TENGGER CAVALRY: Die On My Ride

Tengger Cavalry er et såkaldt nomadisk folkemetal band, bosiddende i New York, men med mongolsk oprindelse. Deres humoristiske mongolske versioner af gamle metalklassikere har givet dem en del medieomtale, og ikke mindst skabt en platform til at promovere deres egne kompositioner.

I pressemeddelelsen i forbindelse med deres nye album “Die On My Ride”, udråbes de til at være,“one of the most unique and innovative acts in modern music”, hvilket må siges, er at sætte barren ret højt. Lad os se. Vi starter med introen “Snow”, som er stakkeret spillet med en mongolsk violin,  Morin Khuur. Det lyder til forveksling som en Erhu (kinesisk violin) med den særprægede mikrotonalitet og bøjning af tonerne, og for en gemen vesterlænding som jeg, fremstår klangen støvet og ustemt, hvilket den selvfølgelig ikke er. Men det giver en ildevarslende atmosfære. Spillet minder om et ur der tikker hektisk. Flere strygere kommer til og i kombination med simple klaverfigurer, skabes en sær og ulmende stemning.  Allerede i “Snow” er vi i en anden verden, andet lydbillede og andre regler, gad vide hvad resten af pladen kan…

Ejendommeligt og spændende

Andet (titel)nummer, “Die On My Ride”, buldrer løs med vintage krautmetal, og vi genkender den trygge vestlige metalsound – men kun som igangsætter. Herefter kommer de der etniske strygere ind igen sammen med en dyb mongolsk/Rammstein agtig messende røst. Der er breaks med dynamisk nedtoning, klavermotiver og så et omkvæd “Die On My Ride” hvor den asiatiske klang trænger godt igennem, hvilket tilfører noget eksotisk men også – igen – ildevarslende. Underneden fornemmer man droneagtige strukturer som får det hele til at ulme. Kombinationen af den mongolske kultur og den vestlige klichefyldte metal byder faktisk på noget ejendommeligt og spændende.

Vekslende kvalitet

Det er grundlæggende korte og enkle numre, og “Independence Day” bliver hængende og ulmer videre i en lidt uhyggelig stemning. Tengger Cavalrys numre har noget indlejret hypnotisk og tranceskabende, og det virker i varierende grad. Og der er faktisk, trods lanceringens fokus på bandets hårdhed, en del rolige numre også. Hvor “To The Sky” er et vellykket stille chantende økorocknummer, akustisk opbygget, fremstår “Ashley” som en lidt bizar steppe- folkrock ballade, der på én og samme gang giver mange bud på, hvordan et nummer ikke skal laves. Det har alt for mange kompositoriske elementer og effekt greb, der stikker i forskellige retninger, hvilket er synd, for underneden gemmer sig en lille forsigtig og harmløs melankolsk melodi; og selve frasen “Ashley” er sød nok. Men måske har de ikke turde stå ved simpliciteten og af sted over stepperne er det gået med at fylde på af etniske autenticitets markører. Dette gælder også det utidige og insisterende rodede “The Frontline”, hvor skift mellem dobbelt tempo metal og halvt tempo pop, garneret med mongolske instrumenter og Till Lindemann snerren bare ikke virker.

Den gamle melodi

Man begynder efter nogle gennemlytninger at opdage, at hvis man skræller de øverste eksotiske lag af, så handler det om ret simple sangstrukturer, opbygget helt i tråd med vestlige eller gamle arketypiske folkemelodiske traditioner. Det er tit de samme harmoniske valg underneden og tilsvarende ofte de samme eksotiske krydderier der tilføres i toppen, eksempelvis Tovshuur (en mongolsk guitar) og en mongolsk fløjte. Og dermed er der faktisk ikke så mange overraskelser.

Mellem to heste

Der er en hårfin grænse mellem nyskabende musik og kunst og så artisteri og gøgl. Og man bliver ikke avantgarde, progressiv eller innovativ, hvis det er et mål i sig selv. Det er svært helt at lure, hvilken vej Tengger Cavalry vil ride, men fremover stepperne går det i hvert fald ofte og det er sjovt så længe det varer. Nogle gange når de i mål, andre gange falder de af hesten, mens de prøver at stå på hovedet i sadlen. Og i mange af numrene får de sjæl, melankoli og smerte med, især de stille numre. Når de er mest nedtonede, så virker det bedst. Men noget af det mest innovative på markedet er det altså ikke. Det paradoksale er lidt, at de både mestrer metallen og deres folkloristiske arv, men sammenblandingen virker ofte konstrueret.  Måske skal de bare vælge hest i vadestedet. Når det så er sagt, så var jeg ok godt underholdt og selv de mindst vellykkede numre indeholdt opfindsomhed og musiske fremmedartede oplevelser, jeg ikke ville have været foruden. Og så er bandets visuelle markering af deres ophav jo en væsentlig del af helhedsindtrykket, ligesom Halfords læder og nitter, Axls tatoveringer og bandana, samt Youngs skoleuniform… og dragterne er da også flotte, og hvordan man end har det med folkedragter, så trækker det op, at de går all in og det forstærker deres profil.