A Monster Calls – Testament Brotherhood of the Snake

Med reference til en kommende biograffilm antyder overskriften i alt sin enkelthed Testaments nye og 11 studiealbum ”Brotherhood of the Snake” som er et monsteralbum fra et monsterband der består af 10 helt nye velskrevne og veludførte thrashmetal-sange fra den øverste skuffe.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ”The Big 4” bestående af Metallica, Megadeth, Slayer og Anthrax for længst burde have været lavet om til ”The Big 5”, inkluderende Testament.

Testament har aldrig formået at sælge lige så mange albummer som ovennævnte bands, men til gengæld har de tværtimod leveret det ene fremragende album efter det andet.

Forventningens glæde

Testament viste imponerende takter med deres to foregående albummer ”The Formation of Damnation” fra 2008 og ”Dark Roots of Earth” fra 2012, hvor de viste, hvordan man holdte thrashmetal-fanen højt.

Som forsanger Chuck Billy har været inde på, så har tilgangen til dette album været med udgangspunkt i at skrue endnu en tak op for ”heavy/thrash” delen med dertilhørende flere guitarsoloer.

Guitarist Eric Peterson har udtalt, at de aldrig har haft så mange thrash-numre siden “The Legacy” fra 1987.

Derfor kunne man med god tro forvente et tilsvarende nyt album af samme kaliber som de to foregående, og de har præsteret et album udover alle forventninger.

Alt er som udgangspunkt det samme med Chuck Billys velkendte vokal som lyder bedre end nogensinde, og der bliver lagt ud i et højt tempo med åbnings- og titelnummeret ”Brotherhood of the Snake” med et fantastisk guitarriff og Chuck Billys dybeste growl-vokal tilført et hårdt thrashmetal-tempo hele vejen igennem.

Hvor man i virkeligheden tidligere godt har kunnet klandre Testament for at have en tilbøjelighed til at lave alt for mange mid-tempo numre, som ofte har trukket helhedsindtrykket af et album i dvale, så har de, endelig, fristes man til at sige, set helt bort fra dette og udelukkende fokuseret på rendyrket thrashmetal tilført en imponerende portion af varierede guitarsoloer- og riffs med enkelte melodiske elementer som lige akkurat gør, at sangene ikke flyder over i et og samme lydbillede.

Det som de er bedst til

Man kunne sagtens gå ned i detaljer for, hvordan hver enkel sang skiller sig ud, men det kan ikke beskrives med ord, da de simpelthen bare SKAL høres selv.

Det, som jeg i allerhøjeste grad finder bemærkelsesværdigt er, at hvor mange bands ofte formår at skære halvdelen af et album ud med sublime sange, hvorefter den sidste halvdel ofte går i glemmebogen, så har jeg ved gentagende gennemlytninger forsøgt at overbevise mig selv om, at jovist er det et sublimt album, men flyder albummet i sidste ende ikke ud i en overflod af den samme lyd?

Svaret på dette spørgsmål kan stilles op samme måde, som hvis man ser FC Barcelona folde sig ud og vinde 7-0 i 10 kampe i træk.

Det kan i sagens natur godt blive lidt trægt i længden, når de ingen modstand får, men hold kæft, hvor er det fedt at se på…

Testament gør egentlig bare det, som mange bands med frygten for ikke at lyde varieret (kommercielt) nok i deres lydbillede ikke tør, at de spiller det som de blev født på denne jord for at gøre – hårdt og gennemført tungt thrashmetal med et utal af tekniske finesser i form af guddommelige guitarsoloer- og riffs som kun et band bestående af verdensklassemusikere kan præstere det.