a-ha i Royal Arena

I fredags indtog de tre norske stjerner i bandet a-ha Royal Arena i København med deres Hunting High and Low Tour, der gav publikum alle numrene fra det klassiske debutalbum, samt en masse andre vellykkede numre fra deres efterhånden store katalog.

A-ha er en gruppe som bare alene med debuten, har optjent en kæmpe status som ét af de største poprock bands nogensinde. I Arenaen blev klokken 20:00, og tre personer listede ind og indtog instrumenter i mørket, det var backing group. Så kom de tre beskedne norske stjerner ind, efterfulgt af jubel fra den fyldte  sal.

Koncerten handlede mest om at opleve alle numrene fra debuten i liveversioner, men hele første sæt før pausen, bestod af numre fra andre a-ha-albums. De startede med “Sycamore Leaves” fra “East of the Sun, West of the Moon” fra 1990. Lyden og instrumentationen afslørede allerede her, at de langt fra er et glat og finpoleret popband, for der var tyngde og rockknas i lydbilledet, og det lød bare som et band der spillede. Dog var lyden ikke så afbalanceret i første sæt. I starten var der gammeldags kabelknas problemer fra Pauls guitar, og lydene i basregistret fra flere af instrumenterne. rumlede og forvrængede en smule. 

 

God forskellighed

 

Der var også plads til andet and dem selv, for vi fik et enkelt vellykket covernummer, Carol King’s klassiker “Crying in the Rain”. Der kommer et nyt album fra bandet der skal hedde “True North”, hvorfra vi fik nummeret ”You Have What It Takes”. Det byggede fantastisk godt op med simple keyboardklange ledsaget af kantslag fra lilletrommen, og omkvædet bød på trestemmig vokal fra de tre a-ha medlemmer, som gik op i en højere enhed.

Første sæt sluttede festligt med “The Living Daylights” som de lavede til James Bond-filmen af samme navn i 1987. Det var sjovt at få Bond-temaet blæst ud i Arenaen inden man skulle have en øl mere i pausen.

Norsk nostalgi

Tyve minutter efter begyndte gaveboden for alvor fra scenen, hvor alle numre fra debuten blev spillet i en ny rækkefølge. De lagde ud med “Train of Thought”, som afslørede at der var blevet arbejdet med lyden i pausen,  hvor instrumentlydene nu var væsentligt mere tydelige og velklingende. 

“Hunting High and Low” var aftenens tredjesidste nummer, og måske det bedste denne aften. Som koncertens “hovedperson” må det jo heller ikke fejle. Der var åbenlyse playbackelementer i starten af nummeret til at sætte en perfekt klang og et perfekt tempo, nok for sikre en sikker start fra affyringsrampen. Det næstsidste nummer var “The Sun Always Shines on T.V.” som virkelig kom til sin ret i den store koncertsal. Det var ganske enkelt fantastisk udført.

Til allersidst, som ekstranummer, spillede de naturligvis megahittet “Take On Me”, nummeret med den mest karakteristiske høje tone i musikhistorien som Morten Harket nailede til UG med sin nu mere modne klang i stemmen. Sangen blev ikke ringere af at den fik lidt rock kant, og vi fik selvfølgelig også den udødelige musikvideo på bagskærmen hvor Morten Harket bevæger rundt som en levende tegneseriefigur.

Det er de færreste bands som kan afslutte med tre numre i træk på dette niveau, og publikum gik hjem med en koncertoplevelse af format.

Performance

Alle bands har nogle hits som alle venter på bliver fyret af til sidst, og det må man sige at a-ha kunne. Men tag ikke fejl, de ER elite sangskrivere, og man ventede ikke bare på de sidste åbenlyse hits. Alle numre havde klasse i komposition og musikalsk udførelse. Der var en god underspillet kommunikation mellem musikerne, som var med til at få det til at svinge på en autentisk måde.

Bandet var lidt for beskedne og introverte, og Morten Harket kunne godt have være lidt mere udadvendt for at få publikum i synch med bandets energi. Jeg tror også at de ville få mere igen, hvor der her kunne opstå endnu større engagement fra dem på scenen. Der var ikke meget liv på scenen, og de tre musikere gik lidt rundt som var de i deres dagligstue, og det var afslappende at beskue, men det blev også lidt vagt i længden.

Det resulterede også i at ens blik blev rettet med den store skærm i baggrunden med det flotte grafik der kørte non-stop gennem hele koncerten. Det var desværre grænseløst irriterende at computeren måske ikke var kraftig nok til at kunne køre skærmen/projektoren. Gennem hele koncerten frøs billedet ca. hver 4.-5. sekund, og det virkede i dén grad amatør-agtigt. Der kan være mange grunde til at dette skete, og det skal heller ikke trække ned i vurderingen af a-ha’ s fantastiske sangskrivervirksomhed og musikalske evner. 

Jeg ender på et godt 4-tal til de norske verdensstjerner.