Mandag den 3. april var ikke så kedelig som mange andre mandage, for præcis kl. 20 i Amager Bio, stod guitarlegenden Joe Satriani klar med sit tour band og 2 sæt med et væld af instrumentale heavy/hard rock/blues rock-numre fra sit store katalog.
Publikum stod på tær
Der var stor spænding i salen da lyset blev dæmpet. Trommeslager, keyboardspiller og bassist kom først ind på scenen med efterfølgende bifald. Så kom hovedpersonen, som naturligvis udløste et kæmpe bifald med pift og tilråb.
Der blev lagt ud med “Nineteen Eighty” fra det næstnyeste album Shapeshifting fra 2020, med hurtige guitarfigurer som kørte op og ned på Satrianis guitar. Det var ikke det allermest geniale nummer, men ganske iørefaldende og lækkert i lyd. Oven i det overvældende tonehav på scenen, kørte der musikvideo af bandet hvor man så dem spille dét man hørte på scenen. Det var festligt, men lidt forvirrende at man kom til at kigge væk fra musikerne på scenen lige fra start af koncerten.
Skraaaat
I andet nummer “Sahara” kom desværre en ordentlig omgang øredøvende skrat fra anlægget on and off i hele 20 sekunder. Det lød som om, der var en løs forbindelse på noget elektronik i trommesættet, for det så ud til at komme når der blev slået på en el-pad. Ellers kørte det godt med lyden resten af koncerten, heldigvis.
Der var superlir fra Satriani i titelnummeret fra det nyeste album “The Elephants of Mars” fra 2022. Det var meget abstrakte lyde han lavede, og der er bestemt ikke mange guitarister i verden som kan få en guitar til lyde sådan.
Sæt 2
Usædvanligt nok startede andet sæt ikke med et kendt og catchy nummer fra Satriani kataloget, men med en trommesolo fra Kenny Aronoff. Det var s’Gu meget fedt fundet på, for det var rent faktisk en rigtig god solo, hvor der var flere catchy rytmer end bare meningsløse fills. Soloen gav god energi i kroppen hos publikum, der var varmet op til det efterfølgende nummer, som passende nok hed “Energy”.
Der var også solo fra keyboardmanden Rai Thistlethwayte og hans lille Nord Stage Keyboard, hvor han gav den fuld gas med en næsten elektrisk guitarlyd, som passede godt til den virtuose og intense opvisning. Det var rigtig fedt at Satriani gav god plads til de andre musikere, for de kunne virkelig deres kram.
Uundgåeligt ekstranummer
Mange fans ventede nok på klassiskeren “Surfing with the Alien” fra albummet af samme titel, der med stor succes ramte gaden i 1987. Man kunne også godt fornemme at Satriani var vildt glad for at fyre nummeret af foran det ekstatiske publikum i Amager Bio.
Noget af et instrumental show
Personligt er jeg stor tilhænger af instrumentalmusik, for det kan udtrykke utrolig meget, selvom der ikke er handling som fortælles med tekst. Guitarmelodierne fra Satriani er lige så godt fraseret som en menneskelig stemme. Der er mange bends og andre dynamiske udslag i tonerne som simpelthen lyder som om at guitaren synger.
Der var utrolig stor diversitet i stilarterne, for bagved det åbenlyse guitar show, var der gode akkordprogressioner og rytmer, som ikke bare var lavet for, at der skulle være en vild guitarstemme oven i. Det var meget mere end det. Tour-musikerne kunne svinge godt i alle de mange genrer, dertil med stort overskud og spillelyst. Keyboardspilleren Rai Thistlethwayte skiftede til rytme guitar 6-7 gange i løbet af koncerten. Det gav en god klanglig variation. For ikke at tale om den utrolig habile bassist Bryan Beller, som lavede en fantastisk bund i alt hvad der blev spillet.
Dog var der ikke så meget variation i instrumentlydene, og især blev Satrianis lyd og hans store fylde i lydbilledet for meget af de gode. Han har selvfølgelig en speciel højteknologisk sound han mest skal holde sig til, men der kunne godt komme lidt flere normale tørre og upolerede lyde fra guitaren en gang i mellem, nu når vi skulle igennem to lange sæt af guitarmusik.
Satriani var en god performer, for han glemte ikke publikum på noget tidspunkt. Han smilede og gestiturede mod folk, især når han lige havde lavet en solo og skulle tilbage til rytme riff. Her kiggede han også tit på bandet for at få musiker kemien holdt fast i et jerngreb.
Der var nogle irritationsmomenter i koncerten, men det var ikke mange i forhold til hvor lang den var og hvor meget musik vi fik foræret af den 66 årige guitarlegende. Jeg ender på 4,5 stjerner til Satriani og Co.
Summary
Artist: Joe Satriani
Sted: Amager Bio
Dato: Mandag den 3. april 2023
Line-up:
Joe Satriani: Guitar
Rai Thistlethwayte: Keyboard, rhythm guitar
Kenny Aronoff: Drums
Bryan Beller: Bass
Sæt 1
Nineteen Eighty
Sahara
The Elephants of Mars
Ice 9
Thunder High on the Mountain
One Big Rush
Blue Foot Groovy
Flying in a Blue Dream
Spirits, Ghosts and Outlaws
Faceless
Crystal Planet
Summer Song
Sæt 2:
Drum Solo
Energy
E 104th St NYC 1973
Keyboard Solo
Cool #9
Ali Farka, Dick Dale, an Alien and Me
Shapeshifting
Teardrops
Luminous Flesh Giants
If I Could Fly
Always With Me, Always With You
Satch Boogie
Encore:
Crowd Chant
Surfing With the Alien