The Sandmen indtog Helsingør

Foto: Hanni Jonelle Saabye

De fem musikere kom beskedne ind og hilste på publikum, mens de roligt tog plads på hver deres pind. De kunne også tage det ganske roligt, for lyd crewet havde sørget for at der var hul igennem, og  der var allerede fra start næsten perfekt lyd.

Er du klar?…

…synges der i nummeret “Himmelstormer” fra albummet af samme titel. I nyere tid begyndte The Sandmaen at synge på dansk, hvilket også klæder sangene. Det var aftenens første nummer, hvor man meget hurtigt kunne høre, at vi havde at gøre med musikere som med elegance kunne få dette rolige nummer til at glide på skinner. Det 6 minutter lange nummer var noget af en stemningsfuld start.  

Efter ca. 25 minutter kom et af The Sandmens største hits; “5 Minutes Past Loneliness”, som overraskede ved ikke at have indsats af det karakteristiske trommefill i 1. omkvæd, men først ved 2. omkvæd kom det genkendelige fill efterfulgt af den intense rockrytme. En fantastisk sang som fungerede godt live, og gik rent ind hos folk, kunne man se.

Ét af aftenens fedeste numre var titelnummeret fra Western Blood, hvor der blev kørt en anderledes og mere livlig rytme i verset. Et lille live trick som fik sangen til at svinge helt vildt. 

The Sandmen har en del numre i deres katalog der kan få folk op at ringe med store smil og hævede fadøl, og eet af dem er klart “Long Leg Sally”, som også fik en god spand kul. Det var eet af de sidste numre, og her blev ikke sparet på mundharmonikatonerne fra Jarno Varsted som gav den gas i denne klassiker, der jo bare er et top iørefaldende og festligt nummer.  

Top professionelt

De fem musikere i The Sandmen var ydmyge og introverte på scenen, hvilket fik det hele til at være meget nede på jorden. Selvom de ikke havde så meget kontakt til publikum, kunne man se på dem at de havde respekt for publikum og gjorde sig umage for at levere så god musikalitet som muligt.

Der var god udskiftning af instrumenter; blandt andet tolvstrenget guitar, forskellige basguitarer, perkussion instrumenter og keyboard som Allan spillede på mens han sang. Også bassist Jens Hein bidrog med nogle keyboardtoner når han ikke spillede bas. Der var stort overskud hos dem, og på et tidspunkt blev der sågar rettet på trommesættet af trommeslager Michael Illo Rasmussen mens han spillede. Derudover var der god backing vokal fra Stefan Moulvad og Jarno Varsted som klingede godt sammen lead fra Vegentfeldt.

Man kunne fornemme at musikerne lyttede meget til hinanden og til lyden, og det gav pote. Det var nemlig som om alle lydene smeltede sammen til een enhed.

Allan Vegenfeldt var lidt hæs i starten. De tre-fire første numre havde han ikke så god klang og var ikke så skarp på fraseringerne. Hans stemme blev ret hurtigt bedre, og efter tre numre kunne man bedre kende ham som man husker fra studiepladerne fra gamle dage.

The Sandmen er ikke bange for at bruge simple riff, rytmer og vokal melodier, og heller ikke bange for at flirte med popmusik. Selvom det er et rockband, var der meget følsomme passager som næsten lød som om musikerne havde vat på fingrene, for  det var utrolig flotte bløde lyde der kom ud af instrumenterne.

Der var god variation i sætlisten, for vi fik lige fra soft rock til intenst hårdtslående rock. Man havde hele tiden troen på, at næste nummer ville være  mindst lige så fedt som det foregående, så publikum var i musikalske sikre hænder. De fleste var nok også yderst tilfredse, da aftenens sidste tone var spillet.

Det var virkelig en musikalsk oplevelse at høre både nye og gamle numre live, og det  bliver til 4,5 stjerner til de musikalske sandmænd.