A singer is a fucking salesman! Bring Me The Horizon på Copenhell

Bring Me The Horizons rockmaskine ramte endelig Copenhell. Musikerne tog sig af musikken, produktionsholdet tog sig af showet, og Oli Sykes tog sig af publikum.

Der er ikke mange store metalbands tilbage, som Copenhell kan præsentere for første gang. Med Bring Me The Horizons fremragende koncert torsdag aften er der ét mindre. Men i modsætning til de sædvanlige ringvrag, må BMTH gerne komme igen. Dels var det en fremragende koncert, dels anedes der endelige et generationsskifte på Helvíti.

Det sidste vender vi tilbage til.

En vild produktion

Rygterne var løbet i forvejen om en sceneproduktion ud over det sædvanlige. Det er sikkert også årsagen til, at Rockzeit og alle andre medier havde totalt fotoforbud underkoncerten. Selvom intet rigtig kan holdes hemmeligt, ville professionelle gengivelser af det imponerende sceneshow have taget en del af fornøjelsen fra et nysgerrigt publikum.

Det startede med en lang intro på storskærm orkestret som optakten til et computerspil og fortsatte efterfølgende over i røg og konfetti som i bogstaveligste forstand skød ballet i gang med ”Darkside” fra nyeste udgivelse Post Human: NeX Gen. Og så kørte toget ellers.

Rygterne havde talt sandt – det var et enestående sceneshow. Især var brugen af personkamera på forsanger Oli Sykes med et overlay af diverse grafik effektfuld og gav ekstra punch til afleveringerne af de store omkvæd, som Bring Me The Horizons metalcore/screamo lægger op til igen og igen. Computerfilm og lysshow på bagskærmene kørte non-stop, og selv om det var intenst, virkede det aldrig malplaceret. BMTHs musik har en digitaliseret lyd, som video og lys lægger naturligt op ad.

Meget betegnende for produktionens betydning kørte der efter koncertens afslutning rulletekster med credits på storskærmene. En sympatisk anerkendelse af de kræfter bag koncerterne, som mest forbliver skjulte.

Oli Sykes

Selvom Bring Me The Horizon har haft stort set uændret besætning siden starten i Sheffield i 2004, er der stadig kun én fra bandet, der rigtigt markerer sig. Det er forsanger Oli Sykes.

Noel Gallagher fra Oasis har sagt ”A singer is a fucking salesman!”, og Oli Sykes kan virkelig sælge varen. Han er smuk, har en X-faktor på 10 og han kan synge. Men fremfor alt kan og vil han interagere med publikum. Det gælder både de gamle tricks med at opfordre til moshpits og tænd for mobilerne, men det gælder især udnyttelse af scenografien.

Helt tæt på kom Oli Sykes, da han sidst i koncerten løb gennem pitten og lænede sig baglæns ind i de forreste tilbedende rækker, mens hans GoPro kørte i selfie-mode med transmission af en syngende Oli Sykes badet i syngende fans. Det var medrivende.

Et kig ind i fremtiden

Det vil være forstilt, hvis jeg begyndte at nedbryde Bring Me The Horizons koncert nummer for nummer og kommentere det med støtte fra setlist.fm og ChatGPT. Jeg har aldrig ignoreret dem – dertil er de alt for stort et band – men jeg har altid fundet metalcoren på de første plader for anstrengende, og screamo’en på Sempiternal og That’s The Spirit for skinger.

Men da de udgav AMO i 2019 spidsede jeg ører. Var det metal? Det var jo nærmest ambient sine steder. Og hvis det var metal, var det så fremtidens udgave af det?

Efter torsdagens koncert på Copenhell må jeg bare svare, at ja, det er det. Og gamle mænd som mig bliver sejlet agterud, og det er bare ok. I publikum bag mig stod resten af min generation, som skulle over at se giraffen. De snakkede betegnende mere end en familiefest i Jylland – de var ikke med.

Foran mig stod flere tusind publikummer, der ikke bare var halvt så gamle som mig, men også omfattede langt flere kvinder og mænd med eyeliner, end jeg mindes at have set til en metalkoncert – og de var eddermame med. Det er dem der skal overtage den tunge musik og Copenhell, så det var dejligt at se dem tage opgaven på sig med masser af entusiasme.

Selvom Bring Me The Horizon har ændret deres udtryk meget gennem 25 års karriere, er de blevet ved med at høste nye fans. Imponerende. Iron Maidens fans skrider bare, når de ikke lyder som i 80’erne.

Og på den måde er BMTH et respektindgydende band. Frygtløst udi forsøg på at forny deres udtryk i en konservativ genre og gamble med en hårdt tilkæmpet fanbase. Et hastigt blik på BMTHs gæster og featurings afslører en bredde, som kun meget få kan præstere. Store som små, hårde som bløde, kvinder som mænd og alt ind i mellem vil have en bid af BMTH.

I går gav Bring Me The Horizon os andre et indblik i hvorfor.