Archange: intet nyt fra østfronten

Franske ARCHANGE leverer et tilbageskuende lynglimt af en svunden tid, hvor hooklines, lækkert kor, lys tenor, lavprosa tekster og stramt spil og tøj var alt rigeligt til at holde hardrock ilden i gang. I 2017 føles det lidt som et nødblus.

Siden 2013 har bandet fra Grenoble eksisteret og levet højt på deres solide hardrock/hairspray rockhåndværk og ikke mindst en vokal (Dan Pallas), som minder momentvis om Scorpions Klaus Meine, hvilket de også selv markerer i deres pressemeddelelse. Og hvorfor skulle stemmen ikke også minde om Scorpions , når alt andet gør?

If I Could Turn Back Time

Man kan mene, at der mangler en del opfindsomhed, når titlen i den grad svarer til indholdet på albummet; der er afgjort tale om hard rock, som får en til at føle sig transmogriffet tilbage til  80’erne, hvilket kan være superhyggeligt, men man får ikke fornemmelse af, at Archange har nogen intentioner om at skabe noget på egen hånd. De læner sig op ad alt det, resten af verden ikke længere kan læne sig op ad uden at vælte (tidsmæssigt) bagover. Forsiden prydes af en halvnøgen dame, med læderstøvler, rødt undertøj og cowboyhat. Hun ser påtaget forførende ud og man forstår, at der loves mere end der formentlig bliver indfriet. Hun repræsenterer den type letforståelige fantasikvinder, man sad og file… filosoferede over på sit drengeværelse, mens Skid Row, Guns ‘n’ Roses, Whitesnake og ja, Scorpions leverede det musikalske pubertetstapet. Barren er sat lidt lavt fra start, men så får man også nemmere indfriet forventningerne.

“Walk all over you” og “Live forever” er glimrende indikatorer for, på hvilken kvalitetshylde vi er på. På mange måder er det beatopkog på Scorpions fænomenale mega sællert “Crazy World” med “Kicks After Six” og “Tease Me, Please Me” som blue print melodier til Archanges numre. Og det går fint, indtil der ligesom ikke rigtig er flere esser i ærmet, kun Klaus Meine som et flosset og gammelt Jokerkort.

Der er styr på de obligatoriske 80’er glam eskapader, fyldt med overstyring og lydeffekter, og med Schenker agtige riffs som igangsættere, overledningsmotiver og små licks, der fylder numrene med substans og liv. Men det kammer over for tit, hvor kækheden og klicheerne ramler ind i hinanden, så lidt for sød musik opstår, ikke mindst “Rock Non Stop”, puha, sing-a-long handclap-sekvens á capella med steady tromme puls – den type numre som publikum forventes at synge med på, lidt a la “We Will Rock You”, guys, come on, hvor cheasy kan vi liiiige gøre? So last Millennium. Og “Machinegun Girl” er alt for banal sangskrivning i 2017, og selvom Klaus Meine vokalen med flot korharmoniseringer er ramt lige i røven, så er det altså ikke med en maskinpistol, snarere løst krudt. 

Spor af eget islæt?

Den halvseriøse “Dont Turn Your Back On Me” er dybest set et banalt, ordinært nummer, med en kvalm hjerte/smerte tekst. Alligevel fik den mig lige til at sætte mig op i stolen på grund af nogle stemningsfulde harmoniseringer, og et lidt anderledes lydbillede. Derudover forkæles man uventet med et megafedt instrumentalt formled hen mod slutningen, med medrivende ideer og med masser af overraskelser i rytmer og guitar. Det kunne og burde de gøre meget mere, da man her fornemmer, at de faktisk godt kunne træde ud ad Scorpions skygger, hvis de turde, eller orkede det. Der er jo egentlig ikke noget i vejen med deres lyd, den er jo fed – og de gamle gimmicks kan selvfølgelig stadig bruges – men come on, skyd jeres stolte franske bryst frem og sæt et stort og fedtet fingeraftryk, som ikke allerede er i gendarmernes arkiv.

Ingen nye vinde

Når alt kommer til alt, er alt efter Pixi bogen, og vel egentlig ikke noget som ikke er gjort før? Og så skal man have melodier der som minimum tilnærmelsesvis macher dem man låner fra. Der er faktisk nye bands, som formår at få nye friske skud til at spire på den gamle stamme. Derfor skuffer Archange trods deres indiskutable dygtighed på samtlige instrumenter – og vokal. Det er ikke dårligt… det er bare heller ikke virkelig godt. Og i den forbindelse vil jeg blot sige, at selveste Scorpions tager på “Crazy World Tour”, fra september med Megadeth som special tour guest. Hen over 16 amerikanske koncerter vil de hylde det førnævnte hitalbum “Crazy World”, som altså er over 25 år gammelt, den ære  kommer aldrig til at tilkomme Archange, for her er der sgu ikke mange Winds of Change.