Fleshgod Apocalypse virtuose kongealbum

Albummet ”King” er det italienske symfonimetalband Fleshgod Apocalypse’s fjerde hele album og endnu et af en lang række konceptalbum fra diverse genremetal bands gennem tiderne. FA’s vinkel er den historiske, semi-realistiske og allegoriske. Albummet handler om intrigerne på et opdigtet europæiske historisk hof. 

Numrene beskriver de vigtige personer på kongens hof, lige fra kongen selv, dronningen, prinsen, biskopper, ministre osv. Der er med persongalleriet tale om en metafor for alle de synder/karakterer og de former for frygt der kan lede os i fordærv. Som den eneste er kongen god og nobel og repræsenterer det gode i os alle.
Hver person/menneskelig karakter har en sang. Man kan skele lidt til Judas Priests ”Nostradamus” (2008) for at få et indtryk af den forvitrede europæiske historie og den gennemgående dystre og mørke kliché-romantiske middelalder-atmosfære.

Opera-farvelademetal

FA har løbende udviklet deres svulstige stil og mestrer denne gang til fulde det storladne Wagner’ske schwung. De har fået hjælp af den flittige metalproducer Jens Bogren til at male et pompøst dommedagsmaleri med orkestralsk farvelade, hældt udover en standard metalbandkonstellation, hvor buldrende dødstrommer, metaltråd og såvel mægtig og brutal metal-alfa-han vokal, lys og ren klang samt disideret oldschool growl sørger for numrenes grundsubstans. Og som en genistreg har de siden 2011 allieret sig med operasangerinden Veronica Bordacchini, der understreger dels FA’s pompøse volumen og ambitioner, og dels personificerer hun også det skyhøje musikalske niveau som vi befinder os på her.
Orkesterarrangementer og elegant og virtuost klaverspil varetages primært af Francesco Ferrini. Han har således sat et kolossalt fingeraftryk på “King”.

Too many notes?

Deres brug af spinette, symfoniske hæsblæsende filmmusikorkestrering, kæmpe lydlandskaber og stryger i alle musikalske verdenshjørner indikerer på faretruende vis, at der kunne være tale om udelukkende svulstige banale og patetiske følelsesporno sange, lige til at gå til og æde løs af indtil posen er tom.
Men der er tænkt over alt. Alt er velsmurt og alle numre formidler en brutal, gyselig  og medrivende historie, som man næsten tror, man har set på film en gang som dreng. I bredformat sniger det introducerende nummer “Healing Through War” sig langsom op I lydstyrke og flår lydbilledet op med modbydeligt fascistoidt udtryk. Der er næsten tale om en middelalderversion af introet til Terminator 1 & 2. Så er fortællingen i gang og bryder endeligt ud med nummer to “In Aeternum” med pomp og pragt, dobbelttrommer, stryger, operakor, hæs vokal – og growl.

Det italianske paradoks

Den italienske historie har som bekendt mange beretninger om ære, korruption, mafiosi og fascisme. Men der er også en unik og elegant kunst- og kulturæstetik som gennemsyder alt hvad italienerne står for, hvadenten det drejer sig om lasagne, espresso, opera eller arkitektur. Dette nationale adfærdsparadoks er en perfekt driving force, når der skal rammesættes. Dét forstår FA i den grad at udnytte.

Med det historiske vingesus i tankerne løber der kuldegysninger ned af ens ryg. Med Wagnerske schwung og Ferrari elegance formår FA at beholde spændingen mellem det brutale og det elegante. Tempoet og intensiteten fortsætter albummet igennem, dog afbrudt af  blandt andet det velvalgte intime og urovækkende melankolske numre “Paramour (Die Leidenschaft Bringt Leiden)”, hvor Veronica Bordacchini viser sin klasse.

Der er med den kvindelige tyske vokal noget sælsomt urovækkende og samtidig dragende og man fornemmer en stemme fra en svunden mørk tid, man slet ikke har lyst til at befinde sig i. En svunden tid med krig, ondskab og fjendskab. Herefter  skal vi have ”And The Vulture Beholds”, hvor bassisten Paulo Rossi imponerer med et vanvittigt højt register, solidt og behersket, jeg er sgu ret imponeret her. Der er også plads til en Brian May agtig solo og man forbløffes stadigt over, hvor mange forskellige bands han ubevidst har fået sat fingeraftryk på. ”Gravity” er endnu et umådeligt voldsomt udstyrsstykke af et valkyriemetal nummer, som fastholder interessen alle 5:12 minutter.

Ondt med ondt på

Hele albummet igennem sidder man og tænker at det her ikke kun er pseudo-ondt, der er et stærkt udtryk, som trods den pæne produktion forfølger lytteren. Man fornemmer virkelig den mørke europæiske historie og lige som denne er umådeligt farverig og varieret i sit udtryk formår Fleshgod at blande patos, aggression, kærlighed og had med intimitet og spiritualitet midt i al metallen. Man skal i den grad gå all in som band og som lytter skal man ligeledes være klar til at gå ombord uden tøven for at få den fulde oplevelse. Det ER nichemusik hvilket giver plads til at be all you can be, hvilket er befriende at lytte på.

Min favorit er “Syphilis”, som en tung fodslæbende og brutal naturkraft, ja som en epidemi der  varer 7:22 minutter med alle de stemningsladede formled, brutal dommedagstorden fra rytmegruppen, til sælsom gennemgående klokkespilsagtig motiv, forskellige instrumentationer og vokale pragtpræstationer fra growl til opera, samt harmoniske progressioner der til tider minder om Mozarts “Requiem”. Det er virkelig dramatisk og udgør kulminationen på verdens ondeste rockopera, hvor man drages ind i et uhyggeligt europæisk paeudohistoriske univers.

De får virkelig smeltet alle de nævnte ingredienser sammen som et hele – fuld balance midt i al deres pomp og pragt.
Jeg fatter dog ikke hvorfor det de har valgt at slutte af med nummeret “King” der minder ret meget om Dream Theaters “Space Dye Vest”, bare kedeligere.

Grundlæggende er “King” dog indiskutabelt en hæsblæsende Tour de force i pompøs dommedagsmetal og FA er dygtige til at blande “Nibelungens Ring”, Mozarts “requiem” og Symphony X sammen til et intenst og nådesløs metal konceptalbum.