Svensk undervisning på flere niveauer

Bodega vikingerne Grand Magus og de nordiske halvguder Opeth sørgede for inkluderende svenskundervisning, så der var både til laveste fællesnævner og den sorte skoles absolutte dukse. Førstnævnte skulle have rykket deres del af undervisningen til… en anden dag. 

Fredag på Metalentines dag var jeg i godt selskab; uden for alvor at fornærme nogen, magede det sig således, at jeg undtagelsesvis ikke havde min sædvanlig trofaste koncertbuddy ved min side, men i stedet havde fornøjelsen af min teenager søn, som jeg fra tid til anden har plaget ved at udsætte ham for Copenhells lyksagligheder, i håb om at et eller andet musikalsk meningsfuldt sætter sig fast i hans bevidsthed, som noget uundværligt i hans unge og påvirkelige liv.

Udover Metallica, som han var meget begejstret for på Copenhell, er der tale om en lidt stejl indoktrinering, skulle jeg mene. Men fredag aften skulle det være; forført med McDonalds kagemad før koncerten og store mængder cola under koncerten, og forsikringen om, at der ikke var noget gæsteband, havde jeg sikret, at han trådte ind i DR’s Koncert sal – et af Danmarks musikalske feinschmecker Mekkaer – med velvilje og relativt åbent sind.  

Grand Magus

Farmand havde imidlertid overset, at en del af det svenske malmgrå metal, selveste mægtige Grand Magus, skulle varme op, hvilket satte min troværdighed på en prøve fra start. 

Lad mig sige det sådan, Opeth og GM er ikke mildest talt samme stilart. Opeth kan efterhånden betegnes som high end, og har da også fået den vane at udnytte det aktuelle spillesteds raffinementer, hvori mod GMs knallertmetal bedst profiterer af et uhyre lille og godt lunt spillested, fyldt med øldryppende fuldskæg, battleveste og en akustik som er beregnet til at udviske nuancer og kvæle al ekvilibrisme. Det er sådan ret fint; nogle af de fedeste musikoplevelser stammer netop fra sådanne settings – jeg er ikke kræsen – det handler blot om de rette rammer, den rette musik og det rette klientel. Som min søn forsøgte sig, “måske er deres sanger syg?”    

Det kan ikke have være fjernt for nogen af de fremmødte, at der var tale om et missmatch; bortset fra bandenes nationalitet var de universer fra hinanden. GM gjorde dog sit for at save sig igennem deres sætliste på bedste beskub og formåede da ok også at underholde og holde på de glade vikinger, som allerede havde sat sig i stolene. De klappede loyalt og hujede, når der var for stille mellem numrene – og GM stod også tit og undrede sig over hvad de egentlig lavede i denne finkulturelle stavkirke. 

Janne “JB” Christofferson, guitar og brøl, Mats “FOX” Skinner, bas og brøl, samt Ludwig “Lunde” Witt, trommer uden brøl, var for så vidt ganske habile til deres metier og smed godt rundt med deres powerakkorder og grønne mælkekasser, indtil min søn og jeg brød alle konventioner og gik i baren, satte os i en sofa i foyeren for at spille Block Blast.  

Sorry. Alternativet havde været, at sønnike ikke havde magtet hele Opeth koncerten. Sønnike kvitterede med minus 3 stjerner. Han havde måske meldt sig lidt for hurtigt ud af deres koncert og noget af oplevelsen går da også tabt, hvis man sidder med ørebøffer OG en tyk strikhue trukket ned over ørerne. 

Jeg hælder til to en halv stjerne (jeg tror nu nok de klarer sig en del bedre for eksempel i BEAT, Stengade eller Lille Vega), men det kan selvfølgelig være, at de diskede op med noget helt ekstraordinært sublimt i de sidste 10 minutter, hvor vi var gået. Så derfor er GM koncerten uden bedømmelse. 

Opeth

Sønnike fik anderledes gang i håndtrommespil på lårene, da Opeth nyligt udstansede pragteksemplar, Waltteri Väyrynen fra start til slut udpenslede sin tekniske overlegenhed. Der er noget maskinelt over mange af de unge prog metal trommeslagere, som tager over fra de mere rustikke smadremænd, som jo ikke alle holder foreviget. Men alligevel, Waltteri besidder en rolig elegance og naturlighed og han er desuden gavmild med publikumkontakten. Han virker äkta, som det hedder.

Hygge på svensk:

Man fornemmer i det hele taget klart, at alle hygger sig i bandet. Det virker faktisk nærmest som et optagelseskrav, der synes at blive striks håndhævet af Pater Åkerfeldt (måske ikke så hyggeligt, så?); lidt som en signatur; her er vi vildt gode, mens vi er vildt flinke. Af og til kan det være lidt anstrengende, når Åkerfeldt insisterer på at køre rundt i den klassiske sprogbarriere-rundkørsel; DK vs Sverige…  “förstår I ingenting?”. 

Åkerfeldt har ligesom indtaget den holdning, at hvis vi tidligt under koncerten erklærer os villige til at han kan tale svensk (hvordan ville han mon reagere, hvis vi bad om engelsk?), amen så bliver det for fuld musik, både i anekdoter og sarkasme og spydigheder – og glimt i øjet, som nogen gange synes at gå tabt i oversættelsen. Manden har med tiden erhvervet sig en betydelig pondus og karisma, og han har jo også sine meritter på sin side; Opeth er primært hans band og han lykkes altid med det, han begiver sig ud i. Den dårligste Opeth plade vil altid have et crazy højt bundniveau. Han forkyndte i øvrigt med lun, påtaget grumpiness, at han kendte Opeth stemning bedst og vidste, hvordan man skulle dosere hygge og alvor under en koncert. Ok da, men jeg ville alligevel foretrække, at han talte knap så meget, selv om alle pr. refleks bifalder ham, når han holder hof med sin lommefilosofi. Det kan stige en til hovedet, sådan noget.   

Den stærke og sikre sætliste:

Sætlisten består også på denne tour af helt fastlagte numre, hvilket gør, at de mestrer det hele til mindste detalje. Man sidder tilbagelænet med en lige så stor ro til Opeths optræden, som hvis Holger Rune stillede op mod DSB figuren Harry, det handler bare om at leve sig ind i koncerten og tage imod. Sønnike spurgte om de nogensinde laver fejl, og meget pædagogisk sagde jeg, at de jo er almindelige dødelig mennesker som os andre og formentlig laver fejl i hvert nummer, men at det er peanuts på dette niveau. Sønnike troede mig ikke over en dørtærskel og jeg er da også i tvivl. Måske i passager, hvor alle spiller samme motiv, kunne man ane en smule ujævnheder her og der, men det var ikke sådan at jeg gik op på scenen og krævede pengene tilbage. Man er vel tolerant. 

De nye numre havde bandet ifølge Åkerfeldt kun spillet tre gange live før, hvilket jeg ikke kunne høre. Alt var som det plejer med Opeth, trods naturlig aldring er lyden både viril, krads og velafbalanceret på samme tid og Opeth spillede gamle såvel som nye numre med kærlighed og stolthed. Det må også være svært at være sur som forsanger, når man kan få publikum til alt. Det gav gåsehud, da de fremmødte vikinger gjaldede med på ”In My Time of Need”. Åkerfeldt smilede i hele tvebakken.

Åkerfeldt & Co var gode til at sætte sætlisten sammen, så det dynamiske narrativ havde alle muligheder for at føre lytteren videre på elegant vis, kun afbrudt af Åkerfeldts standup show. Et nummer fra Heritage, “Häxprocess” som er uden growl, var en god kontrast til de tunge og mørke, numre, samt Åkerfeldts genvundne kærlighed for – samt brug af – growl. På den måde fremstod de nye numre som et højdramatisk koncentrat af Opeths sound og gled smidigt ind mellem de gamle travere. 

Wow, ikke mindst “§1” var som et inferno, et brøl fra ildjætten Surt, især når guitar akkorder lagde væg til Åkerfeldt plus rungende kor, i frasen “Draped In Death, The Howl Of Lore”. Gyseligt på den fede måde. 

Top og Bund:

Når Opeth folder sig helt ud, er det som om himmel, jord og hav står i ét; ingen luftlommer er oversete, alt er fyldt ud med ondtlydende vellyd fra top og bund. Man må ikke glemme at fremhæve tangenttroldmanden Joakim Svalberg, som er tovholder på det eventyrlige, nordisk lydende baggrundstæppe af stemninger, nuancer, indledninger og motiviske overgange, som dem med de elektrificerede strenge ikke har redskaberne til. Opeth har efter de første bølle år i tiltagende grad brugt orgel og synth som en uundværlig del af deres lydunivers, og tak for det.  

Svalberg trodsede, også på scenen, energisk den ofte hengemte rolle, keyboardspillere har i metal bands. Han levede sig helt ind i universet, fortolkede hele tiden musikken med sine bevægelser; på  et tidspunkt gjorde sønnike mig opmærksom på, at Svalberg i sin iver havde banket hovedet op i mikrofonstativet. Jamen, jamen. Udover denne motoriske unøjagtighed, viste Svalberg tydeligt, at intet er for kompliceret eller uoverkommeligt for ham; med det niveau kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det mest stressende måske er at skulle spille alle de elegante og sarte rhodes, orgel eller strygermotiver i pauserne mellem resten af bandets tordenmusik. Tænk at spille bare én tone forkert i en hel nøgen passage, især hvis der er tale om et uhyre vigtigt ledemotiv, båret af helt få toner. Jeg får hjertebanken af at tænke på det! 

Rutine + højt niveau= Opeth

Opeth kom, så og sejrede, som de plejer. Og selvfølgelig spillede de “Sorceress” og “Deliverance” som ekstranumre, hvilket naturligvis er i orden. Men ikke ligefrem innovativt. Måske var de en smule mindre veloplagte end jeg har set dem før, eller blot stadig lidt stivbenede af at gå fra metroen (eller Limoen?) til DR Byen i frostgrader? Måske er deres tæt på perfekte lyd en del af forklaringen? Ofte lever man sig mest med, når bandet ser ud til at kæmpe lidt hist og her. Det giver god nerve.

Eller også var det rammerne, som gør noget ved vikinger? – det er jo svært at sidde pænt ret op og ned i en plysstol i så mange timer, når man er helt klar til bragesnak, 5-øls-paprammer og robust bromance, som de to herrer på rækken foran os. 

I hvert fald sad den ikke helt i IKEA skabet, men mindre kan altså også gøre det. Hvorom alting er, så rundede sønnike af med at anbefale os, at vi lige smuttede midt inde i sidste nummer, så vi hurtigt kunne nå metroen i fred og ro. Han er så klog. Hans vurdering var at Opeth spillede for højt, men der var gode stille passager og deres vilde niveau trak op i samlet karakter på hele 3 stjerner… på en skala fra 1-10, vel at mærke, tsk.

Mine ører fik det til 4 stjerner – jättebra låter, Opeth, I er for vilde, men lidt mindre snak og tomrum næste gang, snälla Mikael.