Debuterende Freaks fra Firenze

Et nyt retrohardrock band har set lyset og taget form i den italienske gruppe Damn Freaks, som har fået udgivet deres debut gennem Mighty Music med release den 11. august. Slænget fra Firenze er rimelig habile i håndværket, og de er bestemt ikke novicer i faget. Producer og trommeslager Matteo Panichi er manden der startede bandet op, og har før spillet i det italienske metalband FOOLS’ MOON.

Viril vintage

Med noget af et vintage-program kører albummet der ud med alt det der tilhører firsenes festlige poprockfyrværkeri. I første nummer ”Break the Chains” starter et iørefaldende hardrock guitarriff med en solid rytme nedenunder. Man får lyst til at synge ”can´t live, can´t without you”, for der er ikke langt fra startriffet til Scorpions klassiske melodi. Der bliver også sunget synkront med riffet i omkvædet, ligesom tyskernes heavyrockslager fra 1982…ja, så har Damn Freaks lagt retro-stilen med stort R, og så er vi i gang!

Det bliver sjæleligt i andet nummer ”Broken Wings” med en velklingende og godt svingende akustisk guitar, med lidt countryklang, tilsat lidt rockkant i spillemåden. Der er glimrende voicing i vokalen, og der er indlevelse hos leadsanger Iacopo Meille, som godt kan få gode klange op fra halsen. Der bliver spædet op med lidt mere guitar i et kort æstetisk mellemspil, og der kommer lidt perkussion på efter mellemspillet. Fint og musikalsk tænkt det hele.

I ”Burning Up” går der Whitesnake/Mötley Crüe i den, og det er sgu meget sjovt lavet. Det er simpelthen som at stige ind i en tidsmaskine og tage tilbage til firsene. Man kan næsten se for sig, en lineup med sminket motorcykeldrenge med cowboy-veste, læderjakker, skæve smil på læberne og diverse håndtegn flabrende ud i luften. Men man kan ikke lade være med lytte efter, for de forskellige instrumenter har alligevel noget at sige, og eksempelvis sidder stemmen fra bassisten Claudio Rogai lige i kassen i dette nummer. “Secret Path” er udstyret med en meget nasal leadvokal, som ikke varierer særlig meget i klangen i løbet af nummeret, og det bliver enerverende og irriterende, og det er synd, for nummeret er ret godt skruet sammen.

Tykflydende titler

Håndværket er helt i orden, for der er virkelig nogle svedige passager på albummet, som oser af individualitet, frisindethed og man-power-attitude som eksploderede i hardrocken i firserne, og numrene får også en ordentlig omgang glasur i forhold til titlerne, og eksempelvis “Break the Chains” og ”Dream Highway” siger det hele. En titel hvor man kan mærke, at bandet har lagt sig ned på ryggen og overgivet sig til klichéerne, er “Sea of Love”. Det er noget man næsten ikke kan tillade sig, men Damn Freaks påstår heller ikke at de er kommet for at opfinde den dybe tallerken;

“We all wanted to capture the vibe that we loved way back in the ’80 when we were listening all day to White Lion, Bon Jovi, Motley Crue, Dokken and David Lee Roth” – reckons Iacopo – “it seems like people have completely forgot that music can also be the soundtrack of your happiest and laid back moments!”

Mighty Music, press info 2017.

God afslutning

Det sidste nummer “The Way I Feel” starter med en perfekt skåret rytme fra trommeslageren, hvor rytmen også har sit særpræg i forhold til lydproduktion. Det får én til at spidse øre, og man bliver ikke skuffet, for det er som om at Damn Freaks har respekt for, at det skal afsluttes med manér, og jeg må sgu sige, at det er et ret vellykket nummer som rent faktisk kan høres med behag, og uden følelsen af, at det hele er rippet fra fortidens rockscene.

Pastiche-pastel

Langhåret lyshåret androgyne mænd med tatoveringer og sminke som fyrer forførende tonefloskler ud over scenekanten, kan få en hver til at trække på smilebåndet i dag, og det kan virke direkte frygtindgydende at nogen tager stilen op igen i 2017. Som anmelder kan man godt blive skræmt af noget så klichefyldt som dette, og det er svært at blive grebet af noget der hører fortiden til.

Samtidigt har jeg respekt for folk der kan skrive gode sange, og Damn Freaks er bestemt ikke uden evner, og Damn Freaks er da et band som har respekt for genren, og hylder deres helte på en ordentlig måde. Det musikalske fejler ikke noget, og sangene er faktisk ret gedigent komponeret.

Problemet er bare; når man trækker denne udtømte stil op i nutiden, skal man sørge for at have mindst lige så god lyd som de store bands kunne trylle frem dengang. Det lykkes desværre ikke på denne debutplade fra Damn Freaks. Man kunne have ønsket at de havde sørget for at være mere kritiske overfor hvilken lyd de har villet præsenteret numrene med, for det er ekstremt vigtigt, når man laver pastiche-pastel-musak i 2017.