Arvas har med deres fjerde album “Black Path” begået en glimrende blanding af den avantgarde og eksperimenterende del af black metal scenen, og så den mere ortodokse og produktionsfattige del, hvor det især bærer præg af den sidstnævntes sangstrukturer, dog garneret med tilpas gradueret vellyd.
Den norske blackmetal scene har til tider været en ekstremt dogmatisk genre, hvor den mest simple lydproduktion og de monotone necro-riffs, leveret af eksempelvis det tidlige Burzum, Darkthrone og Storm, har udgjort kerneæstetikken for mange af datidens og eftertidens bands. Dette til trods for, at samme scene i starten også udsprang af en fascination for – og følelse af slægtskab med – avantgardister som Celtic Frost, og jo bød på bands som Emperor, Mayhem, og Arcturus.
Ovennævnte er ganske vist en næsten urimelig forsimplet udlægning, og mellem disse poler har mange black metal bands forsøgt at navigere og skabe en særegen sound.
V-Rex – ene, men stærk
Den norske enmandshær V-Rex har med sit første projekt Örth været med siden den norske blackmetal-bølge begyndte i start 90’erne uden at tegne sig for de allerstørste overskrifter. Efter ét af de få faste medlemmer, trommeslageren Grim (Borknagar), tog livet af sig selv i 1999 , har V-Rex skiftet bandnavn til Arvas, og formået at holde liv i drømmen. V-Rex har trods en karriere siden 1993 kun udgivet tre fulde album, men han er en yderst vedholdende skikkelse i den norske dødsmetal, og omsider med en nogenlunde fast bandkonstellation, udkommer så det fjerde “Black Path”.
Stadig mørkt
Arvas fremstår stadig som arrige vikinger tilbagevendt fra dødsriget Hel, fast besluttet på at slippe deres egen version af ragnarok løs. Musikken lyder som en glubsk fenrisulv der i en blodrus er på jagt efter alt og alle overalt i Midgård. Men det skal der jo også være plads til. De er gode til det de gør, og de vægter de musiske elementer i lydbilledet således, at det næsten aldrig bliver enerverende og deres velvalgte dog lidt forudsigelige formledskift gør også, at det ikke bliver monotont i negativ forstand; for black metal skal selvfølgelig være en konstant monoton dynge af dybe nævestød og et par uventede skaller, men der skal alligevel være en historie i det hele – og det fungerer godt for Arvas. Nummer fire “I Am Thy Grief” – for bare at nævne eet godt nummer ud af de mange gode – har eksempelvis en glimrende og vekslende panorering/centrering af lyse og dybe vokaler samt guitar-riff, således at der midt i det musiske uvejr er plads til selv de klareste guitartoner fra de noget sære og tonalt fremmede figurer og motiver. Især guitarerne er særlig interessant i dette nummer, for de tør fravige de hellige dødsmetalforeskrifter, uden at det på nogen måde for alvor nærmer sig genrehybrid eller stilforvirring. Flere af soloerne skærer virkelig i ørerne på den fede måde.
Vintage stemning
Udover originale motiver og riff, har Arvas godt styr på de mere klichefyldte virkemidler, og det er da også velkendt growl og piskende dommedagstrommer der præger lydbilledet, og så den klassiske knogleskærende og mean guitarvæg. Man lokkes stemningsmæssigt tilbage til teenagertiden, man synker helt ned i den strækmærkede sorte lædersofa i kammeratens mørke kælderværelse, hvor plakater af Slayer og King Diamond udgjorde vægkunsten, metal tordnede ud af højttaleren og Børs pilsner og småkager satte den kulinariske overligger.
Og hvis ikke stemningen allerede er i hus, så kommer den det med nummer 5 “Hellhunts”, som introduceres med den legendariske sætning fra barnepigen i “Omen”, inden hun springer ud fra vinduer: “Look at me Damian, its all for you!”, hvorefter det mørkeste metalbrøl buldrer ud af højttalerne.
Den onde atmosfære får en tilbygning i form af lejlighedsvis synth-brug, flader og strygere – eksempelvis “For The Fallen Shall Arise” – der heldigvis lyder tilpas analoge og gemene, således at man aldrig rigtig føler sig for godt tilpas her oppe i de golde fjelde.
“Bergdajevul” er ligeledes et virkelig dragende ondt stykke norsk musik, med en eminent særpræget gold nordisk tone, ikke mindst i det fængende og gennemgående guitarmotiv, der lyder som en klagende melodi, hængende i luften fra et sted oppe i de norske fjelde. Og “This Scarred Soul” har ligefrem elementer af avantgardisterne Pan-Thy-Monium. Jeg synes generelt at ‘gode gamle’ V-Rex og Arvas med hjælp fra Dan Swanö har klaret flot at styre uden alt for meget vellydende produktion og den gamle nerve fra eksempelvis Marduk, Gorgoroth, Borknagar, Darkthrone, eller sågar Dark Funeral skimtes klart for enden af buen.
I passende mængder – som bandet selv kan overskue – har de så tilført noget semi avantgarde hist og her, og det pynter på helhedsindtrykket.
Deres gumpetunge og åndsforladte udgave af Mercyful Fate’s “Evil” trækker ned, desværre, og lyder unægteligt som noget der er født på en kirkegård. Albummet lander et sted mellem 3,5 og 4 stjerner og vi er flinke at runde op.
Arvas - Blackpath
Artist. Arvas
Album: Black Path
Udgives den 24.03.2017 via Mighty Music
Band:
V-Rex: Guitar
Sturm: Guitar
Snuff-X: Trommer
ColdBound: Vokcal
Session member: Bas
Numre:
1: Blackpath
2. The Ferocious Stigma
3. Unhallowed Grace
4. I Am Thy Grief
5. Hellhunts
6. In solitude I Dwell
7. This Scarred soul
8. Murder Is Patience
9. Bergdjaevul
10….For The Fallen Shall Arise
11. Evil ( Mercyful Fate Cover)