De Må Være Belgiere!!!

Postpunk bandet med det sjove navn; De Må Være Belgiere, havde deres fødsel helt tilbage i 1982. De blev opløst i 1986 og gendannet i 2017. De har her i 2023 lavet albummet “Antagonist”, hvor der også findes to sange som er lavet helt tilbage i deres spæde start. RockZeit har hørt vinylen. 

Side 1

“Blind” Et tørt hurtigt guitarriff starter ud med en efterfølgende glad rytme, som hurtigt bliver massakreret af en melankolsk og nervøs leadvokal, der lyder som een der står i blæsten på toppen af et højhus og er ved at springe ud.

Der er gode dissonanser i guitarakkorderne som bliver leveret med alt andet end blød, lækker lyd, som det jo heller ikke skal være, nu når vi er i punkens verden.  Der er mange gode rytmeskift, selvom tempoet bliver beholdt igennem nummeret.

Her lytter ingen

Selvom jeg lytter meget efter, synes jeg ikke at der er så stor forskel på numrene her på side 1, men jeg støder da på god lyrik, eksempelvis i tredje nummer “Her lytter ingen”. En lyrik man får lyst til at tænke nærmere over;

Du kun et ord, du taber i vægt

Opløses helt, forsvinder nu helt væk

Du råber i gaden, søger en tro

Uorden råder splitter i to

Pletter på solen, huller i lyd

Under jorden dvæler en sjæl

Side 2

De første to numre på side 2, er “Polka” og “Kanter”. Disse numre er skrevet i 1982, i bandets spæde ungdom, og er nu indspillet for første gang. “Polka” er bare et godt nummer som holder en super fed intensitet fra start til slut. Det er ret teknisk og detaljeret i forhold til at vi er punken. “Kanter” er lidt mere simpelt opbygget, men fungerer ligeså godt som forrige nummer. 

Langt og tungt

Efterfølgende kommer det 6 minutter og 11 sekunder lange nummer “Manifest”, som slæber sig af sted med tunge støvler. Et fedt nummer som tager sig tid til at komme med de udtryk som det kræver.

Yoko Ono

Sidste nummer Y.O., som er en hyldest til Yoko Ono, lyder mere som det gamle U2 end Yoko Ono, som med de simple akkordbrydninger fylder lydbilledet med udtryksfuld klang. Man kan tydeligt høre at Y.O. er det sidste nummer, for stemningen lægger op til en afslutning af format. Der er stort patos mod slutningen med trommefills, lydeffekter og klangfulde guitar akkorder. Sidste akkord varer næsten et helt minut, og som må fades ud på grund dets uendelighedskurs.

Et frisk pust

Det er sGu meget cool, at man i 2023 kan sætte en ny punkplade på, som giver noget god gammeldags skrabet og upoleret musikhærv med sjove og bizarre tekster. Stemningen i musikken sættes lige fra start, hvor man hurtigt fornemmer deres stil.

DMVB/De Må Være Belgiere har her lavet en tør og stenet plade, der både byder på noget skrald, men også noget der helt klart er værd at høre på. Det jeg nød mest på pladen, er basfraserne som med tydelig og god lyd bare glider af sted. Det er hver eneste nummer hvor bassen laver det fedeste fundament for guitar og vokal.

Vokalen er rædsesfuld, både på en god og på en skidt måde. Punk skal være beskidt og ekspressivt, og det må man sige at den er, men den er også enerverende. Så pladen er lidt svær at komme igennem, men den slutter godt synes jeg, for side 2 er væsentlig bedre en side 1. Det er som om side 1 er opvarmning til side 2, der har mere retning og flere gode ideer. 

Men det var da en ganske god oplevelse at høre pladen igennem et par gange. Jeg ender på 3 stjerner til “Antagonist”.