Fire gutter fra Horsens har dannet NEOSTATIC, og de har fornylig udgivet deres debutalbum “Overpowered”. Med de fire dygtige musikere plus Flemming Rasmussen i producerstolen, har vi fået et glimrende dansk rockalbum som ikke bremser for nogen.
Stram rock
NEOSTATIC-vinylen tørres af for statisk elektricitet, og jeg venter spændt på hvad der kommer til at ske. Det første nummer hedder “Rotten”, så inden pickuppen rammer, ved jeg at det nok ikke er feel good pop rock. Der bliver da også lagt hårdt og tungt ud med riffs i det dybe toneleje. Allerede inden vokalen bliver præsenteret, får vi en masse skæve rytmer smidt i fjæset, og som prog rock freak bliver man allerede glad. Der er lidt Slayer-stemning i riffsene, men musikken holder sig stadig i rock-genren.
Nummeret blusser yderlige op i forløbet som et mindre vulkanudbrud, og det er en glimrende start på et rockalbum. Der er god balance mellem vokalafsnit fra Jesper Skou Vinther og instrumental-ræset fra resten af bandet.
Internettrolden
Andet nummer “The Troll” kører i lidt mindre intensitet end indledningsnummeret, som er et godt trick for lige få primatvreden rystet lidt af kroppen. Det er lidt mere nede på jorden, men stadig ganske stramt spillet. Soloafsnittet består af enkelte udtryksfulde bendede toner, ikke hvinende, men i mellemlejet, hvilket gør det mindre kilchéagtigt. Omkvædet er dog ikke så opfindsomt, og ordene I am the troll er ikke i den filosofiske ende af lyrikken.
Fjerde nummer “School Yard Rules” har gode narrative riffs hele vejen igennem, og det er en nydelse bare at følge guitaren og bassens ustoppelige fremdrift, dertil er vokalfraserne rigtig gode.
Efter at have været glædeligt bombarderet med trykluft-riffs, er det godt at der i femte nummer “Bonds” er nogle bløde orgeltoner, og nummeret i helhed har en god karakter til at afslutte side 1.
Akt II
Jeg vender pladen og tænker at jeg bliver overrasket på een eller anden måde, for det er et band som nok godt kan finde på at udnytte en frisk start på vinylens anden side. Det havde jeg ret i, for den startes med noget meget anderledes; en gammeldags modemlyd…som dog ikke bliver efterlignet af instrumentalisterne som i progmetalbandet Spastic Ink. Lige så overraskende som starten, er den meget abrupte slutning, hvor et hidsigt kort motiv lige bliver slynget ud efter sidste vokallyd, og slutter nummeret kort og kontant
Niende og sidste nummer “Offended” har en ganske god stemning og er godt placeret som afslutningsnummer. Gode tromme-grooves bygger nummeret godt op, og der sluttes af med den fedeste guitarvridemaskine af en solo, som afslutter den nystatiske rockmusik for denne gang.
International sound
Det er svært at høre at NEOSTATIC er et dansk band, for der er mange passager der lyder amerikansk i sound og komposition. Her tænker jeg på bands som bl.a. Slayer, Audioslave og Deftones.
Der er god fortælling i guitarstemmen, og der er absolut ingen passager med hurtigt lir, selvom man fornemmer at Jesper Lysgaard helt sikkert er dygtig nok til at kunne gøre det. Der tænkes mere i band-helhed, og ikke på at udsmykke numrene med unødvendige virtuose fræser-indslag.
Dog savner jeg at nogle numre havde større ambitioner i komposition, for på albummet mangler der een eller to sange med flere forskelligeartede formled med mere leadvokal-klang, backing kor, orgel og elektroniske lyde. Leadvokalen er lidt monoton i klang, og der er ikke så stor variation i udtryk fra nummer til nummer.
Det lader til at bandet stjæler med arme og ben, men på en fed måde, for det er svært umiddelbart at granske hvor riffsene stammer fra, og hvis man ikke kan nå at placere det før næste riff kommer, er det jo fordi NEOSTATIC taget styringen og har et godt greb om deres egen stil og om lytteren, og det er dét som gør musikken god. Dertil har pladen en superfed tør og stram lyd, som gør at man har svært ved at adskille bandets musikalske stil fra lyden. Det er som om at de to ting hænger sammen og det er et kæmpe plus.
RockZeit ender på 4 stjerner til “Overpowered”.
Summary
Artist: NEOSTATIC
Album: Overpowered
Release: 1. november
Pladeselskab: 101 MUSIC
Line-Up:
Jesper Skou Vinther – Vocals
Jesper Lysgaard – Guitar
Guillem Juncà – Bass
Hans-Henrik Sørensen – Drums
Tracklist:
- Rotten
- Troll
- Broken Road
- School Yard Rules
- Bonds
- Rebellion
- Good Day Good
- Power Soak
- Offended