netop dette nummer…..og så sang publikum sørme med!

Hilste på

Efter koncerten kom Gomes ned til hans stand hvor der solgtes t-shirts, albums, stickers og lignende. Han gav sig mere end almindelig god tid til, at tale med folk. Tage selfies og skrive autografer.

Det er dejligt når en musiker giver sig tid til lige at hilse på folk og tage en snak. Det er en meget sympatisk gesture, og Gomes virker til at være et mere end almindeligt sympatisk menneske…..udover at være en eminent sanger, guitarist og sangskriver

Der er al mulig grund til at sige et stort tak for dette besøg, det var en stor fornøjelse, og bare glæde sig vildt til hans næste danmarks besøg!