Overkill: The Grinding Wheel

Overkill er atter tilbage med et album ”The Grinding Wheel”, faktisk deres 18. album, og denne gang med en ordentlig spand kul. Hver eneste beat og riff er mega intenst og tight, og man kan godt høre, at det er folk der har været i branchen i mange år. Det hårdtslående album rammer gaderne den fredag den 10. februar.

Ja, hvor mange år er det efterhånden blevet til? Overkill blev dannet helt tilbage 1980, og har været in the thrash spot light lige siden de lavede deres debut ”Feel The Fire ” i 1985. De har aldrig været ét af de helt store bands, men mere et ”stort undergrundsmetalband”. Man må sige at de på dette album har styr på deres shit i forhold til den genre som de har sat sig på, og man kan også generelt altid regne med at der er en del fede ting når man sætter et Overkill-album på.

…lad hjulet rulle…

Første nummer på “The Grinding Wheel“ er “Mean Green Killing Machine“ , og det er virkeligt noget der kører i højt gear, og det er en fed upstart på et album. Først hører man et trommemotiv som både er komplekst og cathcy. Der kommer hurtigt guitar og bas på, og det begynder at tordne derud af. Allerede hér tror man på musikken, for det svinger helt sindssygt. I både vers, omkvæd og C-stykke, leverer Bobby “Blitz“ Ellsworth fede vokalmelodier, og dertil et ret specielt og catchy backing kor (også sunget af Blitz). Det er et temmeligt langt nummer i forhold til placeringen, hele 7:30 minutter, og det taber ikke pulsen på noget tidspunkt. Fedt fedt!

Et godt hit potentiale i thrash-genren, er det tredje nummer ”Our Finest Hour”. Med Blitz´ helt overgearede vokal i dette nummer, lyder det som Accept på speed, og det er også mega iørefaldende på den mest øldrikkende heavy metal måde. Man kan næsten ikke forestille sig, at dette nummer kan blive mere intenst, og det slutter abrupt på en rigtig fed måde, og man når knap at få vejret inden det næste nummer starter.

Metalgøglere

Vi skal selvfølgelig også have lidt gøgl på titelkontoen, og det får vi med syvende nummer “Come Heavy“. Der er et fint røvballe heavy nummer som svinger fint. Det er ikke det bedste nummer man har hørt, men der er alligevel kvaliteter i. På albummet er der generelt megen inspiration fra andre metal bands, f.eks. i ottende nummer “Red White And Blue“. Det lyder næsten som et Metal Church nummer der er blevet peppet op til thrash niveau.

Det næstsidste nummer hedder mærkeligt nok “The Wheel“…og derefter kommer så titelnummeret “The Grinding Wheel“….hmm….ikke så fantasifuldt. Her synger Blitz lidt anderledes, og på en rocket måde. Det er sgu frækt nok lavet, for i de første 4 minutter af nummeret, er der faktisk mere rock end metal i musikken. Det er fedt at Overkill ikke slutter af med et nummer der er endnu hurtigere end de andre numre, men derimod går ned i tempo. Der kommer dog lidt uptempo-thrash efter 4 minutter, men det går da hurtigt ned i tempo igen, og det bliver lidt doom med kor og klokker, og det ebber ud med en synth-cello-melodi. Hæ, ja det er ganske underholdende, og fin nok slutning på dette album.

Kliché-zonen

Overkill har aldrig været avancerede i deres kompositioner, men har altid vundet på deres drive og den gennemtrængende og karakteristiske vokal fra Mr. Blitz. Der er mange klichéer i deres musik, og de leverer dem på en frisk og humoristisk måde. Det bliver de også nødt til, for jeg tror ikke de kan lave bedre numre end de eksempelvis gør på denne plade.

Rent musikalsk er der et godt live-agtigt drive i numrene, og det er virkeligt noget der rykker. Guitarsoloerne i numrene er faktisk ret gode, og det er én af de ting jeg savnede i gamle dage fra bandet. Her havde de tit fantasiløse og kiksede soloudbrud, som bare var der, for at være der.

Trommesporet fra Ron Lipnicki er helt i top, og man kan næsten se arme og ben for sig, som tæsker løs med lydens hastighed. Det er fedt at høre D.D. Verni´s bas, som bare er for sindssyg voldsom, og det giver virkelig krydderi i lydbilledet. Verni skulle angiveligt spille mere guitar end bas i sit professionelle musikliv, og det kan være at intensiteten udspringer af, at han angriber bassen som var det en guitar.

Den både maskuline og feminine stemme fra Bobby Blitz, er spændt som en elastik, og der kommer de fedeste galskabsråb ud af hans mund, og vokalmelodierne er generelt ret gode. Der er også lidt humor i Overkill-palletten som altid, for de har lidt ADHD over sig. Det er lidt sjov og ballade i deres thrash-stil, og der er stort set aldrig numre der fra start til slut er langsomme, alvorlige og doom-agtige. Det ligger simpelthen ikke til bandet.

Det musikalske udtryk i numrene er ret ens på “The Grinding Wheel”, og det er lidt hårdt at høre hele pladen i træk. Dog er der fantastisk energi i alle numrene, og det redder Overkill sig nogle point på…

…og det udløser hele 4 stjerner til de gamle metalsvingere.