A-klasse prog i K.B. Hallen

Steven Wilson som mange også kender som forsanger i Porcupine Tree, er på soloturné med sit nye album i fokus. Den punktlige ankomst på scenen, og det teknologiske setup, viste tydeligt at det var et prog rock A-team som skulle stå for aftenens musikoplevelse i K.B. Hallen. 

Der var lagt op til det helt store show, med videokunst på det store lærred bag scenen. Den abstrakte musik og de surrealistiske animationer på skærmen smeltede godt sammen. Lyse toner fra keyboard og Wilsons stemme skar igennem hallen og fængslede det siddende publikum fra første minut.

Det nye værk “The Overview” er ligesom forventet; masser af dynamiske nuancer og alskens tone- og rytme-variationer, samtidig med respekt for de simple melodier, som holder det hele sammen. Det var en sand fornøjelse at høre live, og selvom Wilson måske ikke var 100 % tilfreds hvis man spurgte ham, spillede de jo bare så hatten passede. Dertil var lyden tæt på perfekt, for der var både plads til fine lyde og ørekradsende guitarriffs.

Der var lidt utætheder i musikken hist og her, men det var ikke meget. Heller ikke i forhold til, som Wilson også forklarede, at det var deres tredje koncert på denne tour, hvor den anden i Oslo havde indeholdt mange missere. Så er jo det godt at Wilson er god til at lave underholdende indslag hvis der opstår åbenlyde fejl på scenen. 

Trommeslager Craig Blundell og bassist Nick Beggs var ikke 100% tighte hele tiden, men de svingede godt sammen. De lagde en god bund, så blandt andre den fantastiske keyboard/Moog player, Adam Holzman, kunne lægge det fedeste akkompagnement og de fedeste soloer.

I andet sæt kørte Wilson tidligere numre fra solokataloget, men der var også plads til “Dislocated Day” som er et Porcupine Tree nummer. Som altid var han god til at snakke med publikum, og trods sit store talent, er han meget almindelig og beskeden at høre på, og er en person som ikke ser sig selv som fejlfri og overlegen, hvilket nok giver store point hos publikum.

Sidste nummer i sættene

Før sættet sluttede, blev “Vermillioncore” skudt af med stor præcision og stort musikalsk udtryk. Nummeret havde de fedeste guitar licks, og stilmæssigt lå vi i de gode lejre hos Genesis, Steve Hackett, Dream Theater, King Crimson, Opeth, …you name it!…

Encore

Kvaliteten faldt bestemt ikke i encore afdelingen med de 2 numre “Pariah” og “Ancestria”. I førstnævnte, kom en optagelse af den fantastiske isrealske sangerinde Ninet Tayeb på storskærmen med hendes vokal fra anlægget, i duet med Steven Wilson fra scenen. Det var noget som fik hårene på armene til at rejse sig. “Ancestria” var det sidste nummer, som også havde en god portion af Wilsons bedste udtryk i sig. Et ideelt nummer til at slutte en lang koncert af med. 

Ikke meget spræl på scenen, men fantastisk musik

Musikerne bevægede sig ikke meget på scenen, hvilket gav koncerten et lidt akademisk præg. Selvfølgelig skal de ikke løbe rundt på scenen og headbange, når musikken ikke indbyder til det, meeen de kunne måske godt bevæge sig lidt mere end de gjorde. 

Men sangkvaliteten og den musikalske udførsel var høj kvalitet, samt en glimrende live lyd, for ikke at tale om den overvældende visuelle stil på lærredet i baggrunden som understøttede de syrede musikalske udtryk.

Wilson var som altid god til at kommunikere med publikum med både nørdede musikanekdoter, fortalt med en god humor. På den måde var der også liv mellem numrene, som var vigtigt, nu når folk sad ned og var hæmmet i at hoppe rundt af begejstring.

Men begejstring var der nok af, især hos mig. Jeg ender da også på 4,5 stjerner til Wilson & Co.