Caligula’s Horse lyder som Caligula’s  Horse 

Det australske progressive metal/rock band med det prekære navn Caligula’s Horse er på blot 7 år allerede aktuelle med deres fjerde album “In Contact”, der ligesom de forrige byder på iderigdom musikalitet, store ambitioner – og lidt kedsomhed. 

Som sædvanlig disker de i stort set alle numre op med en blanding af diverse stilarter indenfor, pop, rock, gazer, heavy metal, numetal, og der skiftes hyppigt mellem stemningsfulde sjælelige passager og voldsomme progressive rytmisk komplekse formled. Caligula’s Horse benytter sig endvidere af glatte veldoserede strygere og synth flader, hvilket understøtter melankolien og den ofte spirituelle atmosfære. Den luftige, sælsomme og dragende stemning skyldes til dels bandets åbenlyse begejstring for den harmoniske durskala, som ligger begravet i deres dna især i Sam Vallens guitarspil. Det er moderne progressivt rock/metal, og i lighed med ny progressiv musiks maverick Leprous, er det tydeligt, at Caligula’s Horse også henter inspiration fra andre steder end end the big three og deres disciple.

Sjælfuldt og feminint

Jim Grey står for det vokale arbejde, og i lighed med Subsignals Arno Menses, eller Hakens Ross Jennings giver han fanden i metal brøleabe klichéerne og genrens mandlige skrigeskinker: derved tilføres numrene en blanding af patos og højtidelighed, og ikke mindst inderlighed, ren klang og en spirituel melankolsk blødhed, der ikke stammer fra metal overhovedet, men snarere luftige og følsomme poprock kunstnere. På den måde minder den lyse stemmeføring mere om Adam Levine/Chris Martin end Halford/Coverdale. Der er noget feminint i udtrykket, som ikke pakkes ind i en eller anden pseudo-kunstnerisk leg med det androgyne udtryk, men er fuldt ud til stede, uden at skamme sig. Det er for det meste forfriskende, men af og til bevirker det, at numrene savner punch, det hele bliver lidt for bedrøveligt, ømt – og kedeligt. Så er det sagt.

Alsidighed

Numre som åbneren “Dream The Dead” og “The Hands Are The Hardest” er typisk Caligulas Horse- numre der er proppet med de førnævnte elementer, dog med vægt på det atmosfæriske og spirituelle touch. En af mine absolutte favoritter “Will’s Song (Let The Colours Run)” er en lidt mere straight forward rocker, uden hjerte-smerte passager. Intensiteten i nummeret er virkelig massiv og nummeret ringer stadig i ørerne lidt efter sidste tone. Med Fates Warning intensitet, piskende trommer og krøllede guitar guirlander i et væk, a la Dream Theater light, gennemgår man mange stemninger på dette nummer; det gør man typisk hos Caligula’s Horse, men det er mere effektivt udført i dette nummer. 

Deres alsidighed er i sig selv progressiv. Genrepensum er hermed bestået. Og når de leverer den smukke rockballade “Capulet” efter myriader af progressive formled, så viser de mere overblik end de fleste, samt at det progressive og skæve – i en eksperimenterende genre – ofte er at gå den uventede direkte vej.
Man bliver samtidig glad, når deres musikalske færdigheder får lov at folde sig ud, og i “Fill My Heart” bevæger Sam Vallen sig ubesværet ud i en længere og ekstremt medrivende Petrucci agtig solo, hvor han ikke forsvinder helt i de mange toneranker, men bevarer den bærende historiefortælling. Lækkert.

God afslutning

Efter en lidt irriterende monolog – hvilket jeg ikke har været den store tilhænger af siden Manowars “The Warrior’s Prayer” (“King of Metal”,1988) -blærer Caligulas’ Horse sig med en forrygende “The Cannon’s Mouth”, hvor alle aggressionerne står i fuldt flor, og efter denne kanonade sluttes der lige så overlegent af med det over 15 minutter lange “Graves”, der som navnet indikerer, til tider er ganske dyster. Det er en episk afslutter, med masser af formled og dramatisk, potent og patosfyldt udvikling, bortset fra, at bandet (selvfølgelig) tager dynamikken helt ned midtvejs. Her får vi et et næsten a capella udstyrsstykke, hvor de smukke stemmefraser bevæger sig forskudt og med lidt krads jazzet harmonisering undervejs. Man skal jo lige vise, at man kan, og det kan de sgu. Det er eminent og de kommer virkelig tilbage på metalsporet på en smidig måde bagefter, via et smukt balladeformled, så nummeret bevarer sin organiske karakter. Caligulas’ Horse har allieret sig med en saxofonist, der til slut går grassat og skaber en oplevelse af kaos, og derved bliver nummeret ved med at peake mod slutningen; man hører helt klart kompositorisk tæft og kvaliteter på linje med helt store historiefortællere som Rush, Pain of Salvation, Fates Warning og ja… Dream Theater.

På det ganske gode forrige album “Bloom” kunne jeg midt i vrimlen af stilarter og solidt håndværk godt savne et musikalsk epicenter, så jeg ikke mistede fodfæstet, eller, på nogle numre, ligefrem interessen. På deres ny “In Contact” er dette blevet en anelse bedre, der er mere pondus og motorkraft under hjelmen. Grundlæggende bliver albummet mørkere og dybere og mere nærværende mod slutningen. Der er mere tyngde i sidste halvdel, og det bidrager måske til, at man lidt glemmer, at starten var lidt for jævn.