Accept gik til angreb i Store Vega

Teutonsk metal rystede gulvene lørdag aften i Store Vega, da gode gamle Accept indtog scenen foran et fuldt hus med veloplagte fans.

Efter opvarmning fra de 5 lækre kvinder i deres underholdende, men musikalsk middelmådige coverband, The Iron Maidens, var de ca. 95% mandlige publikum i høj grad varmet op til det længe ventet metal event. Med scenografi med den metalliske slange fra coveret til nyeste album Too Mean To Die, kom Accept ind på scenen og fyrede op for kedlen med første nummer på albummet ”Zombie Apocalypse” der blev skarpt skudt ud i salen med den bedste metal livelyd. Publikum var allerede her helt oppe at køre, hvilket var helt forståeligt. 

Nostalgi

Albummet Restless and Wild fra 1982 er i min verden det bedste album fra bandet, og som aftenens tredje nummer fik vi titelnummeret herfra. Det aldrende publikum var i nostalgiens es, og der var alsang for fuld udblæsning. De 6 musikere på scenen var i højt gear med den største spilleglæde. Lead vokalist Mark Tornillo med sine solbriller og kasket, var fra start god til, at få folk helt op at ringe. Det eneste originale medlem, guitaristen Wolf Hoffman, var godt i front med store kropsbevægelser og med sin mørke sprechgesang-agtige backing vokal.

Noget for en hver smag

Accept er en seriøs virksomhed. Det vises på både godt og ondt, for der skal være musik for enhver smag. Vi hørte det med “Midnight Mover” fra 1985 der i min verden blev spillet endnu mere poppet end originalen, hvilket var lidt for Bon Jovi-agtigt. Det var heldigvis ikke så langt, og det gav da lidt glæde for nogle i salen.  

Medley

Der blev også lavet medley af startfirsernumre Demon’s Night / Starlight / Losers and Winners / Flash Rockin’ Man, som med klip og klistre altid giver lidt overraskelse i overgange fra nummer til nummer. Ofte føler jeg, at det er lidt unødvendigt fyld når bands laver medley. Det kunne det også virke som denne aften, men de oppede sig hurtigt med to numre i træk fra Restless and Wild; det tunge “Princess of the Dawn” og speed schlager metalnummeret “Fast as a Shark”. 

Citatmetal

Perlerækken var ikke slut her, for lige efter shark, blev “Metal Heart” slynget ud i salen. Et nummer som publikum indtog med store øre og vildskab i øjnene. Det er også klart ét af deres bedste numre, selvom det i dag lyder liiidt søgt og corny med både Tjajkovskij’s slaviske march som intro og Beethovens “Für Elise” som mellemspil/soloparti, men festligt nok. Den fænomenalt gode trommeslager, amerikaneren Christopher Williams, lavede det sygeste drum noise til sidst i nummeret, og over hele gulvet blev hornene vist.

Encore

Trods de mange numre i sættet, fik vi 3 ekstranumre til at gå hjem på. Her var de fleste, inklusiv mig selv, nok rigtig glade for at høre det 40 år gamle hit “Balls to the Wall”, der også blev til en ren fest på banger-gulvet.  

Top prof

Lørdagens koncert var heavy metal i særklasse som gav alle fansene forskelligartede numre, spillet med stort engagement og leveret med perfekt lyd. Første halvdel af koncerten havde ikke samme kvalitet som senere på aftenen, hvor jeg synes der var bedre numre rent kompositorisk, og leveret med lidt mere musikalsk kant. 

Hver eneste handling på scenen var indøvet og aftalt, og jeg hørte næsten ikke nogle fejl. Det kunne godt lyde lidt for perfekt, for der var intet rum til spontanitet og improvisation i eksempelvis guitar soloer. Men fordelen var selvfølgelig, at man kunne stole hundrede procent på, at lige meget hvad de spillede på scenen, ville det være musikalsk skarpt og fejlfrit. 

Nu når det var meget aftalt performance, må jeg sige, at det var god performance som kunne holde publikum fokuseret på musikken. Hver musiker havde sit materiale på rygraden. Eksempelvis trommeslageren Christopher Williams, var intet mindre end fantastisk med saftige, tunge anslag med ægte metal feeling, hvor alle i bandet  kunne læne sig trygt op af groovet. 

Selvom de gamle fans nok associere Accept lyden af Udo Dirkschneider på vokal, savnede jeg ikke Udo. Mark Tornillo kunne godt ramme de hæse fraser på den rigtige måde, plus at han har langt flere nuancer i sin stemme end Dirkschneider. Dertil er han mere levende på en scene og mere nærværende end Udo. 

Fra start til slut havde Accept publikum i deres hule hånd, og det er jo dét det drejer som når man spiller live. Selvom der var uppers and downers, var det en koncert som næsten havde det hele, og den er helt afgjort accepteret. Det udløser 4,5 stjerner til det legendariske metalband.