Det niende Copenhell Metal Cruise løb af stablen om bord på det skib der nu hedder Nordic Crown (Oslobåden).
Det blev igen en sejltur spækket med masser af musik og underholdning.
Stemningen om bord
Endnu en gang var Copenhell Metal Cruise udsolgt, og stort set samtlige kahytter var booket.
Men hvis der er noget, Copenhell Metal Cruise efterhånden er blevet synonymt med, er det den fantastiske stemning blandt det danske metalpublikum. Årets udgave var ingen undtagelse. Der var masser af godt humør, fællesskab og ægte metalstemning blandt de mange gæster om bord.
Også personalet fra DFDS fortjener endnu en gang stor ros. Det var ganske enkelt en fornøjelse at interagere med medarbejderne, der endnu en gang leverede et imponerende højt serviceniveau. Smilende, imødekommende og altid klar til at hjælpe – præcis som man efterhånden er blevet vant til på denne tur.
Fredag
Skullclub
Dette anmeldte vi ikke.
Split – Amager Hardcore med knubs undervejs
Split promoverer sig selv under betegnelsen Amager Hardcore. Det er unge mennesker, vi har med at gøre, så de synes sikkert selv, at det lyder både råt og sejt. Men er man lidt ældre og kender betydningen af begrebet »Amagerpige«, ved man også, at det næppe er nogen blåstempling af ægteskabsegnetheden!
Men hardcore skal naturligvis også være råt, uforfalsket og uden de store hensyn til omgivelserne. Så måske giver betegnelsen alligevel meget god mening.
Bandet blev dannet i august 2024 af frontmand Benjamin og de øvrige medlemmer Aske, Linus, Anders og Viktor. Siden dannelsen har Split spillet koncerter rundt omkring i landet og gradvist opbygget et ry for deres intense og energifyldte liveoptrædener.
I marts 2025 udgav bandet debut-EP’en 2300 – en musikalsk hyldest til deres hjemstavn.
Koncerten fik dog en noget kaotisk start, da Split blev ramt af massive lydproblemer, som endte med at afbryde den første sang.
Da teknikken omsider kom under kontrol, kom der til gengæld gang i løjerne. Bandet lagde fra land med masser af energi, og især frontmand Benjamin formåede at sætte sit tydelige præg på optrædenen.
Desværre smittede energien også af på publikum på en mindre heldig måde. I den forreste del af salen udviklede det sig til en temmelig voldsom omgang med slag, skub og spark mellem koncertgæsterne. Blandt de berørte var både vores egen fotograf og en kameramand fra et andet medie, som begge måtte trække sig fra koncerten efter relativt kort tid.
Det var mildest talt en trist udvikling og en særdeles uheldig oplevelse – ikke mindst set i lyset af det ellers gode ry, som metalpublikummet generelt har for at passe på hinanden. Der er trods alt forskel på en energisk moshpit og en situation, hvor folk føler sig nødsaget til at forlade koncerten for at undgå skader.
Rent musikalsk leverede Split en energisk og hårdtslående omgang hardcore, men det var samtidig svært at få øje på noget decideret nyskabende. Efterhånden som koncerten skred frem, blev udtrykket også noget ensformigt, og min interesse dalede tilsvarende.
Alt i alt en koncert med masser af energi, men også betydelige mangler – både lydmæssigt, musikalsk og i oplevelsen foran scenen.
Karakter: 2,5 ud af 5 stjerner.
Brat
Dette anmeldte vi ikke, da de spillede samtidig med, at der skulle spises aftensmad.
Khemmis – tung doom uden de store udsving
Amerikanske Khemmis debuterede i 2015 med albummet Absolution, der året efter blev fulgt op af Hunted.
Bandet spiller doom metal med en kombination af dobbeltvokal, hvor Ben Hutcherson bidrager med sin hårde growl, mens Phil Pendergast står for den mere melodiske vokal. Musikken er desuden krydret med en god portion klassisk heavy metal.
Spændende blev det dog aldrig for alvor. Lydmuren var ganske vist tung og massivt doominspireret, men heldigvis uden den traditionelle sneglefart, som ofte forbindes med genrens mere rendyrkede udtryk.
Det var imidlertid ikke nok til at holde interessen fanget. Khemmis syntes at køre i tomgang gennem stort set hele sættet, uden at publikum på noget tidspunkt for alvor lod sig rive med.
Det stod i skærende kontrast til SPLIT, hvor publikum – trods hardcore-genrens til tider begrænsede musikalske variation – var med fra første nummer. Hos Khemmis var det til gengæld svært at få øje på den samme umiddelbare begejstring eller energi mellem band og publikum.
Jeg havde desuden svært ved at se den store idé med at have to vokalister, når kontrasten mellem deres vokale udtryk ikke for alvor tilførte musikken noget ekstra. Den rene vokal var ganske anonym og uden den store melodiske gennemslagskraft, mens growlvokalen til tider lød, som om den var blevet hentet direkte fra et tilfældigt black metal-band, der havde forvildet sig ind på den forkerte scene.
Alt i alt blev det en tung, men temmelig monoton affære, hvor hverken musikken eller samspillet med publikum formåede at løfte oplevelsen.
Karakter: 2,5 ud af 5 stjerner.
Xo Armor – techno, metalcore og total forvirring
Tyske Xo Armor spiller en musikalsk cocktail bestående af metalcore, trap, techno og pop. Man kan næsten få indtrykket af, at bandet meget gerne vil være lige så succesfulde som deres landsmænd i Electric Callboy.
Det giver naturligvis god mening, at andre bands forsøger at finde den samme succesopskrift inden for denne efterhånden veletablerede nichegenre i metalverdenen. Men hvis ingredienserne ikke hænger ordentligt sammen, risikerer resultatet at fremstå mere komisk end seriøst. Og det var desværre netop tilfældet med Xo Armor.
Bandet leverede en mildest talt uskøn sammenblanding af metalcore, trap, techno og pop – en musikalsk cocktail, der efter min mening ikke hører hjemme på et Copenhell Metal Cruise.
Bedst illustreret blev det, da forsangeren forsøgte at få publikum til at danne en såkaldt »Copenhagen Wall of Death« ude på åbent hav.
Det var mildest talt en absurd opfordring, og ikke overraskende var der absolut ingen, der reagerede på invitationen til en wall of death til tonerne af technopop.
Senere forsøgte forsangeren sig med at sætte gang i en circle pit. Det lykkedes faktisk i omkring 30 sekunder, men det var nok mere et udtryk for publikums promille end for en overvældende begejstring for musikken.
Som om det ikke var nok, tabte bandet efterfølgende fuldstændig sutten. Forsangeren begyndte pludselig at spørge publikum, om de elskede nogen, for han havde i hvert fald selv nogle mennesker i sit liv, han holdt af. Det blev efterfulgt af, hvad der tilsyneladende skulle være et kærlighedsnummer med et solidt skud techno.
Her måtte jeg ganske enkelt smide håndklædet i ringen.
Det var første gang, Xo Armor optrådte i Copenhell-regi, og forhåbentlig også den sidste. For mig var det en musikalsk fejlkalkulation fra start til slut.
Karakter: 1 ud af 5 stjerner.
Lørdag
LUNA KILLS – et frisk pust på Metal Cruise
Finske Luna Kills var et frisk pust på årets Copenhell Metal Cruise.
Efterhånden tegner der sig et tydeligt billede af, hvad der hitter på metalscenen: Bands med kvindelige forsangere, der enten synger rent, growler eller mestrer begge dele. Det skader bestemt heller ikke promoveringen, hvis forsangeren samtidig tager sig godt ud. Sådan har det nu engang altid været i showbusiness – så længe kunstneren også kan levere varen.
Og det kan Lotta Ruutiainen. Hun står for både de kraftfulde vokaler og de tunge growls i Luna Kills, og hun gør det ganske overbevisende. På scenen er hun samtidig en stærk frontfigur, der forstår at interagere med publikum og få folk revet med af bandets energiske udtryk.
Det er ingen hemmelighed, at Luna Kills trækker tråde til det tidligere så populære Evanescence. Bandet forsøger at skabe en melodisk rød tråd gennem deres lydunivers, hvor de fængende elementer møder tung metal og growlvokal.
Det fungerede fortrinligt live. Til gengæld var det umiddelbart svært at skelne de enkelte numre fra hinanden – en oplevelse, der dog også kan skyldes, at musikken var ukendt på forhånd.
Hele bandet fortjener ros for en stærk samlet indsats, og Luna Kills var uden tvivl en af de bedste oplevelser på årets Copenhell Metal Cruise.
Karakter: 4 ud af 5 stjerner.
Mnemic – kom, så og sejrede
Mnemic er efterhånden et velkendt navn på den danske metalscene, og bandet var i år booket til at spille både fredag og lørdag på Copenhell Metal Cruise.
Denne anmeldelse tager udgangspunkt i lørdagens koncert.
Fredagens optræden skulle angiveligt have udviklet sig til noget af en fest, men lørdag kl. 17.30 var stemningen en noget anden.
En stor del af publikum havde tilsyneladende stadig eftervirkningerne fra fredagens udskejelser at slås med, og tømmermændene skulle lige overvindes, inden festen for alvor kunne genoptages. Dertil kom, at spilletidspunktet næppe heller var det mest optimale, hvis man forventede en fest på samme niveau som aftenen forinden.
Mnemic leverede som sædvanligt varen og viste endnu en gang, hvorfor bandet har en solid position på den danske metalscene. Alligevel lykkedes det ikke helt at få publikum op på det samme energiniveau, som fredagens koncert angiveligt havde budt på.
Det ændrer dog ikke ved, at Mnemic leverede en solid indsats og endnu en gang beviste deres værd som liveband.
Kort fortalt: Mnemic kom, så og sejrede på årets Copenhell Metal Cruise – også selvom publikum denne lørdag lige skulle have tømmermændene rystet af sig.
Karakter: 3,5 ud af 5 stjerner.
Deathchant – fremragende riffs, elendige vokaler
Deathchant er et fuzzrockband fra Los Angeles, der blander psykedelisk doom, stonerrock og klassisk heavy metal i en tyk, støvet og solsveden lydmur.
Rent musikalsk var dette uden tvivl den bedste oplevelse på årets Copenhell Metal Cruise.
Bandets rå udtryk og tydelige nik til 70’ernes okkultisme blev leveret med et væld af fede riffs og smækre guitarsoloer. Musikken var ganske enkelt en fornøjelse at lytte til.
Desværre trak det gevaldigt ned i helhedsindtrykket, da de to guitarister, Thomas J. ”TJ” Lemieux og Doug Stuckey, begyndte at åbne munden for at synge.
For lige så dygtige de var til at betjene deres instrumenter, lige så elendige var de bag mikrofonen. Vokalen fra Thomas J. ”TJ” Lemieux var nærmest en tro kopi af Lemmy Kilmister – hvilket Motorhead-fans måske vil sætte pris på, men som her mest af alt lød som en lettere overflødig kopi af originalen.
Doug Stuckey burde til gengæld helt lade være med at synge. Det ville klæde bandet at udvide besætningen med en kompetent forsanger, der kunne matche de musikalske evner og løfte Deathchant til et helt andet niveau.
Men trods de vokalmæssige kvaler sejrede musikken i sidste ende.
Karakter: 4 ud af 5 stjerner.
SYRACUSÆ – for mange musikalske retninger
Syracusæ er en kvartet fra Bogotá i Colombia, hvis musikalske univers bevæger sig mellem djent, metalcore, progressiv metal og post-metal.
Udfordringen er, at musikken stikker i så mange forskellige retninger, at det bliver svært at finde en egentlig rød tråd. Det er formentlig helt bevidst fra bandets side, men det gør desværre ikke noget godt for helhedsindtrykket.
Det blev egentlig meget godt illustreret af introen til koncerten, der bestod af Celine Dions My Heart Will Go On. Om det var en gimmick med tanke på, at bandet spillede på Copenhell Metal Cruise, skal jeg ikke kunne sige – men mon ikke det var tilfældet.
Koncerten blev aldrig nogen større succes. Salen var kun omkring halvt fyldt undervejs, selvom bandet gjorde sit bedste for at få publikum med. Blandt andet kastede forsanger Tomas Perez sig ud i crowdsurfing i et forsøg på at sætte lidt ekstra gang i festen.
Den musikalske del var desværre heller ikke specielt overbevisende eller fængende. Det er ærgerligt, for der er bestemt potentiale at spore.
Jeg er overbevist om, at Syracusæ ville stå stærkere, hvis de fokuserede mere målrettet på metalcore-elementerne.
Både bandet og ikke mindst forsanger Tomas Perez har evnerne til at løfte musikken til et højere niveau.
Perez besidder eksempelvis både en udmærket ren vokal og et solidt growl, som giver bandet flere musikalske muligheder.
Som koncerten stod tilbage, blev det dog for rodet og ufokuseret til for alvor at overbevise.
Karakter: 2,5 ud af 5 stjerner.






